Analyse
Læsetid: 4 min.

Karl Marx på pension

9. september 1998

- hvorfra revolutionen nu skal udgå

DER VAR ENGANG en mand, der hed Karl Marx. Han levede i forrige århundrede og fik en overgang stor indflydelse på det, man engang kaldte socialisme og kommunisme. Blandt andet skrev han sammen med en ven for 150 år siden et såkaldt "kommunistisk manifest" om afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne til fordel for de umiddelbare producenters egen direkte og ansvarlige overtagelse af deres arbejdsredskaber. Et, skulle man synes, rimeligt demokratisk forslag. Hvis man da ikke lige tilhørte det borgerskab, der besad ejendomsretten og mente sig i sin netop gode demokratiske ret til at forsvare den med næb og klør. Kampen mellem de to demokratiopfattelser blev dengang kaldt klassekampen, som mange steder og til lange tider blev ret voldsomme og undertiden særdeles blodige.
Sådan begyndte alt det, der i dag er nyheden, som her skal analyseres:
Dels den radikale økonomiminister Marianne Jelveds opfordring på forsiden af vores seneste lørdagsavis til demokratisk oprør fra medlemmerne i de danske pensionskasser, dels Socialistisk Folkepartis forslag om, at loven om tilsyn med pensionskasser m.v. laves om, så formanden for en pensionskassebestyrelse og mindst halvdelen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt medlemmerne og den eksisterende lovgivning iøvrigt ændres, så kasserne ikke skal stræbe efter "det størst mulige afkast" men sikre, at "samfundsmæssig bæredygtighed bliver den overordnede målsætning".
Hvad man ellers måtte mene om denne foreløbige udgang på Det kommunistiske Manifests halvandet hundredårige historie er den i hvert fald ikke blevet mere spektakulær med årene. Hvem forestiller sig store demonstrationer på Fælleden under vejende bannere og blafrende transparanter, som under Marianne Jelveds og SF'eren Aage Frandsens trusler om væbnet opstand eller dog generalstrejke kræver - mere demokrati i pensionskasserne?
Her griner de kyniske, der altid er de dumme.
Tværtimod er den 'Karl Marx,' der nu er gået på pension, langt farligere for 'systemet' end den oprindelige af samme navn. For nu kan hans drømme om et andet samfund end det kapitalistiske kun virkeliggøres ved at udvide demokratiet. En udemokratisk genvej til det forjættede kommunistiske tusindårsrige via en elitestyret revolution er afsløret som falsk og umenneskelig. 'Eliten' har simpelt hen ikke nogen overordnet logik, den kan påberåbe sig.

I EN PENSIONSKASSE havde den oprindelige Karl Marx ganske vist ikke regnet med at skulle ende sine dage. Men at det blev hans skæbne, kan der gives om ikke altid lige gode så i hvert fald solide grunde til. En helt ny samfundsformation er nemlig opstået, som den største danske økonom i efterkrigstiden, Thorkil Kristensen, med et rammende udtryk døbte lønmodtagerkapitalismen.
En umulig selvmodsigelse i den optik, der var gældende for den gamle klassekamp mellem borgerskab og proletarer, men faktisk opstået og eksisterende på fuld drøn. For hvem er i dag på det globaliserede kapitalmarked i sidste instans de afgørende spekulanter i aktiekurser og valutaer?
Det er de amerikanske lønmodtageres pensionskasser.
Hvem er i Danmark i sidste instans den udslaggivende magt på Børsen?

Det er de tusinde milliarder kroner, som de danske lønmodtageres pensionskasser (i videste forstand) allerede nu råder over.
Alligevel modstilles de borgerlige partier og venstrefløjen stadig, som om - i sidste instans - alt stadig er ved det gamle og den gamle Karl Marx. På arbejdsmarkedet optræder Dansk Arbejdsgiverforening og LO stadig som de modstående parter. Skønt det dog er LO og dens medlemsforbund, der i dag er den helt store kapitalejer.
Men hvem siger det?
Dronningen? Statsministeren? LO-formanden? Arbejdsgiverformanden? Den 'borgerlige' opposition? Den 'venstreorienterede' opposition? De økonomiske vismænd?
Professorerne på universiteterne? Folkehøjskolerne? Mainstream-medierne?
I både samfundsdebatten, -forskningen og -styringen her og i hele den vestlige verden er den indtrufne revolution knap nok registreret og slet ikke arbejdet igennem og ud, hvad der forlener de nuværende samfund og deres faretruende tendenser med et farligt uvirkelighedens skær.
Uvirkeligt, fordi de afgørende magtforhold og dermed ansvarlige fortoner sig i uigennemsigtige bureaukratier og børser, der fratager folk lysten til det (parti)politiske engagement.
Farligt, fordi uansvarliggørelsen, umyndiggørelsen, uafhængigheds- og forsørgerkulturen breder sig, når lønmodtagerne ikke bliver klynget op på ansvaret for den afgørende magt, de reelt har.
Forleden kaldte den socialdemokratiske erhvervsminister Pia Gjellerup pensionskasserne for "de store, sløve pengetanke i Danmark," der ikke har fattet nødvendigheden af at investere i de nye (og for hovedpartens vedkommende sikkert små) virksomheder, der skal føre Danmark bort fra den stadig mere truende sociale udstødning.
Nøjagtig det samme kan siges om de danske lønmodtageres ansvar og magt til at bringe os bort fra udstødningen af vores eget naturgrundlag.
Men hvordan få rejst den debat, så længe danske lønmodtagere stadig svæver i den behagelige illusion, at alt det der med investeringerne må markederne og staten tage sig af? Det er heldigvis ikke deres ansvar.

DERFOR ER i sandhed Marianne Jelveds og Aage Frandsens udspil - revolutionære. Den første mener, at det afgørende oprør alene må komme fra græsrødderne selv. Den anden mener nok, at lovgivningsmagten kan hjælpe lidt til.
Det er i sig selv en betydningsfuld konflikt. Men uenigheden mellem Jelved og Frandsen overstråles dog af, at de har fat i den ende, hvor den gamle Karl Marx er stendød og den nye, sandt revolutionære befinder sig midt i pensionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her