En flyvetur med Joan Miró åbner betragterens øjne for det uudsigelige under, som livet er. Euforien breder sig i kroppen på vejen rundt i den store Miró-udstilling, som Louisiana i dag
åbner dørene for
Udstilling
Et myldrende liv, en sfærisk, vidunderblå farve - i det hele taget knald på farverne - poetiske tegn af 'træ', 'mand', 'fugl', 'kvinde', der som i ufuldstændige og ubehjælpsomme børnetegninger henviser til genstandene.
Alt dette er at finde i Joan Mirós poetiske univers, der synes at hvile på en helt personlig og stærkt hallucinatorisk realitet, hidrørende fra hans indre drømmeunivers. Men hans stof er ikke kun gjort af drømme, viser det sig. Han omformer verden an sich til et dybt poetisk og personligt sprog.
Den catalanske kunstner Joan Miró (1893-1983) beherskede alle kunstneriske udtryksformer: Grafikken, maleriet, skulpturen og keramikken, og udstillingen på Louisiana omfatter alle kategorier med undtagelse af keramikken.
Mirós udvikling
Udstillingen er særdeles vel disponeret med en gennemgående kronologi, der dokumenterer Mirós kunstneriske udvikling fra fauvisme over kubisme og dadaisme til surrealisme og abstraktion. Man forstår virkelig, hvorledes den specielle Miróske 'penselskrift' med de dansende, lyriske tegn på den uroligt bemalede, ofte ensfarvede baggrundsflade, er en afledning af noget set og erindret, og i særlig grad noget, han henter i naturen.
På intet tidspunkt lades man i stikken af udstillingsarrangøren - Louisiana-direktøren Steingrimm Laursen - der tillige har forestået en virkelig smuk præsentation af Mirós værk og har formået at supplere udstillingen med yderligere 30 lån fra bl.a. Miró-familien på Mallorca.
Udstillingen blev først vist i Moderna Museet i Stockholm i den af den spanske arkitekt Modenas nye tilbygning til museet, men da i en noget mere begrænset version.
Nu er der hjemlånt centrale værker som f.eks. skulpturen "Fugl" fra 1968-81 og maleriet "Ceci est la couleur de mes rêves" fra 1925, et af Mirós gennembrudsværker, der kombinerer en uskolet og akavet fremstillingsform med en vovet og gennemreflekteret modernisme. En modernisme så fremsynet, at man her anno 1998 atter en gang i konfrontationen med en stor moderne klassiker står og funderer over, hvad der egentlig er sket i malerkunsten siden.
Påvirkninger fra Paris
Hvis man vil nå ind til essensen af Mirós billedmagi, skal man se lidt på de påvirkninger, han igennem sit 90 år lange liv blev udsat for og på de tildragelser, der overgik ham.
Som hans ven, den britiske kunsthistoriker og maler Roland Penrose, gør opmærksom på i bogen Miró (Thames and Hudson), så var han bestandigt forankret i to steder, der trak i ham på hver sin væsensforskellige måde. På den ene side var han livet igennem emotionelt og visuelt afhængig af sin fødeegn Catalanien, og på den anden side bankede hans hjerte for Frankrig, hvor han bosatte sig som ung, og hvorfra han malede sig baglæns tilbage til sin fødeegn og fremmanede den via erindringen. Det blev i starten til nogle 'naive' malerier af hans forældres bondegård i Montroig (det røde bjerg), hvor alle detaljer, som man også kender det fra surrealisten Henri Rousseau - er registreret med akkuratesse, samtidig med at formsproget præges af f.eks. den syntetiske kubisme, vi kender fra en kunstner som Juan Gris. I 1916 så Miró en udstilling med fransk kunst i Barcelona, og den gjorde så dybt et indtryk på ham, at han blev drevet til Paris, væk fra hvad der forekom ham som et provinsielt Barcelona og frem til den kunstmetropol, der dannede ramme om de vigtigste stileksperimenter i billedkunsten i dette århundrede.
Her kom Joan Miró i kontakt med væsentlige kunstnere som den 12 år ældre Picasso og kubisten Francis Picabia, Andre Masson og med ham surrealister som André Breton, Paul Eluard og Louis Aragon.
Mødet med surrealisterne betød, at hans fantasi blev overordnet en forpligtethed over for den 'virkelige', realitetstyngede verden. Han ledes fra nu af af sin fantasi, som bliver et uudslukkeligt skatkammer, der forsyner ham med nye billeder.
Løsrevne former
Når han fra denne tid - omkring 1924-25 - maler f.eks. sine forældres bondegård, så siger han om sine billeder, at de "mere virkeligt gengiver Montroig, end hvis de havde været malet naturalistisk". Billedfladen er befolket af de karakteristiske frit i luften svævende ornamenter, men ser man godt efter, viser disse løsrevne former sig alle at hidrøre fra hans mere naturalistiske malerier fra begyndelsen af hans skaberkarriere.
Udstillingen på Louisiana bringer museet tilbage til dets storhedstid i 60'erne som formidler af de moderne klassikere. Miró forekommer måske ikke at være den mest 'trendy' modernist at bringe på banen for et gensyn p.t., men når man står over for disse værker, så virker de ganske enkelt uafviselige.
Hos Miró er det livet down to basics: Kærligheden, naturen, nydelsen, men også uroen og frygten. Hans mod og personlighed udi den skabende akt har næsten intet sidestykke.
*Joan Miró. Louisiana Museum for Moderne Kunst, Humlebæk. Daglig 10-17, on. 10-22. Til 10. jan. 1999. Åbner i dag
