Læsetid: 13 min.

Lektor Lomborgs glade bagholdsangreb

25. september 1998

Værnet af en hvirvelstorm af tal, fodnoter og påtaget objektivitet rykker Århus-lektoren i felten for at undergrave miljøengagementet til fordel for retten til ubekymrethed

NY BOG
Brevet fra forlaget Centrum, der følger med lektor Bjørn Lomborgs bog Verdens sande tilstand, er dateret den 11. september og meddeler, at bogen udkommer den 22. september og ikke må anmeldes før denne dag. Fair nok: Ca. ti dage til at tygge de godt 300 datamættede sider og 1.477 fodnoter igennem.
Desværre er det rent snyd. For trods brevets afsenderdato lå bogen først hos de fleste medier lørdag den 19. september - hos Information endda først mandag den 21. Hvorfor? Fordi Bjørn Lomborg havde indgået en aftale med Berlingske Tidende om et stort søndags-interview, og det måtte ikke undergraves af, at andre medier kunne granske bogen og måske lave nyhedshistorier før selve udgivelses- og anmeldelsesdagen.
Derfor har der i realiteten været bare én eller to arbejdsdage til mediernes anmeldere til at klare opgaven. Det har efterladt dem - os - med valget mellem at blive halehæng til begivenhederne eller lade sig tage som gidsel af Lomborg og alle hans ugennemskuelige referencer og fodnoter.
Stort set alle har valgt det sidste, for alle - næsten alle - lægger den afgørende vægt på at være just in time med det glade, provokerende budskab fra Århus. Således f.eks. Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der på udgivelsesdagen tirsdag lagde sig fladt på maven for Lomborg med en imponeret, ukritisk lovsang over en hel sektionsforside.
Alt i alt en besynderlig offentliggørelsespraksis fra Bjørn Lomborg, manden der blev verdensberømt i Danmark på at kritisere bl.a. mediefolk for ikke at studere miljødebattens kildemateriale godt nok.

Ikke videnskab
Her på avisen har vi brugt en smule mere tid. Og undertegnede er nået til en anden konklusion end f.eks. Tøger Seidenfaden. For nu at lægge fløjlshandskerne til side med det samme: Dette er ikke en videnskabelig bog. Der er ikke gnist selvstændig videnskabelig forskning i den.
Forfatteren kommer fra Institut for statskundskab ved Århus Universitet, hvor han underviser i statistik, men i bogen forholder han sig til en stribe naturvidenskabelige discipliner såsom biologi, fysik, kemi, meteorologi og medicin. Bogen er i sin metode nærmest en journalistisk bog samt en på de afgørende strækninger stærkt demagogisk bog. Skrevet af en mand, der har det åbenlyse formål at svække opbakningen bag mange sider af den nationalt og internationalt førte miljøpolitik.
Bogen er demagogisk, fordi den camouflerer sit ideologiske udgangspunkt og forehavende ved at foregøgle at være netop den nøgterne, sandhedssøgende videnskabelige analyse. Og bogen kan kaldes farlig, fordi øvelsen er så behændigt udført, at manipulationen kan overses. Især hvis man ønsker at overse den.

Lomborgs svar
Bogen er Bjørn Lomborgs svar til de mange kritikere, der faldt over ham, da han i januar 1998 skrev fire Politiken-kronikker om miljøets såkaldt sande tilstand.
Ifølge Lomborg prellede kronikkernes budskab - "Vi efterlader faktisk jorden som et bedre sted at leve, end den var, da vi modtog den. Nyd det." - af på de fleste kritikere. Det tyder ifølge Århus-lektoren på, "at dommedagsvisionerne ligger meget dybt i os", og derfor satte han sig for at gentage øvelsen med betydeligt større grundighed.
Resultatet er bl.a. interessant i den forstand, at det afslører, at Lomborg ejheller selv har ladet sig påvirke synderligt af den kritik, han på sin side modtog. Således er en stor del af de fire oprindelige kronikker skrevet direkte ind i bogen, manipulationer inklusive.
Resultatet er en bog, der tager afsæt i miljøskeptikernes klagesange og derefter med stor ihærdighed og mange kildehenvisninger argumenterer for, at klagesangene oftest er ubegrundede, og/eller at de miljøpolitiske tiltag, der skal mindske problemerne, hyppigt er fejlanbragte, misforståede og derfor bør droppes.
Så vidt det kan bedømmes, er det ikke regulære fejl, der er bogens hovedproblem. På op til flere af de udvalgte emneområder er de tekniske detailgennemgange informative og i rimelig overensstemmelse med, hvad både myndigheder og store miljøorganisationer i dag plejer at sige. Det gælder f.eks. gennemgangen af bl.a. europæiske byers luftforurening, som alle parter er enige om er faldende, ligesom det gælder beskrivelsen af problemet med ozonlagets nedbrydning, som nu - ganske langsomt - er på vej mod sin løsning.
Bogens problem er dels, at Lomborg på de punkter, der er afgørende for hans egentlige projekt, manipulerer læserne ved at bruge kildematerialet selektivt eller overfladisk for at fremme de forhåndsbestemte konklusioner. I den forstand er formen og fremgangsmåden anti-videnskabelig. Og yderligere er problemet, at Lomborg tillægger sine modstandere - miljøpessimisterne - udsagn og synspunkter, de for de færrestes vedkommende har. Hvorefter han med sit stalinorgel af (sorterede) kilder og fodnoter ikke har svært ved at vise, at de tager fejl. For derigennem at kunne nå sin overordnede konklusion: Miljøkrisen er i det store og hele fup. Det går fint. Læn jer tilbage, drop indsatsen mod klimaproblemerne og pesticiderne, nyd livet!
Metoden er den Piet Hein, engang beskrevet således:

En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på
hvis vanvid alle kan forstå.

Klagen
Det starter i Bjørn Lomborgs bog med omtalen af det, han med stort K kalder Klagen. Klagen over miljøets ringe tilstand - dommedagsvisionen - som "vi møder hver eneste dag i tv, aviser, politiske programmer og i snakken på arbejdspladsen og til middagsselskaberne."
Lomborg skriver:
"Vi kender jo alle Klagen: Det går dårligt med miljøet her på Jorden. Vores ressourcer er ved at løbe ud. Der bliver stadig flere mennesker og stadig mindre mad. Luften og vandet bliver stadig mere forurenet. Planetens dyrearter uddør i stort tal - vi dræber mere end 40.000 om året. Skovene forsvinder, fiskebestandene bryder sammen, og koralrevene dør. Vi tilsviner vores jord, den frugtbare muld forsvinder, vi asfalterer vores marker, ødelægger naturen, decimerer biosfæren og ender med at dræbe os selv. Verdens økosystem er ved at bryde sammen. Vi nærmer os faretruende den endelige grænse for bæredygtigheden. Grænserne for vækst viser sig."
Der er kun ét problem med denne klagesang, skriver Lomborg: "Den er ikke sand."
Lad os gøre os den ulejlighed at tage Klagen én gang til - i en kommenteret udgave:
"Vi kender alle klagen," skriver Lomborg. Hvem 'vi'? Vi er nok en del, der ikke synes, vi kender klagen i den forvrængede form, Lomborg her pådutter os. I fodnoten til Lomborgs gengivelse af klagen nævnes kun én kilde: Jimmy Carters miljørapport. Den er 18 år gammel.
"Det går dårligt med miljøet her på Jorden," hedder det videre. Læsning af alt fra Information over Miljøministeriets årlige statuspublikation Miljøindikatorer til den ligeledes årlige Vital Signs fra Worldwatch Institute vil bekræfte, at det går dårligere på en række områder, men også at det faktisk går bedre på andre, jævnfør nedenstående.
"Vores ressourcer er ved at løbe ud," fortsætter Klagen. Dette budskab blev lanceret af Romklubben for over 25 år siden i bogen Grænser for vækst, men blev nedtonet af selvsamme Romklub allerede to år senere i Mankind at the turning point i erkendelsen af, at øget efterforskning og forbedret udnyttelse kan strække ressourcerne længere. I dag er det meget svært at finde miljøfolk, der taler om ressourcernes udtømmelse.
"Der bliver stadig flere mennesker og stadig mindre mad." Lomborg siger, at klagesangen ikke er sand, men det er ubestrideligt sandt, at Verdens befolkning vokser med omkring 80 mio. om året. På den anden side er det ikke i dag sandt, at der bliver stadig færre fødemidler. Det er der til gengæld heller ingen, der påstår. Lomborg har skudt lederen af Worldwatch Institute Lester Brown dette udsagn i skoene, men det er ikke det, Brown siger. Han siger, at væksten i fødevareproduktionen er aftagende, og at det fremover kan blive stadig sværere for denne verdens fattige at få råd til at købe mad i tilstrækkeligt omfang. På side 85 i bogen medgiver Lomborg, at vækstraten vitterlig er faldet for de vigtigste afgrøder: ris, hvede og majs.
"Luften og vandet bliver stadig mere forurenet," fortsætter Klagen. I vores del af verden er luften blevet bedre, når det gælder indhold af stoffer som svovldioxid og bly. Ingen miljøfolk påstår andet. Til gengæld er luften fortsat dårlig mange steder, når det gælder f.eks. kvælstofilter. I masser af storbyer og industriområder i den tredie verden går det fortsat den gale vej med luftkvaliteten. Hvad vandet angår er billedet tilsvarende sammensat: fosfat-forureningen er f.eks. gået ned, mens nitrat-forureningen er uændret høj. Pesticidbelastningen af grundvandet bliver år for år værre.
"Planetens dyrearter uddør i stort tal - vi dræber flere end 40.000 om året," hedder det. Hvis 'vi alle' kender denne klage, sådan som Lomborg hævder, så er det da kun, fordi han selv igen og igen har hevet dette - forkerte - tal frem som eksempel på miljøfolkets manipulation. Tallet blev lanceret for snart 20 år siden af en miljøjournalist og kan næppe påstås at være del af vores kollektive bevidsthed i dag. Kendte De det f.eks., før Lomborg begyndte at skrive?
"Skovene forsvinder, fiskebestandene bryder sammen, og koralrevene dør." Ja, en række steder. Andre steder vokser skovarealet, mens fiskebestandene er i balance og koralrevene nogenlunde intakte. Spørg bare Verdensnaturfonden.
"Vi tilsviner vores jord." Ja, visse steder, med visse stoffer.
"Den frugtbare muld forsvinder. Ja, i følge nogle opgørelser i en global takt på 25 milliarder tons om året.
"Vi asfalterer vore marker, ødelægger naturen, decimerer biosfæren og ender med at dræbe os selv. Vi nærmer os faretruende den endelige grænse for bæredygtigheden," lyder Klagen. Siden Gordon Rattray Taylor skrev bogen Dommedag for over 25 år siden, er der vist ikke mange miljøforskere, der tror eller foregiver, at der er én endegyldig grænse og dermed et stort, globalt sammenbrud i vente. Myten om Dommedag med stort D bruges i dag næsten kun af folk, der har til hensigt at miskreditere miljøforskerne. Problemet er snarere, at sammenbrudene sker lokalt eller regionalt og mere eller mindre kontinuert, dvs. på måder der får os til enten at overse dem eller vænne os til dem.
"Grænserne for vækst viser sig," lyder det til sidst. Ja, i den forstand at hver gang et økosystem eller et fysisk-kemisk system kollapser - f.eks. Mariager Fjord eller ozonlaget - så er det, fordi væksten i en eller flere belastninger har overskredet det pågældende systems tålegrænse. Så gu' er der grænser for vækst.

CNN som kilde
Lomborgs metode - som belyst ved ovenstående eksempel - er at blande to ting: Notorisk falske eller urimeligt forenklede udsagn ("Der bliver stadig færre fødemidler"), som miljøfolk ikke i dag fremfører, men som han ikke desto mindre pådutter dem for efterfølgende at kunne miskreditere dem. Samt sande udsagn, ("Der bliver stadig flere mennesker") som han i samme ombæring og med sine brede penselstrøg får erklæret usande.
At han sjusker med kilderne for at kunne gennemføre øvelsen, rummer bogen flere eksempler på. F.eks. skriver Lomborg:
"Den 11. maj 1996 kunne World Ressources Institute afsløre på CNN, at vi over de næste 10 til 15 år vil få en ny oliekrise. Som efterspørgslen på olie stiger, og som de nuværende oliekilder løber ud, vil det snart være slut med den billige olie. Festen er ovre. Forude venter prisstigninger, økonomisk krise og køer ved tankstationerne. Vi har hørt historien før. Vi har formentlig ikke hørt den for sidste gang. Men den holder ikke."
Det er da heller ikke det, originalkilden skriver. Hvis Lomborg i stedet for CNN's omtale var gået til selve rapporten fra World Ressources Institute, måtte han have citeret følgende i stedet: "Denne analyse implicerer ikke, at Verden snart vil løbe tør for olie eller kulbrinte-brændsler." Den konstaterer blot, at der eksisterer en risiko for et "opadgående pres på verdens oliepriser."

Ikke alvorligt
Et hovedanliggende for Bjørn Lomborg er at undergrave 130 landes såkaldte Kyoto-aftale fra sidste år om nedskæring af de rige landes CO2-udledninger med fem procent i forhold til 1990-niveauet inden for de kommende 10-14 år. Aftalen bør droppes, fordi den ifølge Lomborg vil koste i-landene alt for meget. Og drivhuseffekten "udgør under alle omstændigheder ikke noget alvorligt problem for vores fremtid."
Dette er statskundskabs-lektorens dom. FN's Internationale Klimapanel IPCC, der har leveret det videnskabelige beslutningsgrundlag for Kyoto-aftalen, skriver i sin Anden Hovedrapport fra 1995 - netop i går udgivet på dansk af Energimiljørådet:
"Menneskeskabte klimaændringer repræsenterer en vigtig yderligere belastning - specielt over for mange økologiske og socio-økonomiske systemer, der allerede er påvirket af forurening, voksende ressourcekrav og ikke-bæredygtige driftsformer. De mest sårbare systemer er dem, der har den største følsomhed over for klimaændringer og den mindste tilpasningsevne."
Det fremgår af IPCC-rapporten, at hvis atmosfærens koncentration af CO2 skal kunne stabiliseres på et niveau, der er dobbelt så højt som det før-industrielle, så skal de globale udledninger i løbet af det kommende århundrede skæres ned med omkring 60 procent - hvad der betyder, at de rige landes udslip skal skæres væsentligt mere ned. Men selv en "stabilisering af drivhusgas-koncentrationerne betyder ikke, at der ikke bliver yderligere klimaændringer. Efter stabilisering er opnået, vil den globale overflademiddeltemperatur fortsætte med at stige i nogle århundreder og havniveauet i mange århundreder." Dette er en af de kilder, Bjørn Lomborg hævder at støtte sig til. "Ikke noget alvorligt problem", lyder hans konklusion. I tråd hermed mener han, at man lige så godt kan droppe den relativt beskedne indsats mod CO2-udledningerne, som Kyoto-aftalen pålægger i-landene. Det er nemlig pokkers dyrt.
"Prisen for at OECD-landene reducerer deres udslip til 1990-niveau allerede i år 2050 vil koste næsten lige så meget som drivhuseffekten i sig selv vil koste i år 2100 (nemlig omkring 2 pct. af BNP)," skriver Lomborg. 2 procent af de rige landes bruttonationalprodukt må altså ofres, hvis udledningerne skal stabiliseres.
Her er, hvad IPCC skriver om samme sag: "De fleste undersøgelser estimerer, at de årlige omkostninger i det specifikke eksempel med stabilisering af emissionerne på 1990-niveauet kan nå op i intervallet -0,5 pct. af BNP (hvilket svarer til en samlet gevinst for OECD-landene på cirka 60 milliarder dollar med de nuværende BNP-niveauer) til 2 pct. af BNP (svarende til et tab på omkring 240 milliarder dollar)."
IPCC tilføjer, at der også foreligger undersøgelser, der peger på væsentlige muligheder for at reducere regningen, og at selv en nedskæring af udledningerne på 20-50 pct. i i-landene ifølge disse undersøgelser kan ske for ubetydelige omkostninger eller ligefrem indebære økonomiske besparelser. Den del af ekspert-udsagnet tror lektor Lomborg ikke på.

Kollaps
Når Bjørn Lomborg skal forholde sig til, hvorfor 130 landes regeringer med deres underskrift på Kyoto-aftalen mener noget andet om klima-problemet end han, så er hans svar, at det er "f.eks. vindmøllefabrikanterne og miljøbureaukratierne", der har presset dem og ikke IPCC-vidnesbyrdene om den forestående globale opvarmning.
Det er her, det store intellektuelle kollaps og den politisk betingede virkelighedsforfalskning i Lomborgs projekt finder sted.
Lomborg skriver - og siger, når han er på tv - at det er presset fra særinteresser og fra en skræmt og forført befolkning, der får politikerne til at vedtage sagligt ubegrundede indgreb mod f.eks. klimaproblemet. Men enhver deltager og iagttager ved, at det reelle pres i handlingens stund går den modsatte vej:
Når den danske regering skal efterleve Kyoto-beslutningen ved bl.a. på transportområdet at realisere vedtagne CO2-indgreb, så ender man med ikke at turde. Borgerne - eller cirka halvdelen af dem, bilejerne - vil nyde tilværelsen ved at køre bil så meget de lyster, og det skal ingen benzinafgift forhindre. Miljøminister Svend Auken har åbent sagt, at hans problem med at fastholde et tidligere ønske om at hæve benzinprisen til 20 kr. er, at han skal genvælges. Det er ikke politikerne, det er borgerne, der afviser CO2-målet for transport-sektoren, siger ministeren.
Det er her, Bjørn Lomborg spiller sin udspekulerede rolle. Ved at fremmane et overvejende usandt billede af "miljøeliten" som nogle, der varsler Dommedag på alle områder, og bagefter - under anvendelse af 1.477 fodnoter - hævde, at dette budskab ikke holder, giver han folk 'syndsforladelse' og stimulerer dem til at give fanden i miljøbekymringen og "nyde det" i stedet.
Dermed lægger han gift for den fortsatte miljøpolitske indsats. Givetvis ved Lomborg, at når det på en række områder vitterlig går bedre, så er det ikke som resultat af udsagn som hans eget, men tværtimod fordi de miljøfolk, han nu driver heksejagt på, har informeret, advaret og medvirket til at skabe en viden og en miljøbevidsthed og derigennem et demokratisk engagement, der - ofte langsomt og modvilligt - har fået politikere og erhvervsliv til at handle.
Lomborgs glade budskab er betinget af miljøfolkets indsats gennem tre årtier, men nu skal denne indsats høre op, vi skal lade være med at bekymre os og i stedet koncentrere os om at være glade og nyde tilværelsen med fortsat vækst i rigdom og materiel velstand. Det hele er bevist med (diskutabel) statistik og (sorterede) fodnoter. Al snak om moral, besindelse og mådehold er umoderne og uinteressant. Det ideelle, folkelige engagement, der har skabt både miljø- og u-landsbevægelser i ind- og udland, er ikke længere en fodnote værd.
Dét er Lomborgs projekt - ikke den påståede ambition om at finde sandheden om verdens tilstand. Det er et projekt, der bliver modtaget med kyshånd af visse politikere, visse erhvervsinteresser og visse medier og sikkert en hel del borgere. Men det er ikke et ansvarligt projekt. Det er et farligt projekt. Og dét kan ikke skjules, selv om det pakkes ind i nok så mange i sig selv informative og med stor flid indsamlede tal, data og fodnoter.

*Bjørn Lomborg: Verdens sande tilstand. 322 s. 348 kr. Centrum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu