Læsetid: 2 min.

K'nyt

3. september 1998

Nordisk møbeldesign
*Fjorten nordiske møbeldesignere, alle kvinder, udstiller fra i dag i Øksnehallen på Vesterbro. Det sker under projekttitlen Redlohspork, og blandt de udstillede møbler er Anne Mette Nørgaard Petersens Stratum, der betegnes som en siddeflade, samt Susann Wesselys Make-up, et anderledes spejl, som spejler i alle andre retninger end den, hvor beskueren står. Således utraditionel kan udstillingen kan ses til 26. september.

Glosuppe i Glostrup
*Dramatikeren Gritt Uldall-Jessen står bag projektet Fem på stribe, som sætter "familien Danmark til offentlig skue" søndag d. 6. september. i Glostrup og i København. Fem på stribe hedder projektet, en gadeinstallation, som med moderne teknologi viderebefordrer udvalgte afsnit af fem familiers liv i Glostrup til en storskærm på Arbejdermuseet.

Da Vinci-maskiner i Magasin
*Stormagasinet Magasin i København har lånt 11 maskiner i reduceret skala af Leonardo da Vinci Museet i Vinci, Toscana. Maskinerne, der er fremstillet efter da Vincis tegninger, kan ses på 5. sal frem til den 19. september.

Nye Anne Frank-sider fundet
*Fem hidtil ukendte sider fra Anne Franks Dagbog er dukket op hos en tidligere ansat på Anne Frank Museet i Amsterdam, skriver The Observer. På siderne omtaler Anne sine forældres ægteskab i lidet flatterende, nedsættende vendinger. Hendes far Otto Frank fjernede derfor siderne før udgivelsen af dagbogen i 1947 for at beskytte mindet om sin kone. Han var den eneste i Frank-familien, som overlevede Auschwitz, og han døde først i 1980, 91 år gammel. En "definitiv" udgave af Anne Franks dagbog udkom så sent som sidste år, så de nyopdagede sider vil ikke belyse nye sider af Anne Frank. I dag er Anne Franks Dagbog solgt i millioner af eksemplarer på 50 forskellige sprog.

Teaterrådet er forundret
*Teaterrådet opfordrer kulturministeren og folketingets kulturpolitikere til at finde ekstra bevillinger, så rådet modtager en bevilling svarende til, hvad det fik sidste år. Det kommer bag på rådet, at kulturministeren vil skære ned på bevillingen, "samtidig med at hun understreger vigtigheden af, at kulturpolitik mere handler om værdier og visioner end om økonomi", skriver Teaterrådet i en pressemeddelelse. "Teaterrådet er en forudsætning for den del af teaterlivet, som forventes at byde på fornyelse af teatret, dets form og indhold og kontakten til publikum". De teatre, som hører under Teaterrådet, står for en stor del af teateroplevelserne for børn og unge og giver arbejdspladser til unge dramatikere, instruktører, scenografer og skuespillere.

Berlin får egen kunstbiennale
*En ny, stor kunstbiennale er etableret og finder sted i Berlin fra 30. september til 3. januar. Dermed får Tyskland ligesom bl.a. Italien og Brasilien en monumental, international kunstbegivenhed, der foregår hvert andet år. Blandt de udvalgte kunstnere er danskeren Olafur Eliasson. Nydannelsen kan også ses led i planen om at gøre det nye Berlin til et kraftcenter både kunstnerisk og på anden måde.

Amerikanske billeder
*Niels Ahlmann er den anden af tre nyuddannede dokumentar-fotografer, som udstiller i Billedhusets Galleri fra i morgen til 24. september. Billederne er fra Bayview i USA, en landsby, hvor "tiden har stået stille".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her