Læsetid: 2 min.

K'NYT

18. september 1998

Ny Hemingway-bog undervejs
*Godt 40 år efter sin død er forfatteren Ernest Hemingway på vej med en ny bog. De godt 100 maskinskrevne sider, der bærer titlen Hollywood Express, har hidtil ligget på et privat museum i Spanien. Manuskriptet indeholder upublicerede digte og anekdoter fra 1930'ernes Hollywood. Den 30. september kommer det på auktion i USA og forventes derefter at blive udgivet.

Åbent hus på arkitekturens dag
*Torsdag den 1. oktober er det Arkitekturens Dag. I den anledning holder nogle af Danmarks aktuelle tegnestuer åbnet hus. I København kan man blandt andet besøge C.F. Møllers tegnestue, der står for nybygningen af Statens Museum for Kunst samt KHR AS, ophavsmænd til busterminalen på Rådhuspladsen. I Århus kan man kigge indenfor hos CUBO (Teater-, film og musikskolerne på Holmen) eller Schmidt, Hammer & Lassen (Det kgl. Bibliotek). Tilmelding, mødetider og tegnestueadresser fås i Arkitekternes Hus, Strandgade 27 A, 1401 København K.

Darwin mest indflydelsesrig
*Den norske bogklub Dagens Bøker, har taget nye midler i brug i sin udgivelsespolitik. Bogklubben har spurgt hundrede norske universitetsprofessorer om, hvilke ikke-skønlitterære bøger, der efter deres mening har haft størst indflydelse gennem alle tider. Hver professor kunne foreslå ti bøger. Herefter har bogklubben startet udgivelsen af de hundrede bøger. Man lægger ud med førsteudgaven af Darwins Om Arternes Oprindelse i seks bind. Herefter følger Nietzsche, Machiavelli, Freud, Virginia Woolf og Aristoteles. Med på listen er også Niels Bohr samt Søren Kierkegaard og Ludvig Holberg.

Guds død
*Ifølge Nietzsche lever vi i tiden efter Guds død. Ifølge Eivind, fem år, gik det sådan til: "Da Gud døde, kom han i Himlen ligesom alle andre. Og siden er han blevet der." Citatet stammer fra en ny bog af Unni Lindell: Jesus gik på vandet for ikke at få våde fødder. Bogen, der netop er udkommet på Borgen består af børns betragtninger om Gud, Jesus, skabelsen og hvad deraf følger.

Dinosaurernes død
*Dinosaurerne uddøde for ca. 65 milioner år siden. En populær hypotese er, at de blev slået ihjel af en meteor. Det sætter fund fra Stevns Klint imidlertid et stort spørgsmålstegn ved, men hvad skete der så? Den 28. september kl. 19.30 på Biblioteket Danasvej 30B fortæller lektor Claus Heinberg, Roskilde Universitetscenter om den nyeste forskning.

Forsalg til Olsen Banden
*Nordisk Film begynder forsalget til den uigenkaldeligt sidste Olsen Bande-film, som har premiere den 18. december, på tirsdag. Filmen er nu, trods de dødsfald, den har været ramt af, nået til efterbehandlingen. Den er ved at blive klippet og få indlagt musik og lydspor, meddeler Nordisk Film.

Stort legat til Bente Scavenius
*Det største danske legat, som tildeles en kunsthistoriker, overraktes i går Bente Scavenius for hendes indsats som forsker, formidler og forfatter til talrige bøger. Legatet er indstiftet af ørelæge Valdemar Klein og hustru, læge Johanne Klein, der var ivrige kunstsamlere. Kun hvert femte år går legatet til en kunsthistoriker, de øvrige fire til en ørelæge eller mediciner. Legatet er på 200.000 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu