Læsetid: 4 min.

Lykkens brogede mellemvej

18. september 1998

Fine betragtninger om paradokset mellem menneskets jagt på lykken og tilværelsen mange krav og realiteter

Livsfilosofi
Når vi siger til hinanden, at lykken hverken er gods eller guld, udtrykker det en erkendelse af, at lykken ikke automatisk frembringes af de ydre omstændigheder.
Lykken er noget andet og mere lunefuldt end f.eks. velstand, frihed og ambitioner, gjort af samme stof som drømme, ønsker og længsler. Men hvis det er rigtigt, at lykken hverken er gods eller guld, hvad og hvor er den så?
Som det gælder i andre store spørgsmål i livet, er vejen til besvarelsen af spørgsmålet lang og kringlet. I Mogens Pahuus's bog om Det gode liv diskuteres lykkens forskellige ingredienser: spontanitet, holdning, lidenskab, besindighed, selvhævdelse, kærlighed, venskab, dannelse og endelig visdom.

Livsfilosofi
Problemet er imidlertid, at lykkens elementer er modstridende og konflikfyldte. Lidenskaben lader sig ikke uden videre forene harmonisk med besindigheden. Det er derfor forestillingen om den gyldne mellemvej er opstået: livet består af modsatte poler som skaber dynamik og fremdrift, men mennesket har tydeligvist et lige så stort behov for at befinde sig trygt i midten. Men desværre er det sjældent, at lykken findes i hvilepunktet mellem polerne.
Som i Mogens Pahuus's andre bøger, finder de filosofiske diskussioner sted gennem henvisninger til litteraturens verden. Det er formentlig ikke mange filosoffer, der som Mogens Pahuus tør tage kunsten alvorligt, som et selvstændigt "erkendelsesfelt", men tanken er, at litteraturen er et særlig godt sted at lede, hvis man vil vide noget om "de menneskelige behov, drifter og tilskyndelser".
Denne åbne holdning er ikke bare kendetegnende for bogen, men også de filosofiske strømninger, der bredt kendes som livs- og eksistensfilosofi. I modsætning til store dele af filosofiens historie, der har været orienteret mod fornuft og rationalitet, bunder livsfilosofien i irrationalistiske strømninger tilbage i den tyske romantiske filosofi og littertur, i slutningen af 1700-tallet.
Det interessante ved at tage fat i sådanne bevægelser i den europæiske filosofi er, at de betoner menneskets manglende herredømme over sin tilværelse: "Man kan ikke få livets kilde til at rinde eller vælde efter behag - eller på beslutning - eller gennem en direkte indsats". Det gælder også lykken.

Selvrealisering
Den evige diskussion tilbage til antikkens filosofi er derfor, om betingelserne for lykke tilvejebringes gennem et aktivt handlende liv eller et passivt og kontemplativt liv.
I begyndelsen af Det gode liv taler Mogens Pahuus, om "at leve sit liv med holdning". Ideen er at det er under menneskets værdighed kun at leve sit liv på ydre betingelser. Men det grundlæggende problem er, at mennesket har behov og ønsker, som kun kan opfyldes ude i den objektive verden, der hvor de andre lever deres liv. Som også de ønsker, at leve på deres egne betingelser. Menneskets trang til at realisere sine behov, dets ønske om "selvvirkeliggørelse", er derfor et tveægget sværd. Hvad, der er forløsende for den ene, virker destruktivt og sårende ind på den andens tilværelse. Men som det moralske væsen mennesket også er, vil det gerne have sine behov opfyldt, på en sådan måde, at det kan være sig selv bekendt bagefter.
Livets modningsproces fra barn til voksen handler om denne kloge selvbegræsning, hvis præcise grænse man nok aldrig kan kan rådgive en anden konkret om, men kun minde om de velkendte målestokke for menneskelig adfærd.

Lykke og død
Selvrealisering ud over en vis grænse betyder død og ødelæggelse. Et af eksemplerne i Det gode liv er Thomas Manns novelle Døden i Venedig, hvor hovedpersonen, den respekterede forfatter Gustav von Aschenbach, skipper hensynet til alle sociale bindinger og konventioner i sin attrå efter den skønne yngling, han møder i Venedig. Ulykken i dette tilfælde, som i mange andre, er at der findes menneskelige behov som er socialt uacceptable.
I Det gode liv genopføres det gamle religiøse drama, om kampen mellem de syn kardinaldyder og de syv dødssynder. Set under ét handler dyderne, om menenskets evne til at tænke ud over sine egne interesser og nedtone egne behov, og synderne om menneskets hang til at sætte sig selv i verdens centrum. Problemet er igen, at lykken ikke automatisk venter for enden af vejen for dén der pænt holder sig til kardinaldyderne.

Dannelse
Mogens Pahuus har mange gode betragtninger over den menneskelige modningsproces fra barnets spontanitet og umiddelbarhed til den voksnes "situationsbemestrende jeg".
For paradokset er jo, at en vis grad af selvbegrænsning på længere sigt giver mulighed for langt mere selvrealisering, end kortsigtet egoisme. Realitetstilpasning står ikke nødvendigvis i modsætning til lykke, men kan være dens forudsætning. Mogens Pahuus taler om en syntese mellem umiddelbarheden og realitetstilpasningen: "Man må have kontakt med sin givne natur, på den måde, at man kan involvere sig i verden og de andre".
Tonen i Det gode liv er opbyggelig og konstruktiv. Det ændrer dog ikke ved, at man gennem bogens opregning af alle de farer der lurer på lykken, kan få den tanke, at de sociale mekanismer hovedsagligt består i at finde på snedige, fornuftige og praktiske grunde til at man ikke skal lade sig forføre at lykkens lokketoner.

*Mogens Pahuus: Det gode liv. Indføring i livsfilosofi. 203 s., 228 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her