Læsetid: 7 min.

Lort ind - lort ud

25. september 1998

Lewinsky-affæren gjorde netavisen The Drudge Report til et af USA's største medietilløbsstykker nogen sinde - eller var det omvendt?

De billeder af Matt Drudge, der findes på internettet, giver mindelser om kryb. Drudge lader sig gerne fotografere ovenfra. Han kan noget fotogent med de buskede øjenbryn. Vrede. Kynisme. Kakerlakker. Udyr.
Drudge - det lyder som noget, der har ligget længe under en sten. Og når man via realaudio hører Matt Drudges fistlede stemme udtale ordene The Drudge Report, kan man få gåsehud.
Alt, hvad Matt Drudge siger, lyder som taget ud af en film. Accenten er bogardsk.
"Som rodløs teenager plejede jeg at gå igennem Washingtons gader. Jeg gloede op på ABC News ovre på DeSales og dagdrømte. Jeg gloede op på Washington Post Newsroom ovre på 15. street. Jeg sendte længselsfulde blikke derop og vidste, at jeg aldrig ville komme ind. Jeg gik ikke på de rigtige skoler. Jeg kom ikke fra en indflydelsesrig familie. Jeg var ikke langt ude beslægtet med et magtfuldt forlagsdynasti."
"Nok brændte jeg for journalistik, men jeg var sofistikeret nok til at vide, allerede dengang, at jeg aldrig ville få adgang ...aldrig møde Vernon Jordan eller arbejde for Newsweek Magazine. Der var ingen mulighed for avancement i min skiftevagt på 7-eleven, mit sidste job i Washington."
31-årige Matt Drudge taler til nationen via tv-stationen C-SPAN og statsradioen 2. juni 1998. Scenen er National Press Clubs lokaler i Washington og lydoptagelsen ligger i dag som en slet skjult ædelsten under et uanseligt link på Drugdes hjemmeside.
En foræring til ham, der om føje år skal skrive manuskriptet til filmen om Drudge.
I januar var Drudge en nobody i Hollywoods lusepusterkvarter. I dag er han det måske næststørste samtaleemne i USA. Bill Clinton sagde navnet fem gange under Kenneth Starrs videoafhøring. Med synlig væmmelse.
"Med de berømte ord af en anden nyhedsmand, Horace Greeley, drog jeg vestpå, stadig som en ung mand, jeg drog ud til Hollywood. Og jeg mener Hollywood, ikke Beverly Hills eller Palisades, intet 90210 til den her gut, åh nej tak. Jeg tog til den del af Hollywood, de altid lover, de vil rydde op i, men aldrig får det gjort, den del man ser på tv-serien Cops. Man glimter et sekund og får rynker og er glemt. Det er der, jeg befinder mig nu," siger Drudge med oprigtig røst.
Men det passer ikke.
Der er så meget af det, Matt Drudge siger og skriver, der ikke passer. Den anden juni, på podiet i National Press Club i Washington, er Matt Drudge på sit livs karrieremæssige højdepunkt, og skønt han nægter at tale om det, er The Big Buck formentlig forlængst begyndt at rulle ind på bankkontoen. Drudge har skrevet fireårig kontrakt med tv-selskabet FOX om et ugentligt tv-show. Han sælger artikler til førende blade for ukendte summer.
Men selve websiten the Drudge Report, som Matt Drudge startede sidste år ved hjælp af et modem, lidt knofedt og et par hundrede dollars, ligner trods alt stadig det den er: En kedeligt designet hjemmeside. Det kan enhver forvisse sig om ved at surfe ind på www.drudgereport.com. Og det gør for tiden seks millioner nyhedshungrende mennesker om ugen. Republikanerne gør det. Præsidenten gør det. Alle gør det: Starter dagen med at klikke ind på the Drudge Report for at få de nyheder, som de etablerede medier ifølge Drudge er for sammenspiste med magten til at sende ud.

Drudge var først
Historien bag Matt Drudges lynsucces er en af de hurtigst fortalte i den amerikanske drøms historie. Drudge gjorde rent på CBS. Hans far blev bekymret og købte en computer til sønneke. Drudge købte et modem og lærte om internettet i nyhedsgrupper og startede sin egen mailingliste med små nyheder, som han fik af gamle venner i Washington.
I løbet af få uger var antallet af hits på the Drudge Report steget fra fem om dagen til 100.000. Det store gennembrud kom, da Matt Drudge 17. januar i år bragte nyheden om, at Newsweek tilbageholdt en velresearchet historie om, at Bill Clinton havde haft en affære med Monica Lewinsky.
"I fire dage havde jeg historien eksklusivt. Det fik jeg mange slag på hattepulden for. I min lille lejlighed i Hollywood har jeg - uden andet selskab end min 486 PC og min seks-tåede kat - formået at komme først med vægtige nyheder, takket være dette netværk for almindelige mennesker."
"The Drudge Report var først med navnet på republikanernes vicepræsidentkandidat ved sidste valg samt den første, der fortalte det amerikanske publikum, at Diana var død ved en tragisk ulykke. Jeg var den første, der annoncerede den uhellige alliance mellem Microsoft og NBC."

Krybet Dudge
Ingen af de tilstedeværende notabiliteter i presseklubben kan bestride disse fakta fra det enmands ekstrablad.
"Der var engang, hvor det kun var nyhedsredaktionerne, der havde adgang til verdens begivenheder, men i dag har enhver borger det. Vi får lov til at se de klip, der er foretaget af den eller anden grund, vi slipper for endeløse lag af redaktører, der laver om på små og større artikler, så de på det tidspunkt, avisen når dørmåtten, ikke længere har nogen mening."
"Nu kan enhver med et modem følge verden og rapportere om verden. Uden mellemmænd, uden Big Brother. Og det ændrer alt. Det forandrede i alt fald mit liv natten til den 17. januar. Jeg sad med fingeren på entertasten og vidste, at mit liv var forandret for altid, når jeg trykkede. Hvordan går det til, at en historie som den om Monica Lewinsky slippes løs fra en lille lejlighed i Hollywood? Hvad siger det om pressekorpset i Washington? Jeg leder stadig efter svaret på det spørgsmål," siger Matt Drudge før han slutter sit oplæg i National Press Club med en replik, ingen B-filmsmanuskripforfatter fra Hollywood kunne have skrevet bedre:
"I går aftes spadserede jeg omkring i Washingtons gader, gaderne jeg er vokset op i. Atter fandt jeg mig selv foran Washington Post Building, og jeg stirrede op på ruderne, men denne gang uden længsel. Denne gang lo jeg. Lad fremtiden begynde."
Krybet Drudge. Sådan anskuer den etablerede presse ham. Han kaldes uprofessionel og løgnagtig, og værst af alt i journalisters optik: Han trykker historierne uden at checke sine kilder. Da han blev forelagt den beskyldning i presseklubben, sagde Drudge:
"Faktisk har jeg flere kilder end Bob Woodwards 'Deep Throat'. Min formel er at følge min samvittighed. Jeg vil fastholde, at samvittigheden er det eneste filter mellem os og fremtidens kommunikation, og jeg har ingen problemer med min samvittighed."

En talentløs klodrian
I The National Press Club brager klapsalverne ned over Drudge. Hollywood gav os Godzilla. Og nu giver Hollywood os Drudge, the ordinary guy, manden på gaden, en talentløs klodrian, der for en investering på få hundrede dollars har skaffet sig, hvad alle i filmbyen drømmer om:
En tv-kontrakt og et millionpublikum. Og så er det ikke engang film. Til gengæld er en vis procentdel af Drudges historier vitterligt det pure opspind. Og deri ligger måske kimen til endnu en amerikansk succeshistories glidende forvandling til mareridt:
En dag skrev Drudge den i øvrigt angiveligt sandfærdige historie om et forsøg fra republikanske medieoperatørers side på at udsprede et rygte om demokraten Sidney Blumenthal. Drudge trak straks historien tilbage, men Blumenthal - en af Clintons personlige rådgivere - reagerede efter stedkendt forbillede med et sagsanlæg, i den tocifrede millionklasse, imod Drudge.
Pengestærke Drudge-sympatisører har startet en støttefond for mediemonstret, der kalder sin journalistiske metode for hypernews. Meningerne om fænomenet er delte. CNN's Larry King har sagt rent ud, at læserne af the Drudge Report er stupide.

Lort ind, lort ud
"I Drudges verden - som er vores verden - gælder det om at vride slibrige detaljer ud af spin doctors. Næstvigtigst efter afsløringen af gyllen er det at få den spredt. Lort ind, lort ud, så hurtigt som muligt. Pointen er den hastighed, det foregår med," skriver Steve Silberman i Wired Magazine og nævner i samme åndedrag, at han selv ikke havde viljestyrke nok til at afstå fra at være den første, der spredte nyheden om vennen Allen Ginsbergs kræftsygdom sidste år, vel vidende at digterens liv fra da af ville være et helvede af kimende telefoner.
Nyhederne skal frem, konkluderer Silberman kynisk selverkendende.
"Selv de mest indædte kritikere af Drudge må erkende, at han er spydspidsen for en radikal ændring af nyhedsindustrien," skriver medieanalytikeren Joe Gelman.
På de amerikanske medieuddannelsers hjemmesider spores frygt for, at soberheden i trykt journalistik går fløjten, når den skal konkurrere med 24-timers online nyhederne, kaldet hypernews. Et konkurrenceområde, som de fleste større amerikanske aviser forlængst har entreret i. Heroverfor står Jacob Haugaard-lookaliken Matt Drudges ord, der ifølge Joe Gelman vil blive studeret af akademikere og studerende verden over længe efter, at nyheden Drudge er sygnet hen:
"Tv reddede filmbranchen. På samme måde vil internettet redde nyhedsindustrien. Jeg forestiller mig en fremtid, hvor 300 millioner reportere, hvor enhver, kan rapportere om hvadsomhelst ud fra et hvilket som helst motiv. Det er friheden til deltagelse i sin mest fuldkomne form."
Torsdagens overskrift i the Drudge Report lyder i øvrigt: Mareridt for investorer: Privat investeringsfirma taber 100 milliarder dollars på Wall Street.
Og det skal jo nok passe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her