Læsetid: 11 min.

Om lidt er vi borte

25. september 1998

Maleren Carl-Henning Pedersen tilbagelagde distancen København-Paris t/r til fods i de sidste febrilske dage, før Anden Verdenskrig brød ud. Han ville se Picasso og Chagall, inden Europa lukkede. I onsdags fyldte han 85 år, og i morgen åbner Arken en udstilling med hans og Chagalls malerier

Interview
At lave et maleri er en proces, som sker ved, at man står på et sted og gør et spring ud i luften, for så at falde tilbage, og når man begynder på det næste, forsøger man at gøre springet endnu bedre, nå endnu længere ud, og sådan bliver det ved, stadig forfra," siger Carl-Henning Pedersen. Han og hans norske kone, fotografen Sidsel Ramson, er netop sust ind på parkeringspladsen foran deres hus på Frederiksberg i en rød, lejet vogn. De ankommer direkte fra Frankrig, hvor de bor det meste af året. Nærmere bestemt i Karel Appels gamle hus i Bourgogne. Vi har ventet en halv times tid i trappeopgangen. Flyet var forsinket.
Det er nogle travle dage, den nu 85-årige Carl-Henning Pedersen går i møde med fødselsdag, fester, udstilling, film, interviews, men "det skal jo til. Man kan jo ikke stå og male hele tiden. Selv om det er malerens opgave at male og ikke at tale."
Vi trakteres med champagne med et stænk creme de cassis, hvorved ventetidens gener hurtigt bliver glemt. Humøret er godt. Her er varme og munterhed. Carl-Henning Pedersen slår sin skraldlatter op med jævne mellemrum og ligner derved en af hans kollega Egill Jacobsens masker med åben mund og en lang, lige tandrække.
Det er interessant at møde en olding, der ligner en vital mand på 65, og jeg spørger indiskret og nysgerrigt, hvordan det føles at være så gammel.
"Jeg har læst, at jeg fylder 85, men det er ikke noget, jeg selv ved. Jeg kan ikke mærke det eller føle det," siger Carl-Henning Pedersen, der understreger, at de sidste 25 år er gået alt for hurtigt. Vi sidder i hans store atelier på 5. sal med nordlys og udsigt til Frederiksberg Rådhustårn og med svævende trækroner under os. Her har han arbejdet sammen med sin første kone Else Alfelt, der faldt om på gaden af en hjerneblødning i 1974. Nu er det blevet hans faste base i Danmark, når ikke han er i Bourgogne.
Carl-Henning Pedersen begyndte at male i 30'erne, tilskyndet af Else Alfelt, som han som ungkommunist havde mødt på Den Internationale Højskole i Helsingør.
"Ungkommunist blev man dengang, hvis man var maler. Ungkommunisterne var for de radikale og progressive". Men han skulle snart blive ekskluderet, fordi han i en artikel i bladet Ilden havde skrevet, at kulturen ind imellem måtte komme før flæskepriserne.
Alfelt udfyldte tomrummet for ham og gav ham pensel og maling i hænderne, og det viste sig hurtigt, at han havde talent. Han er autodidakt, men har studeret kunst, hvor han end har rejst hen. I første omgang blev han inspireret af Picassos kubistiske billeder, og han debuterede med fire af disse billeder på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1936. Censurkomitéen, der bl.a. talte den kubistiske entusiast Vilhelm Lundstrøm, faldt for hans billeder med det samme. I 1937 var han gæst på Liniens udstilling. I 1941-44 deltog han i de abstrakte kunstneres tidsskrift Helhesten og udstillede flittigt i Høstudstillingen fra 1942-50. Den brød dog sammen i 1949 på grund af indre spændinger. Og så kom Cobra-tiden, som kom til at betyde uendelig meget for ham og for de øvrige kunstnere fra Holland, Danmark og Belgien.
Carl-Henning Pedersen er en moderne, dansk klassiker, som de fleste kender. Hans curriculum vitae er imponerende. Han har udstillet talrige, glorværdige steder i udlandet som Guggenheim Museet i New York, Palazzo Grassi i Venedig og Musée d'Art Moderne de la ville de Paris, og han fik et international gennembrud, da han repræsenterede Danmark ved biennalen i Venedig i 1962. Hans billeder har kunnet ses på Louisiana og på alle de store kunstmuseer herhjemme. Han har sammen med Else Alfelt sit eget museum i forbindelse med Herning Kunstmuseum. Det er cirkelrundt og blev indviet i 1976. Det er opført i tilknytning til Angligården, som han udsmykkede med et 1000 kvadratmeter stort maleri, bestående af stentøjsfliser. Museet rummer flere tusinde værker af de to malere og ca. 2000 akvareller af Carl-Henning Pedersen, der i 1950 fik Eckersberg Medaljen og i 1963 Thorvaldsen Medaljen.
I Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts museum kan man for tiden se en smuk udstilling, hvor de to kunstnere optræder sammen med den amerikansk fødte, japansk-hollandske kunstner Shinkichi Tajiri i anledning af Cobras 50 år i år.
Der er talrige reproduktioner af Carl-Henning Pedersens værker i omløb. Hvert andet hjem med klaver havde i 60'erne plakater med hans berømte fugle, sole og poetiske væsener hængende, hvis ikke man havde et eller flere originale, grafiske arbejder at divertere øjet med.

Fattigdommen
Den fattige tid i begyndelsen i den lille to-værelses i Ny Carlsbergvej, sidder stadig i ham. Her skabte han og Else Alfelt nogle af deres bedste malerier, hvoraf mange nu hænger på museerne.
Carl-Henning Pedersens malerier er abstrakt-ekspressionstiske, og tyngdeloven er sat ud af kraft, således at hans symboler svæver frit i luften - som hos hans ældre kollega Chagall, der dog er langt mere forankret i en folkelig, religiøs tradition og har en mere naturalistisk åre end Pedersen. Sidstnævnte dyrker også en langt mere klar og monokrom farvepalet med knald på koloritten. Men de to kunstnere har bl.a. det til fælles, at de besynger kærlighedens kraft, og at et normalt perspektiv og tingenes almindelige orden er suspenderet til fordel for en ny poetisk realitet. De fører fantasiens og følelsernes sag midt i en teknologisk tidsalder, der bygger på det rationelle.
Carl-Henning Pedersen vakte opsigt, da han i 1983-88 på opfordring fra Statens Kunstfond skabte sine udsmykninger af koret i Ribe Domkirke, som nogle af kritikerne har kaldt "smølfekunst," men han har taget kritikken med sindsro - også selv om den bl.a. rettede sig mod det forhold, at han ikke er kristen og meldte sig ud af Folkekirken som ung. I kirkeudsmykningen har han fabuleret over og givet sin personlige tolkning af gamle bibelske fortællinger og har været inspireret af kalkmalerier.
"Søren Krarup mente, at jeg skulle have spurgt ham, hvordan udsmykningen skulle have været. Naturligvis skulle mine skitser godkendes af Menighedsrådet, og det blev de, trods Krarups modstand. Jeg sagde, at jeg havde lavet disse til 'livets pris', og Krarup mente, at det skulle have været til Guds pris."
- Er du overhovedet kristen?
"Som domprovsten sagde, at når man én gang er døbt, så kan man ikke smides ud af kirken igen. Vi meldte os ud, lige efter, vi var blevet gift, for Else og jeg ønskede ikke at være medlemmer af noget, vi ikke troede på. Jeg er ikke kristen, men jeg tror på kunsten som et redskab for og som skildrer af livet. Det kan ikke være finere eller bedre. De gamle guder er forsvundet, og der er kommet nye til. Hvem er guderne? Det kan man ikke svare på, ligesom man ikke kan svare på, om Gud egentlig eksisterer. Det er en trossag."
- Men kommer du ikke i en loyalitetskonflikt, når du ikke tror på Guds eksistens og dog skal skabe kunst til hans hus? Er der ikke en væsentlig forskel mellem at skabe kunst til verdslige institutioner og så til hellige huse som en kirke?
"Jo, det er der. Men det har jeg også taget hensyn til. Jeg er ikke uddannet maler, men betragter mig som folkekunstner. I min skoletid hørte jeg alle de gamle legender og historier fra Bibelen, der sidder meget dybt. Dem har jeg benyttet i min udsmykning. Domkirkens omviser fortæller om mine figurer i overensstemmelse med Bibelen. Jeg tror på Bibelen som et kunstværk."

Maler ud af lyset
- Tror du, at Jesus har levet?
"Det kunne lyde, som om han har levet, men om alt det er sket, som man fortæller om ham i Bibelen, er tvivlsomt. Der er muligvis kræfter til i livet, som svarer til dem, han besad, for vi kan meget mere, end vi tror."
- Hvem har skabt livet?
"Om der sidder nogen specielt og passer på, at det hele hænger sammen, ved jeg ikke. Der er en kraft i livet, og livet er så fantastisk, hvis man tænker over det. Tænk, at vi kan stå her over for hinanden og være levende et stykke tid. Om lidt, så er vi borte."
- Hvordan har du det med sammeligningen med Chagall?
"Jeg maler ud af lyset, og hvad jeg selv finder på, mens Chagall decideret maler ud fra sine barndomserindringer. Han levede i et miljø, som gav næring til hans motiver. Når han malede maleren oppe på et tag, der sidder og spiser gulerødder, så er det hans bedstefar. I Frankrig møder vi ofte folk, der spørger, hvad jeg laver, og så siger Sidsel altid, at jeg er en slags nordisk Chagall. Og så stiller de sig tilfreds, fordi de kender ham så godt. Også folk uden for kunstmiljøet. Det er en hurtig slutning. Ingen kan male som Chagall, men jeg er glad for ham. Det tog mig syv dage at gå til Paris i 1939 for at se udstillingen i Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris med ham og Picasso."
"Jeg havde i øvrigt svært ved at komme hjem igen, for det var fantastisk farligt. Jeg opsøgte også det danske konsulat om økonomisk bistand til min hjemtur. Jeg fortalte, at det ville være lige så farligt at gå hjem via Tyskland som at drukne sig i Seinen. Dertil svarede man, at man gerne ville hjælpe mig med fem francs til bussen ned til Seinen. Fem francs dengang svarede til 50 øre i dag. Jeg måtte gå. Da jeg nåede til Metz 14 dage, før krigen brød ud og nærmede mig den tyske grænse, var der ingen biler at hitchhike. Hele verden stod stille ved Maginot-linien, som tyskerne gik igennem i løbet af én dag to uger efter. Da brød det franske sammen. Jeg måtte gå 70 km den dag og nåede til slut hjem til min ældste datter og Else i god behold."
Pacifisten Carl-Henning Pedersen har aldrig frekventeret noget akademi, for "man kan ikke lære at male". Til gengæld lærte han allerede i 1936 - da han efter tre måneder på Den Internationale Højskole blev indkaldt som soldat - at håndtere en bajonet og at stikke den ind i maven på en fjende og at håndtere en håndgranat.
"Absurd. Og absurd, at krigen på ingen måde er forbi nu. Hvornår lærer folk at tale sammen?"

Forpligtet til at nyde livet
- Hvad betyder Frankrig og det at bo langt fra Danmark for din kunst?
"Jeg har altid været meget optaget af den franske glaskunst og af den franske impressionisme. Den hjemlige andedam har aldrig betydet noget for mig, for jeg har haft gode og gavnlige venskaber, som jeg har dyrket i stedet for at koncentrere mig om den hjemlige konkurrence."
- Hvad synes du om dine unge efterkommere? Har du noget indtryk af, hvad der sker på samtidskunstens scene?
"Megen samtidskunst er rent principielt uden forbindelse til, hvad jeg vil kalde kunst. Der er ingen grænser for, hvad der kaldes kunst. Hvis det passer, så er også dette bord kunst, eller dér hvor vi tramper kunst. Det har ikke noget med billeder at gøre."
- Dine malerier er i højeste grad både æteriske og romantiske. Og fuglen er et gennemgående symbol. Er du selv romantiker?
"En gang imellem, når jeg er i godt humør og har det godt." - Skraldlatteren får næsten vinduerne til at klirre. - "Det skal ikke være den rene sørgmodighed. Vi har kun livet én gang, så jeg mener, vi er forpligtede til at nyde livet. Vi må hengive os til livets pris. Forholdet mellem mand og kvinde er en af de store glæder i livet. På dét område er der sket noget godt for kvinden, for hun har været meget undertrykt.
- Og hvad med fuglen?
"Når jeg maler fuglen så ofte, så er det, fordi den er et levende symbol på noget inde i mig selv. Samtidig viser den meget tydeligt og på en meget enkel måde en række forskellige sindstilstande. Den kan være en fugl, der sidder stille, en fugl, der flyver, en fugl Fønix m.v. Jeg har ikke fået nogen kunstnerisk uddannelse, og jeg har derfor ikke lært at male naturalitisk. Så jeg maler fugle, sole, træer og mennesker, der på mange måder er i overensstemmelse med den naive folkekunst, der har altid været der."
Carl-Henning Pedersen er herostratisk berømt i kunstmiljøet for ikke at ville sælge sine billeder. Hans indstilling er følgende: "Har man ikke andet at leve af, sælder man naturligvis et, to eller tre malerier. Men klarer man sig ellers, må spørgsmålet være, om man maler for maleriets skyld - eller om hovedformålet er at sælge."
Kunstnerens vigtigste og mest sammensatte og imponerende værk er uden tvivl Kosmisk Hav fra 1959-64, der findes i H.C. Ørsted Instituttet i København. Her malede han med hundredetusinder af mosaikstifter, som han brød. Gennem utallige beslutninger om de minimale enkeltdele er det lykkedes for ham at nå frem til en stor hyldest til havet, bølgen og himlen, der går i ét som en stor kosmisk besyngelse af livet. Han blev inspireret til arbejdet på en sørejse fra Italien til Ceylon og hjem igen. Her opholdt han sig 17 dage ud og 13 dage hjem, og han bringer selve havfølelsen med sig ind i den store mosaik.
- Når man ser på din imponerende udstillingsliste, så kan der ikke være så meget tilbage at ønske rent udstillingsmæssigt. Har du alligevel nogen ønsker?
"Ja, jeg kunne godt tænke mig, at et museum arrangerede en rigtig retrospektiv udstilling, der viser hele min kunstneriske udvikling."
- Har du haft et godt liv?
"Ja, i allerhøjeste grad. Jeg har været glad for at slippe for det politiske. Jeg er optaget af politik, men jeg ved ikke, hvilket parti jeg tilhører. I hvert fald er jeg slet ikke kommunist. Det var fantastisk at høre Vaclav Havel forleden i New York sige, at han hellere så et Rusland, der er alvorligt sygt end et Sovjetunionen som er sundt. Han er desværre nødt til at sige noget sådant, selv om der er mange mennesker, der pt. lider i Rusland."q

*Udstillingen i Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj åbner i morgen. Der er åben ti.-sø. 10-17. Onsdag till. 10-21. Til 17. januar 1999

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu