Læsetid: 3 min.

Kommuner vil overtage ansvaret for de svageste

15. september 1998

Arbejdsformidlingen er ikke indrettet til at tage sig af de svageste, så lad os hjælpe, siger kommunerne i sit udspil til en arbejdsmarkeds-reform

Dagpengemodtagere skal have mulighed for at få meget mere fleksible tilbud om aktivering i dag. Især den svageste gruppe, der endnu ikke har fået gavn af opsvinget i økonomien. Derfor skal Arbejdsformidlingen (AF) arbejde meget tættere sammen med kommunerne, der har erfaring med aktiveringen af de svage kontanthjælpsmodtagere. Og rådighedsbegerebet skal justeres, så det er muligt at deltage i aktivering, der minder om revalidering samtidig med, at man står til rådighed.
Det er hovedingredienserne i et udspil fra Kommunernes Landsforening (KL) til den reform af arbejdsmarkedet og af førtidspensionerne, der ventes gennemført i efteråret.
"Den viden, kommunerne har fra at aktivere kontanthjælpsmodtagerne kan gøre nytte også for den gruppe af ledige, der har brug for ekstra hjælp," siger fuldmægtig Ulrik Petersen fra KL's kontor for Social- og Arbejdsmarkedspolitik.
"Kommunerne er vant til at tage sig af mennesker med andre problemer end bare ledighed. Vi går sammen med dem til hverdag, mens de i AF-systemet ser dem med store mellemrum. Og det kræver mere end bare en enkelt samtale at finde ud af, hvordan man bedst hjælper et menneske."
Poul Erik Dyrlund, Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, er ikke enig.
"Målsætningen om mere samarbejde mellem AF, kommunerne og a-kasserne mener jeg er god. Men jeg er ikke sikker på, at det er en god idé at lade kommunerne overtage arbejdet med de svage i dagpengesystemet," siger han.
"I debatten lægges der op til mere individuel håndtering af de ledige. Det er der ingen, der sætter sprøgsmålstegn ved. Der er behov for et meget tæt samspil mellem kommunerne, a-kasserne og AF."

Regler i vejen
I sit udspil kritiserer KL rådighedsreglerne på arbejdsmarkedet for netop at stå i vejen for en mere fleksibel aktivering af de ledige på dagpenge. Mange af de svageste ledige kunne bruge de tilbud, for eksempel folk på revalidering får. Men et længere uddannelsesforløb kan være svært at gennemføre, hvis man har krav om at afbryde uddannelsen for at tage et arbejde.
"De muligheder, man har i revalideringssystemet, skulle gerne rykkes over og blive til rådighed for de forsikrede ledige også. Men rådighedssystemet sætter grænser for, hvad man kan gøre for mennesker i dagpengesystemet. Vi siger, at man må lade rådighedsbegrebet ligge for en tid, mens man finder ud af, hvad den enkeltes problem er," siger Ulrik Petersen.
Men det afviser Poul Erik Dyrlund:
"De, der har behov for revalidering, skulle helst ikke gå i a-kassesystemet. For mig lyder det lidt som om, det man er ude efter, er at skære den bageste ende af de ledige fra og sige, for dig duer kun revalidering. I dag er der jo heller ikke nogen, der vil afbryde et godt, sundt og målrettet aktiveringsforløb, som kan bringe den ledige tilbage på arbejdsmarkedet."
I alt indeholder udspillet fra kommunernes 12 punkter:
*Mere og bedre samarbejde mellem kommuner, AF og a-kasserne om at skabe tilbud til de ledige.
*Reglerne for jobtræning og puljejob til ledige skal forenkles og samles i et system.
*Mere fleksibel aktivering til de forsikrede ledige.
*Opfølgning over for sygemeldte ledige, så de ikke ryger ud af dagpengesystemet.
*Målet med aktivering skal defineres bedre.
*Revalideringen skal forbedres, og staten skal præmiere kommuner for at revalidere.
*Etnisk personalepolitik, skal hjælpe flygtninge og indvandrere i job.
*Der skal mål men ikke kvoter på, hvor meget virksomheder skal hjælpe med i arbejdet med at få de ledige i arbejde.
*Førtidspension skal tildeles efter mere fleksible retningslinjer.
*Førtidspensionister skal have et beløb svarende til dagpenge eller kontanthjælp for forsørgere. Systemet med forskellige satser skal forenkles.
*Der skal være en større indsats for af skabe fleksjob på almindelige arbejdspladser.
*Det skal bedre kunne betale sig at oprette og arbejde i fleksjob.

Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her