Læsetid: 6 min.

Den lange rejse

18. september 1998

Niels Thomsens nye bog om perioden 1870-1914 er både imponerende og skuffende

Ny bog
Da Georg Brandes i 1870'erne udgav sine Hovedstrømninger henviste han til oplysningstiden som sit forbillede, mens han slog en parantes om biedermeierperioden. Han skriver blandt andet, at der i historien ikke gives nogen højere, mere guddommelig ånd end "fremskridtets ånd".
Som bekendt blev det begyndelsen til det store gennembrud i det danske samfund på alle områder: Politik, økonomi, kultur, videnskab, fra 1870 til tiden omkring Første Verdenskrig. Faktisk er det spørgsmålet, om Første Verdenskrig betød en afslutning på udviklingen fra 1870 i Danmark, men det er efterhånden blevet en tyrkertro, at krigsudbrud markerer skift i den politisk-kulturelle udvikling, og ikke rummer mulighed for kontinuitet eller fortsættelse af fredstiden med andre midler.

Imponerende oplæg
Niels Thomsens nye bog om perioden 1870-1914 er både imponerende og skuffende. Den er imponerende i sit oplæg og i sit greb, faktisk også i mange af sine iagttagelser, i sine mange anskueliggørende statistikker, de mange illustrationer med oplysende tekst, og i hele sin påpegning af at perioden mellem Brandes Hovedstrømninger og udbruddet af Første Verdenskrig nu er en saga blot; der findes få endnu levende, der har en klar erindring om denne periode.
Muligvis er det derfor Niels Thomsen prøver at kompensere ved to fremstillingsformer. Han er meget glad for at aftrykke statistikker over alt mellem himmel og jord, lige fra hvem der holdt hvilken avis til værnepligtiges skoleuddannelse; og så hensætter han os ved sproglige midler til perioden, for hans eget sprog er delvis antikveret, det er fuld af talemåder og ikke mindst af fordomme. Det drejer sig ikke mindst om billedet af danskeren, som tyskerhader, som tolerant, som pragmatisk.
Det får ofte den konsekvens, at man læser mange af hans kommentarer til fotografier af tidens mænd og kvinder som tegneseriebobler, i stil med den populære Valhalla-serie, Asterix, eller Prins Valiant. Det går især ud over tyskerne: Om den unge Nietzsche - i militæruniform - hedder det, at han viste foragt for den "store grå masse af småtskårne arbejdsbier", og at hans profetiske tungetale, "vandt gysende genklang i afkristnede militaristiske og hyperelitære miljøer."
Der tales også om det paradoksale i, at Brandes introducerede Nietzsche i Danmark, men denne paradoksalitet skyldes kun, at Niels Thomsen har gjort Brandes uparadoks, for at være paradoks er uanset Kierkegaard ikke en dansk dyd i denne bog. En dansker er kernesund, karsk, frodig, som der står om Carl Nielsen, "en højagtet komponist af både kammermusik, symfonier og operaer".

Et dynamisk begreb
Hvis det blot var et par steder, der stod den slags sprogblomster, ville det være løjerligt, men desværre er fremstillingen i denne bog, så snart vi kommer ud over det statistisk og kildekritisk verificerbare område, upræcis og meget lidt oplysende.
Men både forord og efterord er meget anbefalelesværdig læsning, for Niels Thomsen indleder med at skrive, at "svundne tidsaldre må historikere forstå udfra sammenligninger med vores eget nutidssamfund" - et fortsæt han ikke indfrier, og han slutter med at tale om tidens sammenfattende tendens som en "udpræget pragmatisk, civil og pluralistisk politisk kultur," og det er her bogens eksistensberettigelse ligger.
Det er en god idé, det med den politiske kultur, som et mødested for historie, politik, kultur osv., altså et dynamisk begreb, der netop gør samfundets mange tendenser sammenlignelige og transparente. Og bogens afsnit lever også delvis op til dette greb, især i de store afsnit om "Idéernes Samfundsbaggrund", "Politik og Kommunikation", "Statens og økonomiens Love", "Stats- og Samfundslove", derimod ikke særlig godt i "Folkets Kristentro", "Nye veje til viden og Moral", "Menneskeopfattelsen", "Slægt, køn og opdragelse", "Historie og nationalitet".

Optimistisk tendens
Niels Thomsen kalder sin bog for en idéhistorie, idéerne i bred forstand er bogens emne. Ok! Vi får faktisk en fornemmelse for en sammenhæng mellem tidens store økonomiske og politiske gennembrud set i sammenhæng med brydningerne indenfor folkeoplysning, uddannelse, kønsroller, national identitet, kulturel blomstring; og billedet af Danmark som et dybest set åbent, stærkt og internationalt orienteret samfund i tiden er også det, man helst vil huske, når man har læst bogen til ende.
Men hvad så med alle de litterære pessimister, nihilisterne, darwinisterne, anarkisterne, dekadenterne og socialisterne, og hvad med børnefødslerne i dølgsmål, selvmordene, det sociale spørgsmål, alkoholismen på landet, roepolakkerne, den korporlige vold på gårdene, piskningen af børn og unge osv.
Alt det er der taget højde for. For hele bogens tese er nemlig, at tendensen i perioden var optimistisk, og et forsøg på at finde en form som de store modsætninger kunne bevæge sig igennem, og bogens gennemgående facit er, at løsningerne lå i midten, det var pragmatiske, velafvejede, fornuftige kompromisser, "frugtbar sameksistens mellem folkestyre og loyal patriotisme blev rammen om en nyt folkeligt fællesskab", som det hedder.
Vanskeligheden ved at tro på alt dette skyldes ikke så meget forfatterens blindhed overfor de mere kulturelle fænomener i perioden, men at han ikke er eksplicit nok, han identificerer sig med et folkeligt fællesskabeligt jeg, uden at det kommer frem, dér er bogens usagte forudsætning, og det er en ren konstruktion, ligesom den almindelige læser eller lytter.
Og den jævne almindelige dansker fra tiden mellem 1870-1914 formodes altså at have en særlig interesse for økonomi, politik, fagforeninger (ikke for radikale), undervisning (herunder højskoleophold), og respekt for det andet køn (indenfor visse rammer), mens det religiøse ikke er helt centralt, og udlændinge anses som en gevinst for samfundet, især hvis de formodes at rejse igen.

Forstøder tendenser
Det er uheldigt, at Niels Thomsen bygger på en metode, der opererer med bestemte signalord for godt og dårligt, hvor excentrisk betyder ud, og humanistisk betyder ind. Bogen rummer ikke en metode, der kan integrere meget store emner som massekultur, finkultur, institutionskritik, urbanitetsanalyser i sin sammenhæng, og derfor bliver den nødt til at forstøde visse tendenser, i stedet for at forklare dem. For eksempel bortvises jugendstilen og symbolismen, fordi de er subjektive og inderlige, det overvejes ikke, om det inderlige, for eksempel i arkitektur eller design, kan læses som en del af udviklingen, som en reaktion på udviklingen.
Herman Bang har ikke fået et billede med tekst, og det kunne ellers have kvikket op på det dødsenskedelige afsnit om "Slægt, køn og Opdragelse". Og massekulturen er fuldstændig fraværende, det er en eklatant og utilgivelig mangel i en bog om perioden, fordi det netop er her, at massekulturen udvikles som en materiel magt, som reklame, som masseprodukter, som fotografi, som stormagasiner, som bykultur, som vareæstetik, som en ny individualisme, den der søges indfanget og formuleret hos de kunstnere, der bortvises som excentriske og dunkle.
Bogen taler ganske vist om det idéhistoriske landskab, men tager ikke højde for, at netop idéerne i perioden 1870-1914 materialiserer sig hos de store idéhistorikere, der begynder at kritisere idealismen og platonismen til fordel for det daglige, flygtige og tingslige i menneskelivet. Niels Thomsen omtaler cirka på hver side den danske kulturs afvisning af idealismen i Tyskland, men det mærker man ikke meget til i hans fremstilling, og det er en skam, for der er rigtig mange gode billeder og tegninger fra dansk hverdagsliv at studere under læsningen, men der er alt for langt herfra og op til de store linjer i disse hoved-strømninger.

*Niels Thomsen: Hovedstrømninger 1870-1914 - Idélandskabet under dansk kultur, politik og hverdagsliv. 191 s. Rigt illustreret. 250 kr. Odense Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her