Læsetid: 2 min.

K'nyt

23. september 1998

Deneuve og Björk i Trier-film
*Skuespilleren Catherine Deneuve skal medvirke i Lars von Triers musical "Dancer in the Dark", oplyser det norske Nettavisen. Det forlyder, at Catherine Deneuve selv har henvendt sig til Zentropa-film for at komme i betragtning til en rolle i Musical-filmen, der forventes at få premiere ved Cannes-festivalen i år 2000. Handlingen udspilles i Washington i 1936 og drejer sig om en østeuropæisk immigrant, der spilles af den islandske popstjerne Björk.

Fra Vølven til Sonnergaard
*Efter tyve år i glemsel er Falkenstjerne, generationer af gymnasieelevers dansklæsebog, blevet genudgivet, naturligvis i revideret og fornyet udgave. Således er sidste tekst i Bind 3, der er helt nyredigeret, Jan Sonnergaards Polterabend. I de to øvrige bind er medtaget adskillige lange tekster, og de store forfattere og vigtige genrer er fyldigt repræsenteret. Bind 1 omfatter perioden fra Oldtiden til Emil Aarestrup, bind 2 fra H.C. Andersen til Johs. V. Jensen og bind 3 fra Tom Kristensen til nutiden. Mogens Bjerring-Hansen, Anders Bollerup, Laurits Gregersen og Peter Boile Nielsen har stået for den moderniserede rekonstruktion af det klassiske dannelsesgrundlag.

Gysse til Det kgl. Bibliotek
*Årsberetningen fra Det kgl. Bibliotek er udsendt. Heri kan man blandt andet læse, at Bibliotekets håndskriftafdeling i december erhvervede Fritz Jürgensens manuskript til Gyssebogen. Desuden er afleveringen af de islandske håndskrifter, Den Arnamagnæanske Samling, som påbegyndtes i 1971, omsider afsluttet. Det skete den 19. juni 1997. Endelig er en ny lov om pligtaflevering, som omfatter alle former for udgivelser og alle, der fremstiller udgivelser, trådt i kraft pr. 1. januar 1998.

Trettenhundredeogsyvogfyrre sider
*Plus et efterskrift, i alt 1392 sider er det i løbet at 1980'erne blevet til for digteren Bo Green Jensen. Rosens veje. Digte 1981-86 hedder murstenen - ikke at forveksle med Rosens veje. Udvalgte digte 1981-86. Hvad den nok skal blive. Samlingen udkommer 1. oktober.
Tegn en cirkel i ilden med
din hånd.
Træk vejret langsomt og træd
så ind.
Således kom vi til denne
verden.
Således går vi bort igen.
Altsammen
Genskin og grene, men aldrig
stærkere til.

Daguerreotypisamlingen
*Det kgl. Bibliotek rummer Nordeuropas største samling af daguerreotypier, forløberen for fotografiet. Det fremgår af Bibliotekets årsberetning. Man vidste det blot ikke, før man i forbindelse med en reorganisering af Det Nationale Fotomuseums samlinger gennemgik den danske portrætsamlings 707 arkivkasser. Det resulterede i 653 daguerreotypier, fortrinsvis forestillende videnskabsmænd, handelsfolk, embedsmænd og kunstnere samt disses familier. Samlingen er blevet billedscannet og vil snart være tilgængelig på Internettet.

Teater om menneskerettigheder
*Et nyt dansk teaterstykke om menneskerettigheder Den rystende hånd får premiere den 17. november på Nationalmuseet i København. Stykket er skrevet af Gerz Feigenberg i anledning af 50-året for FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder og på foranledning af Det Danske Center for Menneskerettigheder. Hvidovre Teater varetager den tekniske udførelse af stykket, der spiller frem til den 20. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu