Læsetid: 4 min.

En kunst uden for normerne

26. september 1998

Formidabel udstilling af den uborgerlige Louise Bourgeois' nyeste værker

UDSTILLING
Kun hos de gale, outsiderne, finder man en uskyldighedens kunst, der tegner de mellemmenneskelige bånd og erotikkens kannibalistiske fryd ligeså hudløst og bevægende som Louise Bourgeois. Men Louise Bourgeois er kunstner og bevidst om sine virkemidler, selvom motivationen er dikteret af en beslægtet psykisk nødvendighed og resultat af et eruptivt pres. Med sig bærer hun sår fra barndommen, og fortiden er nærværende i hendes værker. Hun er i dag 86, og alt hvad hun skaber, skabes på basis af eget liv og egne traumer. Hendes historie er nøglen til hendes kunst.
Louise Bourgeois er fransk, født 1911, og fra 1938 bosat i Amerika. Forældrene havde et kunstgalleri og restaurerede og solgte gamle billedtæpper. Allerede som barn hjalp Louise moderen med arbejdet. Hendes opgave var at reparere borten forneden og fødderne, mens moderen bl.a. var beskæftiget med at klippe kønsdelene af de nøgne eroter og erstatte dem med broderier af frugt og blomster for ikke at støde de puritanske, amerikanske klienter.
Louises far var en tyran, som installerede sin elskerinde i huset, ydmygede moderen og latterliggjorde sine børns seksualitet. Han var som en virus i familien og har for evigt placeret erotikken som det tvetydige centrum i hendes bevidsthed. Trods et lykkeligt ægteskab og børn, må hun endnu i dag bekæmpe barndommens traumer ved sin kunst.

Vejen ad hvilken
Som voksen studerede hun først matematik, efter eget udsagn for at søge mod absolutte værdier, men i l932 valgte hun i stedet kunstskole i Paris, hvor især Fernand Léger fik betydning for hende. 1938 giftede hun sig med en amerikansk kunsthistoriker og flyttede til New York. Her traf hun emigranterne André Breton og Marcel Duchamps og siden også Miró og Tanguy. Det skulle blive i surrealismen, at hun for alvor fandt bekræftelse på sin kunst.
Hendes tidligste arbejder er grafiske, og hendes tegninger, også de senere, er af en helt særlig naivitet og renhed. Hun tegner for at fortælle. Og hendes tegninger er lineære og bogstavelige, og billedsproget er helt kontant: Store øjne som kikker gennem et gitter af streger, penistræer, klaser af bryster, vingede hoveder, tårer og sakse - følsomhed, fantasi, stor angst og barok humor.
Fra 60'erne arbejder hun mere og mere med objekter og skulpturer, performances og installationer, men det var først i 70'erne, at kunstverdenen fik øjnene op for hendes kunst. Kritikken havde været rådvild overfor hendes stærkt fysisk fikserede fantasier, men takket være tidens nye interesse for kroppen, performances og body art, var grænserne blevet flyttet så meget, at et par New York-udstillinger, afholdt i 1978, blev det store samtaleemne. Så fulgte indbydelse fra Museum of Modern Art og i 90'erne Biennalerne. Hendes kunst var ikke til at overse, og i dag er hun verdenskendt og -berømt.

Nål og tråd
Barndommens nål og tråd er stadig en del af hendes værktøj. Ofte syer og udstopper hun sine skulpturer af tøjrester. De er en blanding af tilforladelig husflid, kluntede, nærmest rørende, men afslører med pinefuld tydelighed kønsdele, som det, hvorom alting drejer sig. Kvinden er en torso og fokuspunkterne påhæftet køn og bryster. Nogle løfter sig spændt som en bue, ofre for hysteri, epilepsi eller erotisk ekstase, mens et udstoppet hermafroditisk dobbeltvæsen, tolker kønnenes dobbelte ensomhed.
At hun også arbejder som regulær billedhugger ses af en fornem "Animal Study" i marmor, et siddende hovedløst dyr med rækker af bryster på bugen. Den genkalder hendes berømte skulptur, "The Destruction of the Father" fra 1974, formet som en dragt af latex, hvis forside var dækket af kæmpebryster, et billede på faderens umættelige, erotiske appetit.

Huse og bure
Et af hendes tilbagevendende motiver er cellen skabt som et rum eller en labyrint af sammenføjede dørfløje og med et tematisk indhold. 'Forældrenes' røde soveværelse er skabt af mahognydøre. 'Je t'aime' er broderet på hovedpuden, og sengetæppet er et rødt gummiagtigt betræk penetreret af en rød fingertut eller fallos fastholdt af nåle, mens levret blod gynger i en pose over hovedgærdet. 'Børnenes' celle er også blodigt rød med rødt spindegarn til livstråde, røde timeglas og røde afstøbninger af hænder. Tredje celle bag 18 døre med ramponerede ruder er viet 'Tøjet', dvs. Louise Borgeois' egne gamle kjoler og undertøj, form af hendes form, samt en Francis Bacon-agtig udstoppet kropsdel, som vrider sig på en taburet. Hun er besat af det gamle tøjs spor af krop og tid, og tøjet er centrum i en anden del af udstillingen bestående af jernstativer, hvorfra lingeriet hænger på store bøjler af dyreknogler. En barok installation, som efterlader spørgsmålet: Hvem har fortæret hvem?
Men mest iøjnefaldende er hendes edderkopper af stål, seks en halv meter høje, på muskuløse, sylespidse ben, som omspænder et rum. En har stenæg i en kurv under kroppen, en anden skræver over et bur med mølædte gobeliner, stol, tråd, nåle og andet med relation til hendes moder, for i Bourgeois' verden repræsenterer edderkoppen den mødrende omsorg og beskyttelse.

Tag til Malmø
Udstillingen i Kunsthallen, Malmø, ligner ikke noget andet - og er iscenesat med stort talent og sans for det virkningsfulde: Mystisk mørke omkring cellerne, fint filtreret lys over de udstoppede skulpturer og dramatiske skygger på vægge og lofter fra de kæmpestore edderkopper.

*Louise Bourgeois. Nyere arbejder. Malmø Konsthall, St. Johannegatan 7. Alle dage 11-17, ons. 11-22. Fri entré. Til 1.11. Derefter The Serpentine Gallery, London

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her