Læsetid: 2 min.

'Vi kan tale om mine fejl i timer'

4. september 1998

Den tyske finanslovsdebat blev tv-transmitteret partilederrunde.
Kohl advarer mod eksperimenter. Schröder kalder Kohl 'arbejdsløshedens kansler'

Berlin - Det giver en vis selvsikkerhed at have slået fire udfordere ud.
Tysklands forbundskansler Helmut Kohl var da også lutter overbærende smil, da han i går mødte nummer fem i rækken af socialdemokratiske udfordrere, kanslerkandidat Gerhard Schröder, i en direkte konfrontation.
For formentlig sidste gang før valget den 27. september var de sammen i en duel.
Scenen var forbundsdagen i Bonn, hvor Tysklands finanslov i disse dage er til forhandling. Men eftersom ingen har lyst til at gøre finanslovsarbejdet færdigt før valget, udviklede samlingen sig til et tv-transmitteret vælgermøde, hvor oppositionen atter mindede Helmut Kohl om hans to uforsigtige løfter om de "blomstrende landskaber" i Østtyskland, og om at skatten ikke ville stige som følge af genforeningen i 1990.
"Vi kan tale i timevis om mine fejl," sagde Kohl, "men vi vidste intet i 1990. Vi var i bogstaveligste forstand på vej, vi ventede ikke på historiens uvejr. Sådan var det - og sådan skal det blive ved med at være."
Han mindede om, at Schröder som ministerpræsident i Niedersachsen havde sagt, at hver en mark givet i støtte til værfterne i Mecklenburg-Vorpommern i det tidligere DDR var en mark til konkurrencen mod Niedersachsens værfter.
"Hvor er solidariteten?," sagde Kansleren.
I 16 år har Kohl beklædt posten som kansler, og han advarede mod et regeringsskifte netop nu: "Landet har brug for en konsekvent politik, eksperimenter bringer intet godt. Det gælder om at fortsætte ad vor vej," sagde Kohl og kunne ikke lade være med at drille lederen af SPD's gruppe i forbundsdagen:"Lad os mødes om tre uger. Så vil De, Hr. Scharping, sidde i opposition igen, og det er en god tradition."
Herefter kunne Gerhard Schröder overtage scenen:
"Helmut Kohls fortjenester i forbindelse med genforeningen er ubestridelige, men han har splittet Tyskland socialt."
Da Kohl erobrede magten fra socialdemokraten Helmut Schmidt, var arbejdsløsheden 1,8 millioner og Kohl kaldte derfor Schmidt for "arbejdsløshedens kansler." I dag er tallet vokset til 4,1 millioner, og Schröder returnerede titlen til Kohl.
"Forbundskansleren har holdt en tale om fortiden. Det viser, at han har problemer med nutiden, realiteterne - og ikke mindst med fremtiden. De er ikke i stand til at samle samfundets kræfter og føre det ind i det nye årtusinde. Det ved Deres partifæller også. Partiet har indset, at valget kan ikke vindes af Dem, og nu handler det om, hvordan de slipper mest smertefrit af med Dem."
Gerhard Schröder er blevet skudt i skoene, at han meget nødigt fortæller, hvad han vil med magten, men han bebudede en omfordeling af byrderne, social retfærdighed, udbygning af undervisningssektoren og støtte til udvikling af nye industrier, så Tyskland klarer forandringen fra industristat til servicesamfund.
Valget står mellem de to kandidater. Foreløbig fører Schröder, men en stor del af de tyske vælgere har endnu ikke besluttet sig. Måske føler de lige som lederen af reformkommunisterne i PDS, Gregor Gysi, det tog afsæt i spekulationerne om Kohls eventuelle efterfølger: "Hos CDU ved man, hvad man vælger, men ikke hvem man vælger. Hos SPD ved man, hvem man vælger, men ikke hvad man vælger."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her