Læsetid: 2 min.

K'NYT

4. september 1998

Høring om Københavns havn
*Direktøren for Københavns Havn, Henning Hummelmose, for tæller om "De barske realiteter", når han lægger op til en paneldebat på søndag kl. 13.30 på Arkitektskolen på Holmen. I årtier har det faldet kritikere for brystet, at København havde et stort, frit område tæt på City, som blot lå ubenyttet hen. På det sidste er der begyndt at ske noget. Andre deltagere på mødet: Uffe Palludan, Allan Andersen, Helle Juul, Søren Pind, Michael Varming og bolig- og byminister Jytte Andersen.

Forbudt Nicholson-film vises
*Husets Biograf i København viser i aften og i morgen kl. 21 The Trip, en film fra 1967 med manuskript af skuespilleren Jack Nicholson. Filmen kan ses som en forløber for Easy Rider, og bl.a. medvirker både Peter Fonda og Dennis Hopper, Bruce Dern og Susan Strasberg. I England blev filmen, som var en del af LSD-bølgen, totalt forbudt og kan først vises dette efterår på ICA i London. Filmen indleder såkaldt Drive-in Theatre-festival over fem weekender i Husets Biograf.

Portræt af Mette Thomsen
*Normalt er det ældre og etablerede kunstnere, der skrives store bøger om, men John Chr. Hansen, der bl.a. anmelder bøger i Ekstra Bladet, har gjort en undtagelse, idet han har skrevet en bog om Mette Thomsen, der debuterede med romanen Af en superhelts bekendelser i 1994. Bogen er da også tænkt som et prototypisk, men dog særligt portræt af en ung forfatters liv, bøger og meninger. Bogen, der udkommer hos Lindhardt & Ringhof (128 kr.) får i øvrigt et hav af stjerner for sin høje kvalitet i... Ekstra Bladet.

Guldalderkunst på Det Kongelige
*Som en del af aktiviteterne i forbindelse med festivalen "Golden Days in Copenhagen" arrangerer Det Kongelige Teater to omvisninger i for- og baghuset. Det sker den 12. september kl. 15 og den 13. september kl. 13. Der vil blive lejlighed til at høre om arkitekturen, udsmykningen og kunstsamlingen og de personer, der tilhørte den danske guldalder i Heiberg foyeren, Kapel foyeren og Bournonville salen. Omviser bliver kunsthistorikeren, cand. mag. Ole Nørlyng.

Øretuderi i Lorry om Øresund
*I de kommende år vil vi får tudet ørerne gevaldigt fulde om alt det, der skal ske i den Øresundsregion, der opstår, når broen er bygget. TV 2 Lorry indleder således i morgen aften kl. 19.30 et nyt, ugentligt Øresundsmagasin. Lorry vil desuden udstationere en fast korrespondent i Malmø, hvorfra han kan rapportere om kulturen - eller om kommende dansk-svenske krige.

I Stéphane Mallarmés navn
*Den franske digter, Stéphane Mallarmé, døde den 9. september for 100 år siden. Han huskes dog stadig overalt i den lyriklæsende verden, bl.a. af Jørn Otto Hansen på Tygsens Gård, Sprøjtehusvej 1, i Sæd ved Tønder i Sønderjylland, der inviterer til udstilling. Billedkunstnerne Merete Barker, Jens Birkmose, komponisten Ingolf Gabold med flere bidrager til udstilling i Mallarmés navn.

Allan Berg Nielsen ny konsulent
*Det Danske Filminstitut har udnævnt museumspædagog Allan Berg Nielsen som ny konsulent på kort- & dokumentarfilmområdet. Allan Berg Nielsen har de sidste 25 år arbejdet som formidler af kulturhistorie på Kulturhistorisk Museum i Randers. Han forventes at tiltræde stillingen pr. 1. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu