Læsetid: 4 min.

Krampegråden udeblev

1. september 1998

Afdæmpede reaktioner på etårsdagen for Prinsesse Dianas død

LONDON - der var ellers lagt op til en gentagelse af sidste års offentlige kollektive sorgbehandling på etårsdagen for Prinsesse Dianas død. Alle aviser, radiostationer og tv-kanaler har i den sidste tid været pakket med Dianastof og billeder af stortudende briter, der i denne anledning havde droppet den stive overlæbe.
Men uden for Kensington Palace, hvor englænderne sidste år flokkedes for at dele deres sorg, er der i disse dage en ganske afdæmpet stemning. Flertallet af de fremmødte er udsendt af diverse aviser og tv-stationer fra hele verden. De kæmper desperat for at få billeder af de få Dianafans, der er mødt op - uden andre stationers tv-kameraer i baggrunden. Illusionens skulle jo nødig ødelægges.
Men modsat sidste år er det er svært at finde tårer. Måske er der blevet grædt, hvad der kunne over prinsessens død. I hvert fald ser de fremmødte fans alle rolige og kontrollerede ud. De ville bare lige vise Di den sidste ære ved at hænge en buket blomster på hegnet rundt om Kensington Palace. Flere svarer på spørgsmålet om, hvorfor de er kommet, at de bare ville se, hvad der skete. Så måske er de sidste besøgende ved prinsesse Dis tidligere hjem blot en flok turister forklædt som sørgende - på udkig efter en oplevelse. De japanske turister er dog ikke til at tage fejl af. En hel familie poserer foran porten til slottet og smiler til fotografen, der sørger for både at få blomster og fans med i baggrunden.
Havde man - som de fremmødte fotografer og deres redaktører - håbet på, at etårsdagen ville føre til en gentagelse af sidste års fotogene og avissælgende landesorg, var man nok blevet slemt skuffet. Redaktørerne havde ellers ryddet krisen i Rusland af forsiden, tv-stationerne havde sendt Dianaportrætter og kommentarer i båndsløjfe, og Tony Blair har skudt sin ferie for at få mest muligt ud af etårsdagen for Hjerteprinsessens død. Så hele maskineriet var kørt i stilling, og der var lagt op til, at der igen i år skulle tjenes penge og vindes stemmer. Mange penge. Og mange stemmer.

Monarkiet moderniseres
Man kan så spørge sig selv om Dianafænomenet blot er en mediebegivenhed, der i størrelse og ramasjang kun overgås af Microsoft, når Bill Gates laver "ikke-begivenheder" ud af sit nyeste styresystem. Et ja til dette spørgsmål vil blive stærkt bakket op af det faktum, at biluheldet for et år siden stort set ikke har haft nogen konsekvenser. Monarkiet er ikke faldet - men har blot anskaffet sig en ny og formodentligt mere moderne presserådgiver. Det har foreløbigt resulteret i, at Dronning Elisabeth er blevet set ude i byen for at handle som almindelige mennesker gør det - og endda på McDonalds.
Prins William når snart Leonardo Di Caprio i popularitet hos pubertetspigerne og er begyndt at gå med omvendt kasket og kalde sin fader for "Yo Highness". Faderen forsøger at gøre sønnens folkelige attitude efter ved at blive set sammen med tøserne fra Spice Girls. Det er vist forandringer, der vil noget i de kredse, men nok ikke skelsættende i den store sammenhæng.
Konsekvenserne af Dianas død for verden udenfor det britiske kongehus er også til at overse; Elton John, der var smart nok til at genbruge et gammelt hit som hyldestsang til Hjerteprisessen, er blevet slået til ridder og har solgt en forfærdeligt masse cd'ere på den konto, mens de journalister, der var hurtige nok til at udgive bøger om prinsessen, ikke behøver at arbejde resten af deres liv.

Pressen kører videre
Nu var det jo ikke de store revolutionerende omvæltninger i det britiske kongehus, man umiddelbart forestillede sig som en konsekvens af Dianas død.
Mere oplagt var det, at den presse, der stod bag jagten på prinsessen så vel som alle andre pinger, ville bruge ulykken til en ordentlig omgang selvransagelse. I dagene efter ulykken så dette da også ud til at ske, og paparazzo-metoderne blev fordømt af redaktører verden over. Men også dette så ud til at være spontane udtalelser midt i sorgen. I hverken de elektroniske eller de trykte medier er der sket noget som helst siden da. Der er ikke blevet trykt færre billeder af kendte mennesker, ikke blevet færre Paparazzier eller blevet tjent færre penge på at reportere om det engelske hof. Tony Blair, der sporenstregs efter Prinsessens død udråbte Diana til folkets prinsesse, og udråbte snobberne på Buckingham Palace til det royale livs konservative, har brugt en hvilken som helst lejlighed til at inkorporere Diana og hendes tragiske død i sin kampagne for at holde offentlighedens interesse væk fra de problemer, hans parti ikke formår at løse.
Mens fotograferne går modløse rundt ved Kensington Palace af mangel på motiver til morgendagens avis, har en flok sortklædte mennesker taget plads foran den britiske parlamentsbygning. De bruger et årsdagen for prinsesse Dianas død til at mindes de af deres pårørende, der er blevet dræbt i trafikken for på den måde at sætte fokus på trafikkens ofre. Men der er sommerferielukket i parlamentet og de eneste, der ser den lille sorte demonstration er de håndværkere, der er ved at istandsætte "House of Commons" og så de mange turister, der ikke rigtig ser ud til at ænse de sørgende. Der er ingen fotografer her. De er ude at lede efter mediespøgelser i Kensington.

*Christian Madsbjerg er studerende, bosat i London

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her