Læsetid: 2 min.

Ikke korrupt, men...

24. september 1998

Embedsmænd kan lokkes på vildveje af andet end bestikkelse

KOMMENTAR
Danmark er det mindst korrupte land i verden. Det fremgår af en undersøgelse, der er lavet af Transparency, en international organisation til bekæmpelse af korruption. Undersøgelsen omfatter 85 lande.
Om vort fædrelands førerstilling oplyser Transparency dog ifølge International Herald Tribune:
"Den upræcise karakter af indekset betyder, at det ville være forhastet at fastslå, at Danmark er korruptionsfri."
Hvis man ved korruption forstår modtagelse af kontant bestikkelse, er Danmark givetvis så tæt på korruptionsfri, som noget land kan komme.
Men der er andre tilskyndelser, der kan lokke embedsmænd bort fra den traditionelle embedsmandsrolle, der her i landet har været for-stået som: lovlydig, saglig og hæderlig.
Det, der kan trække i andre retninger, er ønsket om at fremme karrieren ved at tækkes de foresatte, herunder de politiske arbejdsgivere. Her er der utvivlsomt sket en glidning.

Ingen politik
I centraladministrationen var den gængse opfattelse frem til 1960'erne den, at embedsmænd skulle hjælpe ministeren med at udføre "den saglige" del af forvaltningen, hvorimod "den politiske" var noget, ministeren måtte tage sig af sammen med sine kolleger i regering og folketingsgruppe.
Hvis der alligevel var brug for hjælp, måtte den diskret ydes af departementschefen og eventuelt den kvikke unge ministersekretær. Undtagelser fra dette mønster har selvsagt forekommet, men de var i sig selv så bemærkelsesværdige, at der blandt embedsmændene blev talt om dem - og ikke med begejstring.
Ændringen begyndte at indfinde sig i 1970'erne. Ministrene ansatte officielt "informationsmedarbejdere" i deres forkontor.
Bag tilforladelige stillingsbeskrivelser var det informationsmedarbejderens opgave at fikse ministerens image i medierne.
Det skete ved en strøm af jublende pressemeddelser om ministerens gode gerninger og hensigter. Hertil kom se- rieproduktion af avisindlæg i ministerens navn. For at varetage disse opgaver måtte informationsmedarbejderen også rådgive ministeren - og selv trække på ministeriets medarbejdere.

Politiske rådgivere
Det har udviklet sig til, at ministrene har fået mange medierådgivere, gemt under forskellige stillingsbetegnelser. Og til, at hele ministerens departement plus 'den øverste del' af styrelserne betragtes som en politisk rådgiverstab. "Embedsmanden som politisk sparringspartner" var den sigende titel på en række DJØF-kurser først i 80'erne.
Når embedsmændene beredvilligt er slået ind på denne kurs, har det to forklaringer: Den pæne er, at "ellers må ministeren jo ansætte rene politiske rådgivere". Den mindre pæne er, at det simpelthen er sjovere at lave politik end at nørkle med 'gammeldags' forvaltningsarbejde.
I denne udvikling ligger forklaringen på, at Magtens Galleri kan udstille så mange eksempler på magtfordrejning begået af embedsmænd. Eksemplerne ligger alle efter 1982. Nyrups magtovertagelse i 1993 betød ingen ændring i den kurs, som Schlüter havde ledt embedsmændene ind på.
Senest er ministrene begyndt - trods embedsværkets tjenstivrighed - alligevel at anbringe særlige politiske rådgivere både i ministeriet og i partiapparatet. Vi kan vente os en mangfold af kunstfærdig magtfordrejning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her