Læsetid: 3 min.

Kirkeby er

11. september 1998

Alle fejrer Kirkebys 60 år; også Aarhus Kunstmuseum.

Udstilling
At betjene sig af paradokser synes at være den bedste - og sikreste måde at gebærde sig på, hvis man vil søge at indkredse Per Kirkebys mål og metode. Hans egne skrifter er det bedste forbillede, og Poul Erik Tøjners bog om maleren bekræfter dette.
Hver beskrivelse har en begrænsning, som er af en anden art end farvens. Eksistensen er sat på spil i den store maleriske gestus, hvor maleren risikerer alt - for, som Jørgen Gustawa Brandt skriver: "Husk at livet koster livet, det er altid samme pris!"
Den gule dræberfarve, den grænseløse blå og den strømmende røde og overalt skraveringernes lyd af kradsende bevægelse hen over de bløde farveformer, som de nagler fast. Og farvelag dækker farvelag, skydes foran og ind fra siden, som dele af noget større. Slutresultatet er et kunstnerisk format, som ingen ved, hvad er, men som er, ligesom Kirkeby er.

Et panorama
Udstillingen på Aarhus Kunstmuseum er stor, men ikke spektakulær. l80 numre fordelt på t etager og sorteret under overskrifterne Grønland, Hus/stakit, Pop, Maya, Den maleriske tegning, Det store format, Mursten, Monotypier, Det blå rum og Det røde rum. Billederne er pakket tæt i de luftløse, delvis ildelugtende og dagslysforladte sale, og at vise Kirkeby i kunstlys nærmer sig et angreb på kunstnerrettigheder, men det er betingelserne i det gamle Aarhus Kunstmuseum. Hvornår får vi det nye?
Formålet med grupperingerne er formentlig et ønske om at skabe ro og overskuelighed, men resultatet er en lidt håndfast satsning på ensartethed i de enkelte rum, som kan være meget smukke, men med en deraf følgende mangel på ballance i kronologi og det store forløb.

Århusiansk og fremmed
En væsentlig del af udstillingen er fra Museets egne samlinger, hvor de grafiske arbejder er dominerende. Her er fine, tidløse akvareller og tegninger og fyrretyve koldnålsraderinger fra Grønland. Dertil kommer en salfuld af 10 mere end mandshøje monotypier fra 1991, deponeret på Museet.
POP-kunsten fra 60'erne er også for hovedpartens vedkommende hentet fra egne og andre provinsmuseers samlinger ligesom de mexikansk inspirerede værker fra først i 70'erne. Under titlen "Det maleriske" er en sal tapetseret med kvadratiske masonittavler fra 70'erne, de fleste i privateje. Det er et festfyrværkeri af farver, som i deres tumult, citater og anarkistiske harmonier viser slægtskab med Asger Jorns og Richard Mortensens billeder fra krigens år.
Det store, fuldtonende farvemaleri fra de sidste 20 år repræsenteres af en snes væsentlige billeder, hvoraf enkelte er i privateje og resten husets egne eller lånt fra Louisiana, Trapholt og Galerie Michael Werner i Køln. Dertil kommer 11 store Bronzer fra l983-4, hvoraf de 10 er udlånt af Kølnergaleriet.
Suverænt sig selv er de små bronzemodeller, 14 i alt, til murstensskulpturer, som tilhører Per Kirkeby, og som ledsages af fotografier af de færdige monumenter. Der er tale om en transformation fra impressionistiske, håndæltede idéudkast til perfekte, linjerene pavilloner eller 'follier' i fornemste, professionelle murmesterarbejde, huse, hvor lys og skygge fordeler sig med matematisk præcision. Bygningsværkerne som flest er inspireret af tanken om arkitektur befriet for funktion, men hvor alle vinkler er præcist udmålt og alle rette linier, bueslag og flader perfekt udført.

Kendskab til stedet
Hvert arbejde er skabt 'site specific', udfra kendskab til stedet, miljøet og historien. Ingen kan tvivle om Kirkebys kærlighed til arkitektur: Palladio, Borromini osv., og jeg er næsten sikker på, at han som barn må have oplevet, hvor sjovt det er at springe rundt ovenpå hvælvinger. Hans ældste murstensskulpturer ser i alt fald sådan ud. Men at de seneste pavilloner også er nyttige, er for mig at se et angreb på deres idé. De rent arkitektoniske projekter, så som forslaget til det nye Aarhus Kunstmuseum, er en helt anden historie.
Går man fra arkitekturfantasierne tilbage til billedkunsten, ser man klart, at også her er der tale om en symbiose mellem fast struktur og den frie, maleriske og irrationelle gestus.

*Panorama. Per Kirkeby. Aarhus Kunstmuseum, Vennelystparken, Århus. Daglig 10-17, man. lukket. Til 1. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her