Læsetid: 2 min.

Lykketoft afviser V-reform af sygehuse

9. september 1998

V-forslag om frit valg mellem offentlige og private sygehuse afvises af S, R og CD

Alt tyder på, at Venstre ikke får gennemført et frit valg mellem behandling på offentlige og private sygehuse. Et krav, der ellers skulle være et af det liberale partis våben i kampen mod ventelisterne.
"Vi ønsker et opgør med ventelisterne, især den del, der er baseret på gamle socialdemokratiske fordomme og på planøkonomiske styringsprincipper på bekostning af markedsøkonomiske styringsprincipper," sagde Venstres finanspolitiske ordfører, Thor Pedersen under tirsdagens folketingsdebat om finansloven.
Venstre foreslår, at 85 procent af udgiften til behandling på et offentligt sygehus skal følge med patienten, hvis behandlingen i stedet sker på et privat sygehus. Dermed vil de offentlige sygehuse blive udsat for direkte konkurrence fra private sygehuse, en konkurrence, Thor Pedersen hilser velkommen.

Ideologisk udspil
"De steder, hvor konkurrencen er synlig, der tager man den op og forsøger at gøre det lige så godt," siger Thor Pedersen.
Venstre-forslaget, der tilhører den mere ideologiske del af partiets udspil til forhandlingerne om næste års finanslov, falder ikke i god jord hos de to regeringspartier.
I stedet for at snakke om et frit valg mellem offentlige og private sygehuse, vil finansminister Mogens Lykketoft hellere koncentrere opmærksomheden på at få den offentligt ejede sygehussektor til at fungere bedre.
"Vi går ikke ind for at give de 85 procent i tilskud. Vi har indført langt større valgfrihed for patienterne med det frie sygehusvalg mellem offentlige sygehuse. Nu skal vi gøre os umage for, at patienterne kan gennemskue hvad de har at vælge mellem," siger Mogens Lykketoft.
Finansministeren henviser her til, at patienterne skal have bedre information om behandlinger og kvalitet end i dag.
Heller ikke de radikales sundhedspolitiske ordfører, Morten Helveg Petersen, tror på Venstres kamp for det frie sygehusvalg mellem offentlige og private sygehuse.

CD afviser
"Jeg er meget åben for en debat om, hvordan vi kan gøre de offentlige sygehuse mere effektive. Patienterne skal have mere overblik over kvaliteten af behandlingerne på de enkelte sygehuse, så vi kan få det frie sygehusvalg mellem offentlige sygehuse til at fungere," siger Morten Helveg Petersen, der er sundhedspolitisk ordfører for de radikale.
Både Mogens Lykketoft og Morten Helveg Petersen tvivler på, at Venstre-forslaget kan fungere i praksis, først og fremmest fordi der kun er 215 senge på private sygehuse mod omkring 25.000 på offentlige sygehuse.
CD's finanspolitiske ordfører Peter Duetoft støtter her de to regeringspartiers afvisning.
"Det er ikke realistisk med konkurrence på sygehusområdet. Der er ikke nok uddannet personale til at køre både et privat og et offentligt sygehussystem," siger Peter Duetoft.
Med den nuværende mangel på læger og sygeplejersker, vil en udbygning af de private sygehuse kun kunne ske ved at hente personale fra de offentlige sygehuse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her