Tommy Kenter som et varmt, charmerende midtpunkt i Henning Carlsens spinkle komediesignalement af skinsygens kvaler
NY FILM
Er der mere i Henning Carlsens nye komedie end en næsten monoman variation over det faste tema, jalousi?
Er filmen andet end et mildt underholdende og lettere langtrukkent Tommy Kenter-show, der trækker på alle afskygninger af stjernens evne til at fremstille den hyperskinsyge moderne mand i knibe?
Det er lidt svært at få øje på, for Kenter-figurens opsvulmede jalousi tages for noget givet - den forklares egentlig aldrig. Når han søger helbredelse for den, konfronteres han med Lars Knutzons parodi på en fortravlet, ufølsom læge, der med største selvsikkerhed udspyr ubrugelige almindeligheder og straks sender ham ud af døren.
Tanken om at søge en anden og bedre læge synes ikke at falde ham ind. Måske anser Carlsen og hans manuskriptforfatter Ib Lucas det for lige så nytteløst.
Forkælet mand
Nu er filmen tænkt som en galgenhumoristisk komedie i Woody Allen-stilen. Men selv i sit mest overfladiske hjørne ville Allen aldrig springe over gærdet på så lavt et sted.
Kenters jalousi er så sygelig og gennemgribende, at den dårligt kan opfattes som andet end et tegn på en dybereliggende eksistentiel smerte eller erotisk usikkerhed. Men man får aldrig det mindste vink om, hvor skoen egentlig trykker.
Tværtimod er Kenter i det ydre den charmerende mand, der har alt - dejlig kone, villa, bil, rimeligt spændende arbejde som filmklipper og efterhånden også en udfordrende, omend noget bizar elskerinde. Kun psykiatrisk hjælp skorter det altså slemt på.
Har filmen skyggen af et seriøst tema, er det måske mandens manglende evne til at tro på og kapere lykken, leve sig ind i den og leve den ud.
Komedianten Kenter
Som rendyrket komedie (en svær genre) holder filmen sig lige akkurat oven vande takket være komedianten Kenters gavmilde evne til at fylde lærredet med selvironisk frustrationshumor og genkendelig menneskelig svaghed.
Men der trampes længe og tungt i de samme motiver, og Kenters skinsyge bliver ikke mere tiltrækkende af hans forsøg på at gøre gengæld og være konen utro. Og mens der køres rundt i jalousi-rillen, begynder konen selvfølgelig virkelig at se til anden side. Hendes tålmodighed hidtil har minsandten også været stor.
Gammeldags portrætter
Vil man være konsekvent overfladisk som her, kræver det til gengæld stor komisk opfindsomhed (f. eks. af den art, Steve Martin og Woody Allen så ofte demonstrerer), og denne idéoverflod har filmen simpelthen ikke.
Kenter slider og slæber og overspiller og charmerer og virker endda ægte rørende i enkelte glimt. Og den smukke Marika Lagercrantz er med sin romantiske og renfærdige udstråling meget troværdig som hjerteknuser mod sin vilje. Men egentlig sans for comedy, dens særlige tone og timing, har hun ikke - hun nøjes med at afværge Kenters anfald med et sødt afvæbnende smil eller en lettere utilpas latter.
Filmen er ganske fikst fortalt i tilbageblik, med Kenter som bekender foran det snurrende videokamera. Og Henning Carlsens velkendte professionalisme og gennemtænkte klipning holder i ydre forstand godt sammen på et episodisk forløb med en del digressioner ud i hovedpersonens filmmiljø.
Her ses Morten Grunwald som bøffelagtig filmproducent - et portræt mere i pagt med fortidens folkekomedievirkelighed end med nutidens smarte producentdrenge. Lars Knutzons kyniske læge er også mest hengemt, men glimtvis ganske skæg folkekomedie. Mens Lotte Andersen får noget mere reelt pudsigt ud af sin sex-avancerede elskerinde med en ubetvingelig smag for sten.
I Wonder Who's Kissing You Now? er en af Henning Carlsens få afslapningsfilm, og man har det i passager helt hyggeligt med den. Det sørger især Tommy Kenter for. Men den trækker for hårde veksler på ham. En one joke-film på godt halvanden time føles lang.
Selv med en gammel ræv som Henning Carlsen bag kameraet.
*I Wonder Who's Kissing You Now? Instruktion: Henning Carlsen. Manuskript: Ib Lucas og Henning Carlsen. Dansk. (Dagmar, Grand, Palads, Albertslund, Lyngby)
