Læsetid: 4 min.

Kulørt forskning

29. september 1998

Tre dages diskussion om tegneserier som udtryksform, men ikke et ord om hvad tegneserien bruges til i kunstnerisk forstand

SEMINAR
For ikke mange år siden udløste den økonomiske støtte fra Kulturministeriet lidt af et ramaskrig i den danske tegneseriebranche. For en dels vedkommende var dette nemlig lig med en almen accept, som ville fratage tegneseriemediet dets brod og oprørskhed og dermed berettigelsen i kulturlandskabet. Den opfattelse er vel opstået, fordi man i så mange år har været vant til, at mediet er blevet betragtet som noget i retning af kulturens gadedreng. Men efterhånden er skellet mellem høj- og lavkultur ved at være så udvandet, at det ligefrem virker naturligt, at flere af de humanistiske institutter på Københavns Universitet 24.-26. september kunne byde på konferencen Comics Culture.
I et auditorium til lejligheden pyntet med pjuskede potteplanter som eneste kulørte indslag, sad så de 60-70 kongresdeltagere ude i betonen på Amager og hørte på mere eller mindre lærde foredrag i tre dage. Alle var entusiastiske, for der var et eller andet historisk sus over at gå til universitetsforelæsninger i tegneserier, men resultatet var mildest talt temmelig blandet. Som den Ph.D. studerende Ole Frahm kunne slå fast allerede i et af de første foredrag: "Der findes ingen videnskab om tegneserier. Der findes ingen universitetsinstitutter, hvor en sådan videnskab er blevet systematisk udviklet. At betragte tegneserier som et værdigt emne for akademisk interesse eller teoretisk overvejelse har som regel krævet alvorlige forsøg på at retfærdiggøre sig."
Ole Frahm var hidkaldt fra universitetet i Hamburg, mens resten af de i alt 15 foredragsholdere fordelte sig på England, USA (bl.a. Carl Barks-eksperten Donald Ault), Frankrig (bl.a. Thierry Groensteen, leder af tegneseriemuseet i Angoulême), Belgien og Danmark. Det var således i høj grad repræsentanter for de traditionelle tegneserielande, der var til stede. Nogle har været pionerer og forsket længe i serierne, andre er nok snarere hoppet med på den bølge af seriøs interesse, der dukkede op i kølvandet på amerikaneren Scott Mc-Clouds banebrydende bog Understanding Comics (1993), som der også blev refereret hyppigt til.
Som følge af den brede fordeling af foredragsholdere var der heller ingen større tematisk sammenhæng i oplæggende. Den ene af arrangørerne, Hans Christian Christiansen fra Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet, causerede således lidt om forholdet mellem film og tegneseriers udtryksformer. Som han også selv antydede, er det bemærkelsesværdigt, at der ikke findes nogen speciel tegneserieæstetik. Måske fordi man altid søger at sammenligne serierne med andre medier - eksempelvis film! Lidt ind ad bagdøren antydede han noget om, at lighederne mellem film og serier måske snarere end gensidig påvirkning kunne skyldes, at der var tale om en fælles 'visuel grammatik'. En interessant tanke, som nok kunne have fortjent uddybelse.

Internettet
Den megen snak om krise inden for tegneseriebranchen dukkede selvfølgelig også op. I kvalitativ forstand har serierne i dag det bedre end nogensinde før, men i kommerciel forstand er der krise, fordi kernelæserne (de unge) har så mange andre kulturudbud. Den tidligere omtalte Scott McCloud er en af dem, der tror, at tegneseriens fremtid skal findes på Internettet. Det var også den engelske forsker Roger Sabins mening, som det fremgik af indlægget "The Crisis in American and British Comics, and the Possibilities of the Internet as a Solution".
Det kan nok være, at der er mulighed for at nå et stort publikum via Nettet, men spørgsmålet er, om det er så forfærdelig interessant i tegneseriesammenhæng. Som en deltager i diskussionen bagefter påpegede, så forsvandt teateret ikke blot fordi filmmediet dukkede op og i starten lavede filmet teater. Tværtimod udviklede filmen sig hurtigt til noget selvstændigt. Ligesådan med tegneserier på Internettet.
Desuden er der et ikke helt uvæsentligt teknisk problem. Roger Sabin citerede den amerikanske serieskaber Seth for at sige, at "Jeg har prøvet at læse tegneserier på Nettet, men det er ikke nogen behagelig oplevelse. Man får hovedpine af det."

Teoretisk tomgang
Tegneserieskaberen Seth er med sin grafiske roman It's a Good Life if You don't Weaken fra sidste år en af eksponenterne for den nye realismebølge, der er begyndt at dukke op. Han blev dog, lige som de fleste andre af de interessante nye navne inden for mediet, kun nævnt i forbifarten i løbet af de tre dage. Og dermed er vi også fremme ved en af de væsentligste indvendinger mod konferencen som helhed.
De fleste foredragsholdere beskæftigede sig med tegneserier som udtryksform. De forsøger stadig at finde ud af, hvad en tegneserie egentligt er, og hvad dens særegne virkemidler er. Det er selvfølgelig meget interessant i betragtning af, at der endnu ikke er en egentlig videnskabelig forskning om tegneserier, men det bliver meget let til teoretisk tomgang. Langt mere interessant ville det havde været, om flere af foredragsholderne havde taget udgangspunkt i et enkelt værk eller forfatterskab for at analysere, hvad tegneserierne egentlig bruges til i kunstnerisk forstand.
Teoretiseringen er muligvis udtryk for det legitimeringsbehov, affødt af 1950'ernes McCarthyistiske hetz, der stadig rider tegneseriemediet som en mare. Specielt var det tydeligt hos de engelske foredragsholdere, at de konstant måtte begrunde deres interesse for mediet. Men mon ikke det må være på tide at hæve sig over den tåbelige diskussion?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her