Læsetid: 3 min.

K'nyt

19. september 1998

Kongeligt teater tilbage på DR
*Mandag aften kan man på DR2 se Jørgen Reenberg i hans jubilæumsforestilling Don Ranudo. Det er den første i en lang række forestillinger fra Det Kongelige Teater, som DR2 vil sende én mandag hver måned. I serien vises Menneskereden med Henning Moritzen, Ole Ernst og Kirsten Olesen, Holger Drachmanns Der var engang, det moderne krimieventyr Fyrtårnet af Morti Vizki og Skybrud af Sergi Belbel. "Vi synes vi har en forpligtelse til at give seerne mulighed for at følge med i Det Kongelige Teaters skuespil," siger DR2's programchef Torben Fröhlich om samarbejdet med Det Kongelige Teater, der løber i de næste tre år.

Proppen i for Vintapperteatret
*Odense Kommune vil spare Vintapperteatret væk. Det 17 år gamle teater, der kaldes Odenses eneste alternative mulighed for at opleve egenproduceret voksenteater uden for den etablerede scene, har hidtil været fast støttet af kommunen og Staten. Over de seneste år er Vintapperteatrets tilskud gradvis blevet sat ned, og teatret hævder selv, at tilskuddet til sidst var så lille, at de kun dækkede produktionsomkostninger. Følgelig har der ikke været mulighed for at producere tilfredsstillende, og nu hedder det, at Odense Kommune helt vil fratage Vintapperteatret sit tilskud. "Det er mere end skuffende at få stoppet sit arbejde på dette tidspunkt," siger Vintapperteatrets kunstneriske leder, Christina Berens, som spørger: "Der må vel være tungvejende argumenter for at lukke en 17 år gammel kulturinstitution?"

Roser til Den Blå Munk
*Christian Braad Thomsens nye spillefilm Den Blå Munk får meget fine anmeldelser i aviserne. Aktuelts Niels Frid-Nielsen giver filmen topkarakterer. "Den er fyldt med de fedeste replikker, der længe er hørt" og er "en hjertevarm hyldest" til hovedstadens evige B-hold. Bo Green Jensen kalder i Weekend-avisen filmen for "den bedste værtshusskildring" siden Henning Carlsens Man sku' være noget ved musikken. Af B.T.'s Nikolaj M. Lassen får filmen fem stjerner af seks og kaldes et dansk svar på Paul Austers Blue in the face. Jonna Gade, Ekstra Bladet giver den fire af seks stjerner. For Berlingskes Ebbe Iversen var det en "lun og afslappet fornøjelse" at se filmen, mens Politikens Anders Rou Jensen og Jyllands-Postens Erik Svendsen nøjes med at give mellemkarakterer. Rou savner lidt "dramatisk og fortællemæssig substans"; Svendsen kalder dog filmens menneskeskildring "varm og hjertelig". Og Informations Christian Monggaard giver Den Blå Munk et "fornemmelsen af at have overværet et stykke levet liv er tankevækkende" med på vejen.

Hvem er egentlig inden i Ugle?
*"Ælling kaldte man mig som barn. Ugle kaldte man mig som ældre. Ælling var et øgenavn, som andre har givet mig. Ugle var et navn, som jeg havde givet mig selv, fordi jeg hverken ville kaldes due eller høg. Ælling var jeg lidt flov ved. Ugle var jeg lidt stolt af." Gæt, hvem der indleder en bog med disse linjer? Erling Olsens bog om sig selv udkommer 28. september på forlaget Fremad.

Bog om Kierkegaards bror
*Flemming Chr. Nielsen har bl.a. ved hjælp af Internettet gravet i hidtil upåagtede danske og amerikanske kilder, fortæller forlaget Holkenfeldt, der i næste uge udsender bogen Ind i verdens vrimmel (250 kr.) om Niels Kierkegaard - Sørens "hidtil ukendte bror". Niels kunne ikke udholde småligheden i København, hvorfor han emigrerede til USA. Han døde på et hotelværelse i New Jersey - som "skumpelskud", skriver forlaget i sin pressemeddelelse om bogen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu