Det økonomisk nødlidende jyske kunstakademi lukningstruet i et spil mellem staten, amt
og kommune om, hvem der skal betale for driften
I dette efterår bliver skæbnen for Det Jyske Kunstakademi i Århus afgjort.
Stat, amt og kommune er midt i spil om, hvem der fremover skal betale for driften af akademiet, som ikke kan køre videre i sin nuværende form.
Og stillingskrigen mellem parterne stiller nu akademiet i den situation, at de studerende ikke ved, om de kan gøre deres studie færdigt.
Der er behov for såvel en særbevilling nu og her som en mere langsigtet afklaring af, om akademiet er værd at satse på fremover.
"Vi er nødt til at have flere midler, hvis akademiet skal kunne levere en tilfredsstillende undervisning fremover," siger Jytte Høy, der to dage om ugen fungerer som rektor for Det Jyske Kunstakademi. Derudover er der ingen fastansatte lærerkræfter på stedet, som udelukkende fungerer med timelærere.
En evalueringsrapport slog i foråret fast, at den fem-årige uddannelse af billedkunstnere er mangelfuld.
Der mangler bl.a. flere lærertimer til teoretiske fag, og denne side af uddannelsen kan kun styrkes gennem øgede bevillinger, hvilket såvel kulturministeriet som amt og kommune er enige i. Men de er ikke enige om, hvem der skal betale.
Udover en endelig afklaring for fremtiden har akademiet bedt om en akut særbevilling til at fortsætte driften det næste halve år på et acceptabelt niveau for de 40 studerende.
Århus Amt har meldt ud, at det ikke er indstillet på at blive ved med at poste penge i akademiet, som amtet ser som en statsopgave. Og amtet er heller ikke indstillet på
at yde en særbevillig nu og her.
"Vi vil ikke være med til at yde flere penge til en opgave, der bør finansieres af staten alene, og slet ikke en særbevilling midt i året" siger Ove Mikkelsen (S), formand for kulturudvalget i Århus Amt.
Århus Kommune er derimod mere positiv over for at yde en særbevilling, så akademiet får luft til køre videre indtil der bliver fundet en mere langvarig løsning.
"Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at akademiet bliver i
byen, da det er vigtigt for det øvrige kulturliv, men i bund og grund er det ikke en kommunal opgave at finansiere en højere uddannelse, men vi kan nok finde nogle penge på kort sigt," mener skole- og kulturrådmand Niels Erik Eskildsen (SF), Århus Kommune, der ved at gå med til en særbevilling havde håbet, at amtet fulgte trop.
Men det gør amtet ikke, og det kan besegle akademiets skæbne, da amtet indgår i en model, hvor staten betaler 50 procent og amt og kommune hver 25 procent af det årlige driftstilskud, der ialt har været på 1,5 million kroner årligt indtil nu.
"Skal akademiet op på niveau med de to øvrige kunstakademier i landet, så skal det ikke ske med amtets midler. Vi vil ud af finansieringen," siger Ove Mikkelsen.
På vej med model
Akademiet har gennem flere år håbet på Kulturministeriets blå stempel, så det kunne blive anerkendt som en statslig uddannelsesinstitution på linje med Kunstakademiet i København, hvor staten betaler hele driften.
Men det er ikke en model, som ministeriet har været indstillet på i de mange forhandlinger, der har været mellem parterne gennem to et halvt år.
Kulturministeriet har fastholdt, at der skal regionale penge med i finansieringen - både på kort og på langt sigt - men hvilken model ministeriet i sidste ende vil foreslå, vil kontorchef Charlotte Vilhelmsen ikke ud med.