Læsetid: 5 min.

Jan Guillou på korstog

18. september 1998

Jan Guillou har endegyldigt lagt agenthelten Carl Hamilton bag sig til fordel for super-ridderen Arn. 'Vejen til Jerusalem' er første del af en trilogi om et middelalderligt Sverige, hvor fjendebilledet - som i dag - er den muslimske verden

ROMAN
Få svenske udgivelser har fået så stor omtale som Jan Guillous nye bog. Når man har tændt for tv, er Jan Guillou dukket op på alle kanaler, og har man åbnet for radioen, har han også været dér. De svenskere, der ikke ved, at Guillou har skrevet en ny bog, er få.
Årsagen til omtalen er naturligvis den store oplagssucces for Guillous ti bøger om super-agenten Carl Hamilton, som også er blevet genstand for flere filmatiseringer. Norstedts forlag regner også denne gang med salgssucces, og første oplag af bogen er på ca. 100.000 eksemplarer.
Vejen til Jerusalem er ifølge Guillou selv første bind i en trilogi, der skal skildre, hvordan unge Arn Magnusson af Arnäs i Västergötland bliver optaget i Tempelriddernes orden og deltager i et korstog for at befri Palæstina fra "de vantro".
Guillous hensigt er at pege på paralleller mellem datidens korstog og vore dages angreb på de muslimske kulturer.

I kloster
I dag er det CNN, der står for propagandaen og formidlingen af ideologien; i middelalderen var det fra prædikestolene, budskabet om de fæle saracenere (Middelalderens betegnelse for arabere og muslimer) blev udbredt på en effektiv måde.
Første del skildrer Arn Magnussons opvækst i et Sverige, som kendetegnes af stridigheder mellem forskellige slægter om kongemagten, en brydningstid i Sveriges historie - landet er på vej mod enhed og mod at blive svensk.
Romanen tager sin begyndelse i "nådens år 1150". Da Arn som lille bliver ramt af en ulykke, beder hans mor til Gud om at redde hans liv. I den forbindelse giver hun Gud et løfte, som fører til, at drengen overlades til cisterciensermunkene i Varnhem. Og det kommer ham ikke til skade, for det er munkene, der formidler kultur, nye opfindelser og oplysning til de ukultiverede og primitive starutter i det mørke Nord. Fader Henri kommer til at stå for hans åndelige opdragelse, og broder Guilbert de Beaune lærer ham alt om våben og heste.
På et tidspunkt bliver munkene fordrevet fra deres kloster i Västergötland og tvunget til at genoptage virksomheden i Danmark - i Vitskøl kloster i Jylland.
Senere kan munkene dog igen vende tilbage til deres gamle kloster, og en dag er tiden inde til, at Arn forlader klosterlivet for at begive sig ud og møde verden udenfor.

Uden for murene
Det, der indtil da har været en ret stilfærdig og fredelig opvækst - og en fortælling, som til tider er ret stillestående - forvandles nu til noget andet, da Arn møder problemerne uden for murene, "extra muros", som Guillou kalder den verden. Endelig synes fortællingen at komme i gang.
Lysten og kærligheden optænder Arn. Han forfører to piger, som desuden er søstre - den ene i fuldskab, den anden i kærlighed.
Af den grund bandlyses han af kirken og dømmes i henhold til Västgöta-loven og de kirkelige skikke til at gøre bod som tempelridder - ifølge Guillou Middelalderens elitestyrke med en høj moral - i Det Hellige Land. (Det afsløres af ikke særlig indlysende årsager allerede på bogens omslag).
Arn er slået ind på vejen til Jerusalem.

Idealiseret trædukke?
Guillou benytter sig af mange gammelsvenske og middelalderlige udtryk for at kunne skildre Middelalderen troværdigt.
Men han har også fået kritik for det: Nogle hævder, at man sagtens kan skildre Middelalderen på moderne svensk.
Den kritik kan jeg ikke være enig i. De middelalderlige udtryk giver snarere beretningen tidsånd og farve.
Bogen har mest fået gode anmeldelser. En af undtagelserne er Aftonbladet, hvor Guillou selv er columnist; Mange anmeldere har dog indskrænket sig til at referere handlingen og på den måde indtaget en lidt underdanig holdning - som om de frygtede Guillous indflydelse i medierne og en eller anden form for hævn.
Men i Aftonbladets anmeldelse skriver Gunder Andersson om Arn, at "denne idealiserede trædukke får Walter Scotts Ivanhoe til at fremstå som et psykologisk portræt, signeret af Dostojevskij". Andersson har blik for det, som også efter min mening er romanens svaghed.
Det er, som om Carl Hamilton er blevet flyttet til Middelalderen og har skiftet automatvåben og pistol ud med bue og indviet sværd. Gummibådene er blevet til langskibe.

Sarte kritikere?
Det overmenneskeideal, som Guillou synes at være så forelsket i, hans fascination af forskellige våben, voldsromantikken og hans helte i form af stiliserede krigsmaskiner med hang til drengebogsromantik, er jeg ikke særlig fascineret af.
Bryder man sig om den slags, så er det den helt rigtige bog, men så må man også finde sig i, at der tales ret meget om Guds ord, moral, retskaffen tankegang og religiøse spørgsmål - hvilket måske ikke tiltaler den kategori af læsere.
Den kritik fik Guillou også ofte for sine Hamilton-bøger. Hvis jeg ikke husker galt, imødegik han den med, at kulturskribenter misbilliger vold og våben og ikke selv har erfaring på området.
Han sagde det ikke direkte, men man kunne ane, at kritikerne var blødsødne og naragtige.
Selv har jeg både militær uddannelse fra en svensk eliteenhed, kendskab til de fleste af Hamiltons våben og erfaring fra krig, men alligevel - og som følge af det - er jeg af samme mening som kritikerne.

God fortæller
En anden kritik, der kan rettes mod Guillous fortælling, er, at den ind imellem bliver stiv og kedelig og lidt ensformig ligesom hans helt. Det skal dog siges, at den også har en anden side, som er livfuld, behagelig at læse og spændende.
Det drejer sig heller ikke om nogen dybere psykologisk og sjæleligt dybdeborende roman med et poetisk sprog - men det havde vel heller ingen ventet.
Romanens styrken ligger i, at Guillou er en god fortæller. Han formår at fange læseren, og formidle en interessant og ind imellem folkeoplysende beskrivelse af svensk og nordisk middelalder og dens folkelige kultur.
I slutningen af denne første del får Guillou også sat fortælletempoet op, og det gør, at jeg gerne fortsætter læsningen af trilogien - ikke for dens svage sider og ikke for dens litterære kvaliteter, men på grund af dens styrke som underholdning.

*Jan Guillou: Vejen til Jerusalem. Roman . 367 s., 332 SKR. Nordstedts Förlag, Stockholm.

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu