Designeren og arkitekten Verner Panton blev 72 år
NEKROLOG
Tilbage i 1970'erne, da Verner Panton var knapt et halvt hundrede år, vakte han virkelig fourore med sin indretning af Resturant Varna lige udenfor Århus. Varna var på det tidspunkt en magelig skovpavillon med transmitteret middagskoncert og et ydre som en mindre herregaard, og indenfor i disse besteborgerlige rammer fik Panton frie hænder til at indrette sin version af en mondæn hippiehule med tekstilbetrukne siddeligge-møbler, specialdesignede flowerpower-gulvtæpper, op-art i flere afskygninger og særlige plastic-lysklodser bygget op som vægge i baren og på toilettet.
Flowerdesign
Det var hotpant'enes tid, men møblerne var ikke desto mindre viklet af tynde forniklede ståltråde. Til gengæld hang der store uldkugler ned fra loftet som udsmykning, ind imellem klaser af den Flowerpot-lampe, Panton designede for Louis Poulsen & Co., der må have skovlet mange kugler, af en helt anden slags end de uldne, hjem på teenagernes lyst til at have den omvendte røde eller gule skål med lys i hængende over ølkassen på hyblen i parcelhuset.
Verner Panton var altid tidens mand. Og en munter mand med sans for tilværelsens kulørte sider. Derfor bliver det interessant om kort tid på Museet Trapholt i Kolding at se dén samlede udstilling af hans arbejder, han var midt i at forberede, da han døde.
Utålmodighed
Trapholt råder over en stor design- og stolesamling, og Panton tegnede også mere almindelige stole end sine gynækologiske polstermøbler.
Han var tidligt ude med en helstøbt plasticstol og fik også flere formpressede finérstole i produktion, ofte udskåret i sjove faconer. Men i modsætning til sin læremester Arne Jacobsen, for hvem han i sine yngre dage baksede med den verdensberømte Myrestol, eller sin jævnaldrenede, tidligt afdøde kollega Poul Kjærholm med stål- og lædermøblerne, var Verner Panton ikke den, der sad i årevis og filede på en super afklaret løsning af et industrielt designproblem. (Det kan næppe heller have andet end moret ham, da det gik op for ham, at værkføreren på Fritz Hansens Møbelfabrik sendte prototyper af Myren tilbage til Arne Jacobsens tegnestue, uden at have skrabet så meget som en millimeter af kanten men blot visket den skrædderkridtstreg ud, som Jacobsen egenhændigt havde markeret den ønskede rettelse med. Til gengæld er Myrestolen i dag, efter alle trakasserier, en klassikker.)
Verner Panton tegnede selv både forårs- og efterårskollektioner til store tyske tekstilfabrikker. Og i en årrække var hans totaldesignede udstillingsrum på tyske møbelmesser slagnumre med gennemsigtige akryllamper og lysvægge i modul. Nogle af dem fandt vej til både Der Spiegels foyer og andre tyske hovedsæder i opgangstider.
Som tidens mand til tidens trend fik han også opgaven at skrabe overfladerne af Cirkusbygningens interiører i København. Betonsøjlerne fik forgyldt jugendhovederne, og skafterne nye kulører.
Det kan næppe fremgå af andet end fotografier på Trapholt-udstillingen, som nu ikke kan undgå at blive mere endegyldig end retrospektiv, oven på et langt hyperaktivt men nu sluttet designerliv på den kulørte side af tilværelsen.
