Læsetid: 3 min.

Italien er et ubegribeligt land

11. september 1998

Det forsøger Morten Beiter nu alligevel. Han har et karsk fortælletalent , er handlekraftig og ihærdigt opsøgende

Rejsebog
Jeg har længe og inderligt nydt Morten Beiters artikler i Berlingske Tidende fra Italien, hvor han går uden for den slagne kulturelle autostrada og undviger politisk korrekte synspunkter for at lede ihærdigt efter og, minsandten, opdrive krinkelkroge i italiensk politik set fra samfundets bund. Han har et talent for at finde frem til sære og betagende individualister og få dem til at sige noget sandt og sjovt.
Jeg har misundt ham hjerteligt, at han fik mulighed for at rejse rundt og skrive om alt det der, som er vanskeligt at forstå, så at sige uoversætteligt i sin substans. De afgørende mentalitetsforskelle og måder at handle på i Italien som gør, at det er svært at blive hørt, endsige forstået, når man forsøger at holde den italienske skanse. Der er så svært, at jeg taber pusten. Det gør Morten Beiter langtfra.

Pletskud med smuttere
Beiter går entusiastisk og eftertænksomt til værks. Med sit lokalkendskab og sin sans for finurligheder ville han kunne få selv en italiener til at måbe begejstret. Han rammer plet med sin smilende ligefremhed og med sin kraftfulde retorik, som også kan være en italienske smitte:
"Velkommen til Italien, landet der smutter mellem fingrene på dig, netop som du tror du har forstået, hvad det hele handler om. Forsøger du at angribe det i en nutidsvinkel, går landet i fremtid, og bevæger du dig i fremtid, hopper landet i fortid og det hele begynder at flimre faretruende."
Alle hans smuttere, som er pletskud, er netop, hvad jeg selv kender til. Hvis man prøver at skildre Italien uden om de etablerede konventioner - korruptionen og operatemperamentet - bliver det rigtig svært. Måske kan man beskrive Danmark. Men ikke Italien, der derfor udøver en uopløselig fristelse:
"Og alligevel fortsætter du, besat af den forfængelige tanke om en dag at kunne rumme alle de modsætninger og kontraster, der gør landet så umuligt at beskrive."
Beiter kan finde på at spørge en pensioneret blikkenslager på 81 år, der er eneforsørger for 43 katte, hvad han mener om Umberto Bossis propaganda og få en fyndig udtalelse. Han kan finde på at spørge indehaveren af et diskotek, hvordan man scorer skandinaviske piger i snesevis. Her er opskriften: "Tilbageholdenhed, venlighed og handlekraft på det rigtige tidspunkt," svarer "den mobile høvlebænk", som Beiter kalder Riminis charmebasse. Unægtelig ikke en person uden psykologisk indsigt.
Der er også eventyrstederne. Den lidet kendte underjordiske tunnel og katakombeby under Napoli og Fabriche di Careggine, den oversvømmede by, der kun kommer til syne oven over vandet hvert tiende år. Nej ikke en H.C. Andersensk spøgelseshistorie, fænomenet skyldes, at dæmningen fra 1947 hvert tiende år skal repareres, og så tømmes vandet ud af den kunstige sø, og middelalderbyen dukker op, badet i slam og mudder. Museet La Specula i Firenze med de bjergtagende uhyggelige anatomiske voksfigurer har arkitekturprofessoren Carsten Thau lavet en kortfilm om, ellers er det ikke et sted Firenzeturisten gerne kommer eller overhovedet kender til.
Oprindeligt var artiklerne i Berlingske ledsaget af gedigne fotografier, der usentimentalt og direkte fremhævede autenticiteten i Beiters karske tekst. Nu skæmmes bogen af Jens Hages lystige tegninger, og det er ikke for hårdt sagt. Tegneren præsenterer det fortalte som taget ud af en Don Camillo-verden, men skønt Beiter momentvis ikke skyr idyllen, er her ikke tale om en idyllikers rejsedagbog.

*Morten Beiter: Vejen til Napoli. Lindhardt og Ringhof. 276 s., ill., 248 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her