Læsetid: 6 min.

Ledelse og kopuleringsduelighed

26. september 1998

Intermetzo
Uanset hvordan det går forbundskansler Helmuth Kohl ved weekendens vesttyske valg, fortjener han at huskes for sin udtalelse forleden, da præsident Clinton i timevis havde været udsat for retten på vrangen:
"Jeg er lige ved at brække mig," sagde den omfangsrige kansler, og med en stemme der kom helt nede fra tæerne, gentog han:
"Jeg vælger mine ord bevidst: Jeg har lyst til at brække mig!"
Det er ret stærkt sagt af en statsmand, der i øvrigt ellers ikke er mand for originale udtalelser, og ganske træffende for stemningen. Såvel blandt godtfolk her og hisset som blandt andre europæiske ledere, der ikke i deres respektive politiske infight selv går af vejen for det smålige, men som på den anden side heller ikke blander sig i politiske modstanderes sexualliv.
Af en eller anden grund - og bortset fra at sagen i streng juridisk forstand drejer sig om mened - betragter farisæere i puritanske samfund, eller i kulturer der har det svært med kønslivets mange varianter, ægteskabelige sidespring med en sær blanding af nyfigen, pornografisk forfærdelse og skinhellig skadefryd. Såfremt det er de kendte og ophøjede, der gribes med bukserne nede, kender nidkærheden i kravet om efterforskning ingen grænser.
I den forstand er den efterhånden legendarisk kedsommelige specialanklager, der har jaget Clinton rundt i manegen, et fænomen, en amerikansk tragikomedie, en sædelighedens McCarthy, som burde være henvist til en plads i den billigste fiktion. Kønsakten vurderes af denne forvoksede spejderdreng, tydeligt demonstreret i afhøringens karakter, som noget grisefy.
Ganske vist tjener de gentagne spørgsmål om, hvad præsidenten opfattede som sex til at afprøve troværdigheden i hans første, famøse udsagn under ed. Men en person - eller et retssystem - med et minimum af sund kønsdrift som grundlag for tankegang og handlemåde ville allerede på forhånd have frafaldet sagen og taget på fisketur.

Drivkraften bag den ultrakonservative og religiøst tilsyneladende fundamentalistiske anklager er næppe heller det juridiske hensyn til en inderligt ligegyldig løgnehistorie, men et politisk motiv vendt mod Clintons person. Samt en sygelig fiksering på sex. Utvivlsomt betragter Starr Clintons uomtvistelige letsindighed og kønslige hyperaktivitet på linie med præsidentens grundsympati for det liberale.
Sex i overflod og liberale holdninger (i amerikansk forstand) er for denne og andre højrerepublikanere synonymer. Rapportens indhold - så meget af den man kan holde ud at sætte næsen i - tyder på at mr. særanklageren ikke tænker på andet end sex.
CNN og andre tv-stationer har i den forgangne uge produceret vox pops i timevis. Personer, der forholder sig afvisende i spørgsmålet om præsidentens politiske fremtid, eftersom de ikke mener at hans handlinger er forenelige med embedets værdighed, og at præsidenten i øvrigt ikke må lyve, lader som visse mediefolk til at have uendeligt svært ved at skelne mellem sorte og hvide løgne. Sidstnævnte kategori er en glimrende opfindelse i kønslivet. Hvad skulle man dog gøre uden!
De oprørende handlinger i sig selv ville jo ikke være oprørende, hvis ingen andre end de intimest indblandede vidste noget om dem. Og man ville jo sagtens have kunnet vide ingenting om møderne mellem Clinton og Lewinsky, såfremt Lewinsky havde holdt mund, og Clinton opretholdt sine hvide løgne. Så var der ingen, der havde haft ondt nogen steder, og hr. Starr var blevet sendt hjem hvor han kommer fra med et frimærke på ryggen.
Hvad angår præsidentens virilitet, synes moderne amerikanere heldigvis ikke at være så forargede, som medierne en overgang forudsagde.

Det er de nye tider, der her gør sig gældende. Eftersom det meste af nationen efterhånden kan være on-line med det hotte af det hotteste, og altså - som man siger - har access til global porno blot ved at tænde for kassen, er det hele ikke mere så enkelt for the moral majority.
Førhen havde dette sammenrend af mørkemænd og -damer et afgørende ord at skulle have sagt. Ifølge deres opfattelse skulle - og skal, for de er der så sandelig endnu - politikerne og især præsidenterne for enhver pris være kønsløse kirkegængere med halvtriste koner og helkedelige familier. Det kønslige er gemt langt væk, sexuelle udfoldelser sker i ægtestanden under dynen med tøj på og middelamerikas fortidige værdier under nathuen.
Den norske forfatter og historiker Niels Johan Ringdal, som har ladet sig interviewe her i bladet, giver i sin fremstilling af de prostitueredes verdenshistorie (til anmeldelse i kommende uge) en glimrende analyse af det amerikanske pionersamfund og dettes så at sige indbyggede dobbelte kønsmoral.
Kvindeunderskuddet - vel at mærke manglen på pæne piger af net baggrund og med midler i skuffen - betød, at de unge mænd af bedre familier i visse tilfælde var op til fyrre bejlere i stue med ét stk. hustrukandidat. Udvælgelsen tog på den baggrund sin tid, og når den var gået, og pigebarnets og ikke mindst familiens beslutning truffet, stod jo 39 mand tilbage i mørket, henvist til det lokale horehus.
Indianske og sorte prostituerede leverede varen i samarbejde med hvide proletarpiger fra østkysten. Det levede man med. Men sexualiteten henvistes til sidegaderne.
Da kvindetilgangen til vesten blev normal og forholdene ordnet, betakkede de nytilkomne hustruer sig for konkurrence fra en topprofessionel prostitution. En ny bedsteborgerlighed slog med hård hånd ned på prostitutionen. Sædeligheden holdt sit indtog i den nye verden og stillede sig i spidsen for nationen, hvor den ægteskabelige indretning med kærlighedsmonopolet dogmatiseredes.
Det forventedes herefter, at ledernes vandel i den henseende var udadelig. Da dette mildt sagt ikke altid var tilfældet, og verdensbilledet dermed truedes, levede den købte og betalte presse op til forventningerne om sædelighedsmyten og fortav eventuelle anfald af fis og ballade i Det Hvide Hus' vinduesløse værelse. Eller hvor det nu til (næsten) alle tider er foregået.

Klummen her har før været inde på sagen: I forrige århundrede vakte en italiensk billedhugger opsigt, da han var blevet bestilt til at fremstille nationens fader, George Washington. Det gjorde han i statueform: G. Washington, men uden en trevl på kroppen og mellem benene en ordentlig svaber.
Gylp!, sagde det, da de afslørede statuen. Dickens var til stede og hoppede rundt på tungen for ikke at skulle beskrive situationen, som den var. Efter sigende - ifølge Henrik V. Ringsted - blev værket henvist til en skummel plads ved Smithsonian i en af unionshovedstadens parker, hvor den vist står endnu.
Men den italienske kunstner ville jo bare gøre det så godt han kunne, og som han syntes det burde være. En leder skal være førstemand af gavn og dertil have avlsredskaberne i orden. En stor leder skal efter den logik være udstyret med en stor tissemand. Om ikke andet må man i mangel på en sådan forlene ham med det nødvendige. Enigheden i den fortolkning var som antydet til at overse, men i et historisk perspektiv havde synspunktet noget på sig.

I gamle stammesamfund, hvor man med fuld ret kan sige at ledelsesmyterne og kongebegreberne grundlagdes, regnede man det som forudsætning, at høvdingen var en stor kopulator. I keltisk jernalder tyder beretninger på at høvdingekandidaten i visse stammer skulle præstere at bedække en hoppe, mens et ansættelsesudvalg bevidnede potensen - eller det modsatte.
I middelalderens Europa opfattede man en fyrste uden frille som noget af et skvat. Wilhelm af Erobreren, der ellers ikke var øm i omgangen med andre, elskede i den grad sin hustru, Mathilde af Flandern, at han vistnok ikke havde noget for til venstre hånd. Men denne afholdenhed var i politisk forstand ikke nødvendigvis en fordel.
Nu klarede Wilhelm sig livsdagen lang ( 1087), fordi han var en børste, og der ikke var nogen der turde drille ham åbenlyst. Men man kan sagtens forestille sig at hirdmændene på det nybyggede Tower of London gik og grinede lunt i skægget over deres overordnede dydsmønsters sexuelle reservationer. Til døden os skiller behøver jo ingenlunde indskrænke sig til ét dødsfald. Sådan tænkte de.
Så Clinton kan bare sin jernalder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her