Læsetid: 2 min.

K'NYT

2. september 1998

Amager Scenen lukker definitivt
*Det 23-årige morskabsteater Amager Scenen lukker, efter at Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) endegyldigt har opgivet at redde teatret, skriver flere dagblade. Amager Scenen gik konkurs i juni måned og har ikke fundet økonomisk fodfæste siden, trods store bestræbelser. Formanden for DST, Mona Heiberg, beklager situationen. Knud Foldschack, advokat og fhv. næstformand i Amager Scenens bestyrelse, betegner beslutningen om at smide teatret ud af DST som en kulturpolitisk katastrofe. "Alt tyder på, at det, der ville have reddet Amager Scenen - solidaritet mellem teatrene, en katastrofefond og et sikkerhedsnet - kommer med i den nye teaterordning. Men nu kan den nye ordning skrives på teatrets gravsten," siger Foldschack til Politiken.

Forfattere på Århus Rådhus
*I aften klokken 20 læser Inger Christensen og Benny Andersen op af deres samlede digte i Århus Rådhushal. I morgen aften - samme tid, samme sted - er det Jan Stages og Morten Sabroes tur. Jan Stage er aktuel med en ny roman, Tilfældets Kyst, som man kan høre uddrag fra. Morten Sabroe læser op fra sin seneste roman Johanna, og derudover giver han et par numre fra sit Wheelchair Show. Entré: 70 kroner via BilletNet eller Musikhuset.

Poesidagene i Malmö
*Det er igen ved at blive tid for Poesidagarna i Malmö. I dagene 16.-19. september gæster 18 internationalt kendte digtere Malmö. De kommer fra så forskellige lande som Makedonien, Finland, Irland, Bulgarien og Frankrig - og fra Danmark deltager Inger Christensen. Digterne vil læse deres digte op på originalsproget, hvorefter de fremføres i svensk oversættelse. Poesidagene er desuden i år forum for en konference - Poesi og oversættelse - som afholdes af Det Europæiske Akademi for Poesi. Poesidagene i Malmö har været arrangeret siden 1987, og primus motor er forfatteren og oversætteren Lasse Söderberg.

Litteraturens tilstande
*Litteraturrådet fik ved sin oprettelse for få år siden ikke ret mange penge at disponere over af staten, men gør sig til gengæld synlig ved bl.a. at holde en årlig konference på Christiansborg. I år finder den sted 1. oktober med emnet Kulturpolitikere, Pressen og Den litterære offentlighed. Oskar Hemer, Hans Hauge, Melan Salimi, Pia Arke, Knud Sørensen, Thomas Harder og Elsebeth Gerner Nielsen er blandt oplægsholderne. En stor beslutning er tilsyneladende taget: Konferencen, der plejer at hedde Litteraturens tilstand, er i år omdøbt til Litteraturens tilstande.

Thorvaldsens Museum
*Den 18. september er det præcis 150 år siden, Thorvaldsens Museum åbnede dørene for publikum som Danmarks første museumsbygning. Bygningen er opført af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Fra den 9. september og året ud viser museet udstillingen Bindesbølls Museum, der bl.a. handler om, hvordan museets samtid opfattede den utraditionelle indretning udformning.

B.S. Ingemann uropføres
*B.S. Ingemann-Selskabet har høfligst henledt K'Nyts opmærksomhed på, at Folketeatret på søndag den 6. september klokken 14.00 fremfører Tassos Befrielse. Ingemann læste den op for første gang for den skandinaviske koloni i Rom i 1819, men tragedien er aldrig blevet opført.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her