Læsetid: 6 min.

Kremls Kamikaze-togt

21. september 1998

Ruslands nye centrum-venstre regering står over for enorme forfaldne gældsbyrder, social uro og opløsning af Den Russiske Føderation. Alligevel mener analytikere i Moskva, at Primakov har en chance

MOSKVA - Ruslands ministerpræsident, 68-årige Jevgenij Primakov, får brug for al den diplomatiske snilde og politiske behændighed, han har vist i landets udenrigtjeneste, når han i denne uge fuldender dannelsen af en ny regering og for alvor skal i gang med arbejdet.
Betingelserne er de sværest tænkelige: Rublen dykker fortsat, befolkningens levestandard er halveret på en måned, millioner af russere har fortsat løn til gode for adskillige måneder, bankvæsenet er nærmest brudt sammen, produktionen i industrien gået i stå, store afdrag på Ruslands udlandsgæld forfalder til betaling i den nærmeste fremtid.
Politisk skal Primakov balancere mellem hensynet til at bevare et godt forhold til investorer og långivere i Vesten og hensynet til den kommunist-dominerede Duma, der har valgt ham, og som kræver pengeudpumpning, statskontrol med økonomien, beskyttelse af den hjemlige industri - altså alt det, der får enhver IMF-økonom til at se rødt.

Begrænset spillerum
Vil det lykkes? Information har spurgt to af Ruslands førende politiske eksperter, der begge giver ham en chance.
"Primakov har mulighed for succes, men det står klart, at hans politiske spillerum er begrænset til både højre og venstre", siger Sergej Markov, leder af det uafhængige Institut for Politiske Studier.
Markov fastslår, at der er sket et politisk systemskifte i Rusland, at den nye regering vil føre en klart mere venstreorienteret politik end de foregående, og at mange års stramme monetaristiske politik, hvis hovedformål var at holde inflationen nede, er forbi.
"Folk er så tit blevet bedt om at ofre alt for at sikre en stabil rubel, og hvor er den stabile rubel efter flere år med reformøkonomer som Gajdar og Tjubajs ved magten? Ingen kan længere sige Gajdars navn uden at komme til at grine. Hvem kan bede folk om at ofre mere? Det er muligt, at en stram pengepolitik er det rigtige ifølge de økonomiske teorier, men hvad betyder det, når det er politisk umuligt at gennemføre."
Som en anden årsag til, at den nye regerings politik bliver præget af venstrefløjen, nævner Markov, at parlamentets magt reelt, omend endnu ikke formelt, er blevet styrket på bekostning af præsident Jeltsins magt som følge af den politiske krise, og at regeringen derfor må indrette sig efter det flertal i parlamentet, som kommunistpartiet og allierede partier sidder på. En tredje årsag er, at en fortsat stram monetaristisk politik vil kræve økonomiske kreditter udefra i et omfang, som hverken Den Internationale Valutafond eller andre kreditorer er parat til at give.
Men omvendt skal regeringen også balancere til den anden side, bl.a. af hensyn til det politiske centrum, der indgår i regeringen med viceministerpræsident Aleksandr Sjokhin som den mest fremtrædende.
"Regeringen må acceptere de eksisterende økonomiske realiteter. Privatiseringen af banker og virksomheder kan der f.eks. ikke pilles ved. Og regeringen ved, at den skal holde igen med seddelpressen, alt for mange penge i omløb vil give høj inflation, og det vil være politisk selvmord," siger Markov.
Han forudser en noget højere inflation, især efter at centralbanken fredag begyndte at trykke flere rubler, men håber, at der er tale om en kontrolleret pengeudstedelse, og at rubelkursen efter en forventet nedtur ender nogenlunde, hvor den er i dag, på en 16-18 rubler for en dollar.

Holder Rusland?
Andrej Rjabov, forsker ved det amerikansk-finansierede Carnegie-center i Moskva, mener heller ikke, at "en kontrolleret pengeudstedelse er den katastrofe, vestlige økonomer gør den til."
Men han peger på en anden fare for Primakov-regeringen: Risikoen for en opløsning af den russiske centralmagt, hvis den nuværende udvikling, hvor de 89 regioners lokale guvernører og administratorer tiltager sig stadig større magt, fortsætter.
"Hvis ikke Primakovs regering får hurtige resultater, og økonomien forværres, vil den desintegrations-proces, der er i gang, accellerere. De lokale magthavere tiltager sig stadig mere magt, ikke fordi de ligefrem ønsker at etablere egne stater, men når centralmagten er lammet, må guvernørerne nødvendigvis gribe ind og stabilisere situationen."
Han henviser bl.a. til Kaliningrad, den russiske enklave ved Østersøen, hvor den lokale guvernør - helt i strid med forfatningen - indførte undtagelsestilstand og nægtede at sende penge til Moskva. Flere andre regioner har stoppet skattebetalingerne og vareforsyningerne til Moskva.
Primakov er klar over faren. I den tale, han holdt til Dumaen lige efter, at han var blevet valgt, erklærede han, at den nye regerings førsteprioritet er at "bevare Ruslands enhed." "Det er langt fra noget teoretisk spørgsmål. Vi står over for en alvorlig fare for, at Rusland brydes op i fragmenter," tilføjede regeringschefen.

Opgør med oligarkiet
Rjabov giver Primakov en chance, hvis han hurtigt gør to ting:
"Primakov skal sikre sig en aftale med to indflydelsesrige grupper, der begge kan destabilisere hans styre, hvis de vil: De regionale ledere og lederne af Ruslands olie- og gasindustri. Aftalen skal dels sikre politisk opbakning, dels sikre staten økonomisk i form af skatteindtægter fra regionerne og øgede statslige indtægter fra olie- og gaseksporten."
"Og så skal Primakov straks gå i offensiven mod de finansgrupper, oligarkiet, der har tabt både penge og politisk indflydelse under den seneste krise, men fortsat sidder på størsteparten af medierne, herunder tv og radio, og allerede har begyndt en kampagne mod den nye regering."
Sergej Markov er enig i, at finansoligarkiet er den store taber ved systemskiftet i russisk politik.
"Mange af de banker, der nu er i klemme, er ejet af oligarkerne. Og Boris Beresovskij (oligarkernes mest fremtrædende figur, red.) fik ikke valgt sin protegé, Viktor Tjernomyrdin, til regeringschef. Hans eneste mulighed for politisk indflydelse er nu hans forbindelser til Jeltsins nærmeste rådgiverstab. Men med Jeltsins reducerede magt er den ikke så meget værd."

Elitære liberale
Markov peger på en anden taber ved regeringskiftet: de liberale reformpolitikere.
"Liberale reformfolk som Gajdar, Tjubajs m.v. er nu en marginal kraft uden politisk indflydelse. Hvorfor er det gået sådan? Hovedårsagen er ikke denne eller hin konkrete fejltagelse, men at de aldrig har forstået, at under et demokrati - eller bare et halv-demokrati som Ruslands - skal de politiske kræfter, der leder landet, have folkelig støtte. Vores liberale er elitære, ikke demokrater."
Det tager heller ikke Markov lange overvejelser at pege på en politisk vinder af den seneste tids krise: kommunisterne.
"Selvfølgelig har kommunisterne vundet opbakning. De har længe sagt, at Jeltsin er en syg, gammel og egocentrisk mand, der træffer halv-sindssyge beslutninger. Nu står det klart for alle. De har hele tiden sagt, at de højre-liberale vil efterlade landet i økonomisk kaos - det skete. De insisterede på, at de ikke ville have Tjernomyrdin tilbage - og vandt".
Det kan altsammen ikke undgå at styrke kommunisterne ved næste valg.

Jeltsin færdig
De to analytikere er enige om, at Jeltsins rolle som Ruslands øverste magtudøver og -fordeler - den, der spillede de politiske interesser ud mod hinanden og sørgede for, at ingen blev for stærke - er definitivt forbi.
"Jeltsins egne ressourcer er udtømte - ikke blot på grund af helbredet, der er meget dårligt, men også fordi hans politiske team, præsidentens administration, der nærmest har haft samme funktion som partiets polit-bureau i gamle dage, er sprængt i stykker. I den offentlige mening har Jeltsin aldrig stået lavere. Reelt har han overgivet en stor del af sine beføjelser til regeringen. Jeg tror, han vil gå af, hvis han får en aftale i stand, der sikrer ham og familien," siger Rjabov.
Sandsynlig efterfølger? Andrej Rjabov fra Carnegie-centret og Sergej Markov, Institut for Politisk Analyse, peger på, at det efter alt at dømme bliver et opgør mellem tre mænd: Moskvas borgmester Jurij Lusjkov, kommunistlederen Gennadij Sjuganov og den kontroversielle Krasnojarsk-guvernør og Afghani-stan-krigshelt Aleksandr Lebed. De mener begge, at Lusjkov vil vinde.
Markov karakteriserer Lusjkov således: "Han er i centrum i det politiske spektrum og kontrollerer enorme økonomiske ressourcer. Han er reformmand, ja, men moderat. Han er nationalist, men moderat. Han er socialist i den forstand, at han støtter ideen om statens ansvar over for samfundets svage, men moderat. Han er diktatorisk, siges det, men moderat. Han er demokrat, men moderat."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her