Læsetid: 2 min.

K'NYT

25. september 1998

Mere kunstfornyelse
*Kunstgenren udvides eksplosivt for tiden. Efter den opsigtsvækkende og engagerende udstilling af Dansk Forvaltningskunst hos Galerie Asbæk følger på lørdag kl. 13 bolchefirmaet Bon-Bons nyeste markedsføringskampagne på Kunstakademiets Udstillingssted i Peder Skrams Gade, København. Det er marketingschef Anders Berg, der præsenterer Værket, kunsteren bagved er Kenneth Balfelt, der har planer om to yderligere arrangementer om kunst og erhvervsliv. Formålet er angiveligt at diskutere kunstnerens rolle.

Premiere på Betty Nansen
*På lørdag har Betty Nansen Teatret danmarkspremiere på William S. Burroughs' og Tom Waits' teaterstykke The Black Rider. Stykket, som tidligere er blevet sat op i bl.a. Stockholm, har i den danske udgave Katrine Wiedemann som instruktør og kunstneren Michael Kvium som scenograf. De to har tidligere - med stor succes - arbejdet sammen om teaterstykket Alice
i Underverdenen.

Peter Lautrop på Arbejdermuseet
*Fire billedkunstnere vil i det kommende år lave hver deres udstilling specielt til Arbejdermuseet og med relation til museets kulturhistoriske udstilling "Folkets Århundrede". Den første er Informations Peter Lautrop, der den 29. november introduceres af museumsinspektør Jens Bing, Storm P.-Museet. I februar udstiller Lisbeth Hermansen, til maj Lars Ravn og i august 1999 er det Erik Hagens' tur. Tilmelding til alle fire arrangementer kan ske gennem FOF.

Luk øjnene og fold ørerne ud
*Når det bliver mørkt, er det Kulturnat, og meget konsekvent åbner Kulturhuset Toldkammeret i Helsingør en udstilling for børn, hvor man ikke skal bruge øjnene. Det drejer sig om at være stille og lytte, som udstillerne Thomas og Bibi Winding skriver i præsentationen. Så kan man høre "lyde fra hele verden, små historier og fuglesang, som fylder dit hoved med drømme."

Engelsk romantik - og grammatik
*Det er to af emnerne for det seneste nummer af magasinet Humaniora, Statens Humanistiske Forskningsråds blad. For 200 år siden udsendte to unge, ukendte digtere, William Wordsworth og Samuel Taylor Coleridge deres Lyrical Ballads, der blev startskuddet til den romantiske periode i engelsk litteratur. De sidste fem år har et forskerteam arbejdet på nye grammatikker, blandt andet en ny engelsk grammatik, som nu er færdiggjort. Man kan desuden læse om, hvad skeletter fra Middelalderen siger om befolkningsudviklingen samt erfare, at kvinderne for første gang er i overtal i Statens Humanistiske Forskningsråd.

Orson Welles-succes
*Orsons Welles noir-mesterværk Touch of Evil (Politiets blinde øje) fra 1958 er en af de 'gamle film', der hyppigst genudsendes. Nu har der været USA-repremiere på filmen i en udvidet version på 111 minutter, en forsinket director's cut baserende sig på et 58 sider langt memorandum, Welles forfattede, da han af producenterne blev nægtet adgang til klipperummet. Ændringerne er dog ikke så store, bortset fra at filmens berømte kamarakørsel i starten nu ses uden Heny Mancinis musik, men med de af Welles planlagte lyde. Den voldsomme tilstrømning til filmen i tre Chicago-biografer har allerede den første uge indbragt en million kr. Hvornår får vi den danske repremiere?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu