Læsetid: 6 min.

Krisen truer Sydamerika

1. september 1998

Latinamerika er - trods tilsyneladende gode økonomiske indikatorer - dårligt rustet mod krisen, som kan få drastiske følger

Latinamerikanske politikere vælger at spille fornærmede eller nonchalante, men bag deres masker er de dybt bekymrede over den finanskrise, der truer med at løbe landenes økonomier over ende, og i nogle tilfælde forstærker sociale og politiske kriser.
Argentinas præsident Carlos Menem har valgt den selvsikre rolle. Skal man tro hans udtalelser til argentinske medier i de senere dage, er der ingen risiko for den argentinske økonomi.
"Vi må beskytte den model, som trods krisen giver vidunderlige svar", sagde han i lørdags til den argentinske avis La Razón.
Han forklarede, at bankernes beholdninger er voksende, og at guldbeholdningen i centralbanken fortsat vokser. Devaluering? Det drømmer den korruptionsskandaleombruste argentinske præsident bestemt ikke om, citerer bladet ham for at sige.
I Latinamerikas største økonomi, Brasilien, har præsident Fernando Henrique Cardoso og hans regering derimod ikke lagt skjul på, at situationen er alvorlig, selv om de samtidig søger at berolige befolkningen, erhvervslivet og de mange udenlandske investorer med, at landets økonomi er sund og sagtens kan modstå et økonomisk pres udefra.
Således oplyste centralbankdirektør, Demosthenes Madureira, for et par uger siden, at der ikke er fare for en devaluering af den brasilianske real, da valutabeholdningerne er på 70 milliarder dollar. Alligevel indførte regeringen i fredags tre bestemmelser for at afholde udenlandske investorer fra at trække deres penge ud af Brasilien.
De tre bestemmelser er alle skattelettelser eller fritagelser på fortjenester på investeringer foretaget i Brasilien.
Det er imidlertid et stort spørgsmål, om Cardosos regering vil være i stand til at føre landet igennem en krise, hvis den slår igennem i de kommende uger, som det netop frygtes. Cardosos største problem er nemlig, at han er bundet af præsidentvalget den 4. oktober, hvor han stiller op til genvalg. Det begrænser hans muligheder for økonomiske indgreb, der kan hindre finanskrisen i at blive til en dyb økonomisk krise.

Selv om Cardoso ifølge meningsmålingerne fører klart over sin alvorligste rival, venstrefløjens Luíz Inácio da Silva, bedre kendt som Lula, er der langt til at få over 50 pct. af stemmerne, så han kan undgå en anden valgrunde, der kan blive katastrofal, hvis krisen bider sig fast.
Tiden arbejder mod Cardoso. Det brasilianske industriråd Confederacao Nacional de Indústria (CNI) oplyste for tre uger siden, at væksten i BNP var nul første halvår i år, og at man forventede en vækst på 1-2 pct. i andet halvår - en forudsigelse, der meget nemt kan vise sig at være overoptimistisk.
Med over 100.000 usolgte, nye biler på fabrikkerne, hvor samlebåndene næsten står stille, et fald i salget af elektronik og hårde hvidevarer og en deflation, som i juli nåede ned på 0,77 pct. i landets største by og økonomiske kraftcentrum Sao Paulo, er ingredienserne til stede til en farlig politisk og social cocktail, hvis det ikke lykkes at dæmme op for krisens virkninger.
I forvejen har regeringen haft problemer nok med sociale og politiske bevægelser, specielt den magtfulde bevægelse af jordløse bønder, Movimento dos Sem Terra (MST), der med sine 600.000 medlemmer og utallige jordbesættelser har sat fokus på et af Brasiliens - og Latinamerikas - alvorligste problemer. Et problem som Cardoso har svært ved at løse, så længe han er afhængig af politisk støtte fra en del af højrefløjen.

Det er dog i Mexico man finder langt den alvorligste situation og de farligste udsigter. Mexico er et land, som allerede var i dyb økonomisk, politisk, social og moralsk krise, da den asiatiske krise sidste år sendte sine første trykbølger ud i verden.
Præsident Ernesto Zedillo blev valgt og tiltrådte i 1994 i en politisk kaotisk situation som følge af det indianske oprør i Chiapas og mordet på den officielle kandidat, hvis efterfølger han blev.
Kort efter hans tiltrædelse i december 1994 viste forgængeren Carlos Salinas de Gortaris økonomiske konstruktioner sig at være sande luftkasteller bygget på spekulation og illusionsmageri. Zedillo måtte lade pesoen flyde.
Resultatet var et styrtdyk og en alvorlig økonomisk krise, som sendte trykbølger ud til resten af kontinentet under navnet 'tequila-effekten.'
Officielt er det lykkedes at få økonomien på fode, men reelt kæmper regeringen stadig med underskud på de offentlige finanser, inflation, voksende arbejdsløshed, fortsat underskud på handelsbalancen og betalingsbalancen. Med andre ord, landet er ikke kommet ud af krisen i 1995. Det betyder, at den mexicanske økonomi er dårligt rustet til at modstå en ny krise. Pesoens hastige fald i de seneste uger er blot et af symptomerne.
Kapitalflugten er et andet sikkert tegn. For et par måneder siden oplyste en mexicansk bankøkonom, at alene i USA har mexicanere anbragt over 38 millioner dollar - de fleste af dem er blevet anbragt i løbet af det sidste års tid.
Præsident Zedillo - der iøvrigt har en doktorgrad i økonomi fra det prestigefyldte amerikanske University of Yale - har på intet tidspunkt vist sig at være i stand til at håndtere hverken økonomien eller den vanskelige politiske situation.
Zedillos manglende magt og interesse for at regere har forstærket den dybe krise, det mexicanske system gennemlever i disse år. Regeringspartiet PRI (Partido Revolucionario Institucional - Det Institutionelle Revolutionsparti) - verdens længst regerende parti (det har været uafbrudt ved magten siden sin grundlæggelse i 1929) er splittet. Ledende medlemmer flygter til bl.a. centrum-venstrepartiet PRD (Partido de la Revolución Democrática - Den Demokratiske Revolutions Parti), mens den traditionelle fløj, dinosaurerne, modarbejder Zedillo og arbejder på at vende tilbage til magten ved præsidentvalget i år 2000.
Dertil kommer, at regeringen og PRI er svækket af korruptionsskandaler som aldrig før. Selv i Mexico, hvor korruption altid har været hverdag, er folk chokerede og forargede over de afsløringer, der finder sted om korruption i milliardklassen. Det har svækket regeringen yderligere, at den ikke har vist sig villig til at medvirke til at løse skandalerne og stille de ansvarlige for retten.
Oven i det er der de mange sociale og væbnede konflikter samt den voldsomt øgede voldskriminalitet, især i de større byer.
Baggrunden herfor er en økonomisk politik siden 1982, hvor de makroøkonomiske indikatorer er blevet prioriteret i top, mens de sociale følger af den nyliberale politik er blevet ignoreret - i lighed med de fleste andre lande i Latinamerika.
Resultatet er, at flere mexicanere end nogensinde tidligere lever under fattigdomsgrænsen - næsten 60 pct., dvs. godt 60 millioner. Før krisen i 1994 var tallet ifølge Zedillos tidligere mentor, rådgiver og ven, økonomen Leopoldo Solís, næsten 15 pct. lavere. Det betyder, at over 10 millioner mexicanere, der kunne klassificeres som 'lavere middelklasse,' er blevet dårligere stillet (foruden at de fattigste er blevet endnu fattigere), mens landets rige økonomiske og politiske elite er blevet endnu rigere.

Zedillos manglende evner til at styre landet har fået de første røster til at rejse sig, om at han burde trække sig tilbage. En af dem er juristen, forfatteren og kommentatoren Rafael Ruiz Harrel, som mener, at "nu har vi ikke haft en præsident de sidste to år" (af den seksårige embedsperiode, red.).
Hvis krisen for alvor slår igennem i Mexico, kan det få alvorlige følger, ikke blot økonomisk, men i høj grad socialt og politisk. Oppositionen, inklusive dinosaurerne, vil uden tvivl søge at udnytte situationen til det yderste. Men problemet er, at forholdene i Mexico er ved at være så ukontrollable, at der ikke skal meget til før, at ikke blot økonomien kollapser, men også de systemer og netværk, der officielt og uofficielt har holdt landet sammen. Sker det, vil det kunne mærkes langt kraftigere og i længere tid end tequila-effekten, og så skal der andet og mere end økonomiske mirakelkure til for at genoprette og forbedre forholdene.
Latinamerika er med andre ord langtfra modstandsdygtigt over for en ny krise.
Og i forhold til tidligere kriser har kontinentet i dag en byrde af større fattigdom og økonomisk ulighed end tidligere i dette århundrede, som også skal overvindes.
Det kommer ikke til at ske på fredelig vis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu