Læsetid: 5 min.

Ja - vi har dyr

19. september 1998

En have er andet end planter. Og et hus giver husly til andet end mennesker

Haven i september
"Har I dyr?" spørger folk, når de hører, vi bor på landet.
Svaret er ja. Vi har ørentviste, bænkebidere, fluer, myg, natsværmere, biller, edderkopper - og mus. For blot at give et groft overblik over den indendørs fauna.
Før der nogensinde bliver sat vand over til morgenkaffe, tjekkes nattens fangst af markmus, der atter i år i entusiastiske skarer indlogerer sig på vintersportshotellet (dét med de små trækasser med vippe). Sommetider kan jeg få den tanke, at vi er så populære, fordi vi nøjes med de blødsødne fælder, men en kat er udelukket på grund af allergi. Den ville også hurtigt få vægtproblemer.
Musene er én af de få veritable plager, vi hjemsøges af! De stinker, der skal gøres rent i ét væk, og de kan komme ind overalt. Sidst vi havde bilen til mekaniker, fordi den ellers så stabile diesel-Golf pludselig satte ud, kunne Sten mekaniker melde, at 'fejlen' var, at musene havde bidt brændstofslangen over!
Edderkopperne lever vi derimod rimeligt med, selv om der må bøjes af fra begge sider. Enkelte meget store, der af ukendte årsager foretrækker brusekabinen i badeværelset, har et omfang, så husets herre banker på, når han skal i bad.
Går man ud ad døren om morgenen uden at tænke sig om, står man pustende og prustende mod den opgående sol med ansigtet fuldt af klistret spind. Men foran det åbne soveværelsevindue har den natlige foretagsomhed skabt et næsten uigennemtrængeligt vagtværn. Det skal man ikke være utaknemmelig over.
Udendørs har vi guldfiskene i havedammen og tudserne i den gamle ensilagebeholder. Vi har musvitterne, blåmejserne og bogfinkerne, der for øjeblikket har travlt i den gamle bøg. Upåvirket af, at det vist slet ikke er oldenår i år, har den sat alt for generøse mængder af piggede, hårde bog, der snart skal rives sammen for ikke at ødelægge græsplænen. Fra vinduet i arbejdsværelset ser det ud, som om bladene falder. Men det er musvitterne, der klatrer op ad stammen og fra kronen flyver næsten lodret ned på græsplænen. For at mæske sig i den bog, de har hakket løs, går jeg ud fra. Jeg ved det ikke.

Svalerne
I går var hele forhaven pludselig fuld af guldsmede. Man kunne høre dem som en fin, fjern fløjtekoncert - eller strygekoncert måske snarere.
Og tidligt i morges var luften over gårdspladsen fyldt med kvidrende bysvaler. Ikke over forhaven, nej. Ikke over baghaven. Og ingen landsvaler. Men bysvaler, lige over gårdspladsen - hvad der så var så interessant netop dér. Myg velsagtens.
Vores landsvalepar, der har rede i portrummet, har jeg derimod ikke set på det sidste. Det bekymrer mig lidt, fordi de igen i år ikke fik unger. Gad vide, hvad der er i de myg, de æder? For tre år siden tilbragte de næsten en måned med at diskutere boligindretning. Skulle det være stalden? Her? Eller brændeskuret? Nej, kom og se her, kvidderkvidderidderderderder!
Nej, kvivivivividerderderder, det skal være her! Det blev portrummet. Dengang havde vi katte udendørs, hvilket fik svalerne til fuldkommen at miste kontenancen. Så kattene blev tvunget til at indtage deres måltider udsat for vind og vejr, langt borte fra portrummets ly. Men svalerne fik fire unger på vingerne.
Året efter forlod de relativt hurtigt reden. Og så ved man jo ikke hvad der er sket. De skal ned over Malta og Italien, hvor trækkende småfugle kan komme til skade. I en italiensk bjerglandsby har jeg ligefrem set en plakat i den lokale bar: "For retten til at dyrke vores traditionsrige småfuglejagt!"
Men den 9. maj i år kom de og skød side om side ind i portrummet, slog en volte og genindtog deres vante pladser. Ude over gårdspladsen stod de i luften, nærmest lodret mod hinanden, mens de nappedes og hvad svaler nu gør.
Så kom en tid, hvor de lå på reden. Om natten begge to, om dagen fru svale mens Hr. sad ovenpå den åbentstående køkkendør og kom med opmuntrende tilråb af typen 'sdgsdgsdgsdgsdg - klikkelik'. Blot hjalp det ikke rigtigt. En overgang blandede en tredjepart sig, måske en mere frugtbar han, men tilnærmelserne blev opbragt afvist, og efterhånden opløst det hele sig mere og mere - op over taget og ud over markerne. Gennem eftersommeren har de i ny og næ slået et smut ind i portrummet, et øjeblik sat sig på reden - og væk igen. Nu må vi vente og se til maj.

Stæretrækket
Forleden var stærenes dag. Den store poppel i hegnet var hele dagen tæt besat med unge stære. I dagbogen står der:
"I dag trækker stærene. De har længe samlet sig som
store røgspiraler ude over markerne, men nu sidder de 'allesammen' i den store poppel og holder palaver. Så flyver en lille flok over i genboens røn - så tilbage til afgangsterminalen, poplen, for at drøfte de seneste informationer. Der er en uro og en rejsefeber i luften, som ikke var der før."
Det hele var så interessant, at jeg ringede til min fuglekyndige veninde og fortalte om min iagttagelse.
"Det er for tidligt," svarede hun kyndigt.
Dén grubliserede jeg lidt på, hvorefter jeg blev enig med mig selv om, at jeg nu nok alligevel havde ret. En uges tid efter så jeg en kolossal flok ungstære nede i mosen. Dér røg karrieren som stærepsykolog.

Kål og løg
Og, ja - de altfortærende kålsommerfugle bor her jo også. Men i år knejser grønkålen uskadt! Min strategi med at plante tagetes og nasturtier i massevis er tilsyneladende lykkedes. Bortset fra de stokke, der ikke er blevet til noget, fordi de er blevet halvkvalt i prægtige tagetesplanter på størrelse med - grønkål.
Og måske skyldes succesen blot det dårlige vejr. Det finder jeg ud af, næste gang vi får en lang, varm, tør sommer. Haveerfaringer erhverves ikke på et år. Heller ikke en have. En løghave, for eksempel. Jeg arbejder på en løgplæne i forhaven som i de kongelige københavnske parker. Så hvert år lægger jeg så mange, jeg orker. Og det skal ske nu. Først pinseliljer. September er sidste chance! Så scilla og vintergækker, der også helst skal tidligt i jorden. Og krokus. Påskeliljerne kunne egentlig godt vente, men de blomstrer samtidig med de blå scilla, og hvem kan huske, hvor man lagde dem, hvis man venter til november? Så på en måde lægger jeg det hele nu. Og i oktober. Og november. Noget kan stadig nås i december. Endda med fordel. De røde Darwin-tulipaner, jeg lagde i begyndelsen af januar sidste år, blomstrede i slutningen af maj, da alle de andre var afblomstret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu