Læsetid: 5 min.

Magthavernes spil med de små skæbner

8. september 1998

Sproget knitrer og der er ord- og detaljerigdom i Mette Winges 'Nogle dage i september'. Hun har skrevet en roman, der lever

NY BOG
"Kan man rasle med et silkeskørt, vugge forførisk i en krinoline og børste snustobaksmuler væk med et kniplingstørklæde er det lettere at få en krog i læseren," skrev Mette Winge sidste år i bogen Fortiden som spejl om den historiske roman som genre.
Mette Winge rasler både med pistoler og silkeskørter i Nogle dage i september, hvor det er lykkedes hende med en impressionistisk detaljerigdom at opbygge et levende og troværdigt fiktivt univers, der både har lyde og lugte.
Tiden er begyndelsen af september 1885, stedet er Fredensborg, hvortil Prinsen og Prinsessen af Wales, Hertugen og Hertuginden af Cumberland, den russiske zar og zarina samt mange andre prominente gæster er på vej for at samles om Kong Christian Den Niende til royalt familietræf. Sikkerhedsfolkene hører rygter om en attentatplan mod nogle af de magtfulde besøgende og er i højeste beredskab. Der er derfor ikke mandskab til at efterforske et bestialsk voldtægtsmord, som begås i slotsparken mod lille 10-årige Karen, der som datter af en syerske ikke rangerer højt i det sociale hierarki på stedet.
En anden lille pige ved navn Georgine bliver kort tid efter bortført af nogle af de russiske gæster, som vil forsøge at afpresse hendes far Etatsråd Rosenstand. Han arbejder tæt på kongen, og bortførerne ønsker at pumpe ham for oplysninger om bordplaner, jagtdeltagere m.m. til brug for deres attentatplaner. Historien kulminerer omkring ceremonien for grundlæggelsen af Den Engelske Kirke ved Langelinie nær Amalienborg, hvor store menneskeskarer har taget opstilling i gaderne rundt om for at overvære grundstensnedlæggelsen med tilstedeværelse af alle de fine udenlandske gæster.

Historiske detaljer
Et stort researcharbejde må gemme sig bag de mange historiske detaljer, som Mette Winge gør brug af i bogen for at sætte stedet og tiden. Her indgår historiske begivenheder som de provisoriske love og Slaget på Fælleden, her er udklip fra avisartikler, tidens varemærker og tekniske begreber som f.eks. oplysninger om slottets elektricitetsmaskine, der står i en trækasse mærket noget så glemt som Hassel & Teudt. Vi møder virkelige historiske personer som Herman Bang, zaren af Rusland og Mette Winges egen oldefar og oldemor, der ifølge en forfatterbemærkning først i bogen faktisk var kammerlakaj hos kong Christian d. 9., da en del af de europæiske hoffer og det russiske samledes på Fredensborg. Forfatteren afslører dog også i samme forbemærkning, at bogen naturligvis er en familiefantasi og altså ikke en pålidelig, videnskabelig historisk kilde.
Det er lykkedes Mette Winge at opfylde det krav, som hun selv har stillet til den historiske roman: "Det er absurd at forlange, at et fiktionsværk skal tale sandt; det eneste krav, man kan stille, er, at det inden for sine egne rammer er sandsynligt og kunstnerisk i orden." Det er Mette Winges bog.

Romanen lever
Bogen er et begavet bud på et tidsbillede og samtidig en vellykket spændingshistorie, hvor vi lider med de stakkels piger og deres forældre, der bliver ofre for, at en storpolitisk begivenhed trækker al opmærksomhed fra deres små personlige skæbner. Med hastige skift i fortællersynsvinkel springer vi i små brudstykker gennem fortællingen frem og tilbage mellem pigen Georgine, hendes mor etatsrådinde Rosenstand, hendes far etatsråden, Mette Winges oldeforældre kammerlakaj Peder Rasmussen og hans smukke kone Hildeborg, politikommissær Antonsen samt den i parken omkring Fredensborg omvandrende ornitolog og videnskabsmand Herman Winther, som bliver en nøglefigur i kulminationsdramaet nær Amalienborg. Alle er de blevet hele og levende mennesker af kød og blod, som med deres sprogbrug, beklædning og opførsel er præcist og nuanceret placeret i forhold til stand, alder og køn.
Særligt fine er Mette Winges beskrivelser af det, der foregår i tankerne på pigen Georgine, der udsættes for mange voldsomme oplevelser i forbindelse med bortførelse og fundet af den døde, voldtagne Karen. Barnets univers er elegant og levende skrevet frem, så man mærker angsten, uskylden og de voksnes overgreb tydeligt. Men også hendes forældres smerte ved at savne hende under bortførelsen er flot beskrevet, således at både hendes mors og hendes fars reaktioner fremstår psykologisk troværdige og levende.
Det er ikke bare Mette Winges knitrende sprog, ord- og detaljerigdom og de sikre skift i synsvinkel, som gør bogen velskrevet. Også andre greb, som f.eks. hendes brug af tider, er optimale, når hun får stemningen af frygt og rædsel i Georgine tydeligt intensiveret ved at skifte frækt fra datid til nutid midt i en af de scener, hvor Georgine sidder indespærret hos sine bortførere: "De var sikkert bange for at hun skulle dø af lungebetændelse for dem. Divanen, hun ligger og kryber sammen på det meste af tiden..." Mette Winge kan virkelig sit håndværksmæssige kram, hun kan skrive en roman, der lever.

Politik og spænding
Som spændingsbog er Nogle dage i september ikke helt ovre i kriminalromanen, det er ikke selve forbrydelsen, ej heller mysteriet om, hvem der har begået den eller opklaringen af den, der driver plottet.
Forfatteren synes at være mest fascineret af beskrivelserne af indlevelsen i de danske hovedpersoner, der udsættes for forbrydelserne, deres indre monologer, deres dialog, deres følelser og deres karakterer. Det er på en måde ærgerligt, for hvordan var bogen mon blevet, hvis vi også var kommet tættere på forbryderne og forbrydelsen? Hvad er det egentlig for en politisk virkelighed, der ligger bag begivenhederne, og hvem er disse fremmede mennesker, der hærger og voldtager? Her står forbryderne tilbage som 'russerne' og 'de fremmede', og der er ingen kritisk distance til fjendebillederne, hvorved 'de onde' bliver rene kulisser uden troværdighed med deres 'da' og 'næt', som det russiske sprog lyder i Georgines ører.
Nogen alvorlig politisk eller social kommentar ligger der heller ikke i bogen, som blot konstaterer det sociale hierarki og bruger det som scene for historien, og måske er det derfor, man som læser sidder tilbage med en sult efter noget rigtig farligt.
Det er naturligvis ikke forbudt at skrive god underholdning, men bogens underholdningsværdi havde ikke taget skade af en smule mere riv i den antydede kritik af, at det altid er magthavernes behov, der varetages før folkets. Mette Winge skrev i Fortiden som spejl, at det, den historiske roman tilbyder sine læsere, er at "gå bag om traktaterne, bag om det, der førte til krige, kampe og voldtagne kvinder. Den finder frem til de menneskelige handlinger og til de mennesker, som enten havde ansvaret eller blev ofrene". Det gør Nogle dage i september også. Men jeg synes, at traktaterne og krigene er kommet for langt væk i denne bog. Som en af bogens figurer, den modige teaterdirektør Fallesen, der selv vover at spille Ibsen på sit teater, siger om kunstens opgave: "Det skal ikke være forargelsens sted, sæde for usædeligheden, men vi kan dog ikke lade den moderne verden glide os forbi."

*Mette Winge: Nogle dage i september - en familieroman. 336 s. 275 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her