Læsetid: 6 min.

Malet inderlighed

19. september 1998

Renæssancemalerier fra Flandern går stadig den dag i dag direkte i kødet på betragteren. Det afslører en stor kunstudstilling i den belgiske by Brugge

Disse billeder er subtile og magtfulde i udtrykket og bærer deres budskaber med inderlig patos, og kunstnerne lægger langt fra fingrene imellem. Ingen - religiøs eller ateist - kan gå ram forbi.
De kan ses på en omfattende udstilling med billedkunst fra Flandern med titlen Fra Memling til Pourbus. Her fokuseres der for første gang på, hvad der skete i malerkunsten i den oversete og nedprioriterede periode umiddelbart efter de såkaldte "flamske primitivister" - med verdensstjerner som Jan Van Eyck, Hugo van der Goes, Gerard David og Hans Memling. Udstillingens kronologiske punktum sættes af maleren Pieter Pourbus, der levede fra 1523-1584. Udstillingen stiller hermed skarpt på den anden generation af Brugge-malere, der var trådt ud af middelalderen og havde stiftet bekendtskab med den italienske renæssances kunstneriske og videnskabelige landvindinger, hvis teknikker de nu mestrede, men kun anvendte, når deres bestillere eksplicit bad dem om at gøre det.
Kunstnerne bruger det store følelsespartitur og mestrer alle de til billedkunsten knyttede håndværksmæssige raffinementer, hvad angår kompositionsteknik, motivbehandling, rum-illusion, lys og farve, og deres værker udstilles i den bedst tænkelige ramme: I en gammel hospitalskirke og hospital, Sankt Jans hospitalet i Brugge, som til daglig huser Hans Memling Museet.

Europæisk atmosfære
Der vises omkring 200 værker fra det 16. århundrede, hvoraf de fleste har religiøse motiver, men der er også en del portrætopgaver, der viser, hvordan indflydelsesrige mennesker ønskede at blive iscenesat på daværende tidspunkt. Dertil kommer en række lystmalerier, skabt på foranledning af malerne selv, især portrætter, men endnu ingen landskabsmalerier. Der skulle gå endnu et par hundrede år, før landskabsmaleriet som andet og mere end baggrundskulisse nåede frem til kunstnernes interessesfære. Men det er en anden historie.
Som residens for hertugerne af Burgund blev Brugge et af Europas mest betydningsfulde kulturcentre i det 14. og 15. århundrede. Det 16. århundrede blev imidlertid en særdeles turbulent tid, en tid i overvejende modgang med modreformation, skiftende kongemagt m.v. Men det tog hele århundredet, inden dens velmagtsdage ebbede ud. I pagt med dens stærke, økonomiske position indtil omkring 1500, specielt hidrørende fra handel med udlandet, husede byen en større befolkning af udenlandske forretningsmænd og diplomater fra Tyskland, Skotland, Spanien, England og Portugal. De havde kontorer i byen, og de gav grobund for en international udveksling, der - omend i mindre målestok - kan sammenlignes med det, vi oplever med EU i nabobyen Bruxelles i dag. Kunstnerne kom derved tidligt i kontakt med kunsten uden for landet, navnlig den italienske renæssance. Og når de havde klaret svendeprøven, tog de på valsen for at gøre deres erfaringer, og en del gik over Alperne.
Der var også mange intellektuelle humanister, der lagde vejen forbi Brugge, heriblandt Thomas More og Erasmus af Rotterdam og store malere som Albrecht Dürer fra Nürnberg, der blev modtaget som en konge af sine flamske kolleger. Der var tilstrækkelig kapital i byen til at skabe et vækstlag af velbeslåede bestillere uden for kirken, hvorfor byen tiltrak, hvad der kunne krybe og gå af kunstnerisk talent på daværende tidspunkt. Kunstnerne havde deres gilder, en slags håndværkslaug eller broderskab, med lærlinge- svende- og mesterstatus. Man blev optaget i "Brugges billed-og sadelmagerforening", når man var blevet mester. Datidens svar på Billedkunstnernes Forbund? Men, som sagt, så fik udviklingsoptimismen i løbet af århundredet svære betingelser.

Ursula-skrinet
Udstillingens kronologiske nulpunkt udgøres af den fænomenale maler Hans Memling, hvorom der eksisterer en legende. Det fortælles, at han en sen og kold nat i marts 1478 kom fra Tyskland til Sankt Jans-hopsital i Brugge og bankede på døren.
Han fortalte nonnerne, at han var en soldat fra Karl den Dristiges slagne hær, og at han var blevet berøvet sine ejendele, og desuden var han såret. Man installerede ham i hospitalet og plejede og passede ham, men han forholdt sig hele tiden tavs. For at beskæftige deres mystiske patient besluttede nonnerne at give ham oliemaling og pensler. Det viste sig hurtigt, at han var en højst talentfuld maler. Han malede siderne i et gammelt relikvieskrin for at vise nonnerne sin taknemmelighed, og han blev færdig med sit arbejde den 21. oktober 1489 og havde dermed skabt et kunsthistorisk og religiøst klenodie: Ursulaskrinet, der senere har gjort indtryk på kunstnere som Mallarmé, Victor Hugo og Gustave Courbet.
Skrinets seks malerier illustrerer legenden om Sankt Ursula og jomfruerne. En engelsk konge anmodede om hendes hånd, og hun sagde ja på én betingelse: At hun inden vielsen fik lov at tage på en pilgrimsrejse til Rom, ledsaget af ti andre jomfruer. Disse jomfruer skulle hver især invitere 1000 jomfruer. Der var med andre ord ikke mindre end 11.000 jomfruer undervejs.
To af billederne viser deres rejse med skib fra Köln til Basel. På det tredje maleri ser man Ursula og jomfruerne, der bliver modtaget af Pave Cyriacus i Rom. På den anden side ser man Sankt Ursula og jomfruerne, der bliver angrebet af hunnerne på deres tilbagetur fra Rom. Hunnernes leder frier til hende, og da hun afviser ham, bliver hun og de øvrige jomfruer dræbt.
Skrinet kan læses som en slags religiøs tegneserie fra middelalderen, men det er seværdigt som mere og andet end en illustration af legenden. Figurerne træder klart frem med deres individuelt forskellige træk, landskaberne er minutiøst malet op, de arkitektoniske elementer er skabt efter virkelige forbilleder. Der er anvendt stærke kontraster mellem de lyse partier og de mørke, hvilket forlener billederne med dramatik og energi. På trods af dette skrins ry som kunstskat, blev det indtil 1869 anvendt til at rumme relikvier fra Sankt Ursula og de 11.000 jomfruer, der blev myrdet sammen med hende. Nu kan det opleves som et af højdepunkterne i Hans Memling Museet i Brugge. Det er et auratisk objekt i tredobbelt forstand: Dels viser det en række sublime malerier, dels rummede det indtil for hundrede år siden i sig selv en helligdom for de katolske belgiere, og dels ligner det et fornemt, stykke gotisk arkitektur i miniformat.
I øvrigt var Memlings forklaring slet ikke sand. I virkeligheden havde han søgt tilflugt hos nonnerne, fordi han led af ulykkelig kærlighed til en kvinde, som de sociale konventioner forhindrede ham i at få. Han valgte i stedet at leve i ensomhed og tilbragte resten af tilværelsen inde i hospitalet, mens han malede billeder af sin elskede. En romantisk fortælling, der vil noget.

Tradition og fornyelse
Malerierne og de mange altertavler viser, at Brugge-malerne stadig i det 16. århundrede stod med det ene ben i middelalderens gotiske maletradition - som de havde lært af bl.a Jan van Eyck - og med det andet i den dristige, moderne kunst, som var vundet frem syd for Alperne: Den italienske renæssance, der kommer til Nordeuropa i løbet af 1500-tallet med godt 100 års forsinkelse. De nye landvindinger omfattede opdagelsen af det videnskabelige centralperspektiv, studiet af anatomien og dermed muligheden for at gengive det menneskelige legeme korrekt - selv om det med meget få undtagelser altid skildredes i sin skønhed svarende til vore dages reklameæstetik blot med et ganske andet mål for øje - og endelig kendskabet til den klassiske arkitekturs former, der af samtiden blev betragtet som værdige og skønne. Nogle af udstillingens kunstnere, bl.a. Lanceloot Blondeel, udviklede et helt personligt miks af italienske og gotiske stilelementer.
En interessant kunstner er bl.a. den såkaldte "Det hellige blods mester", der er navngivet efter hans triptykon forestillende lamentationen (klagesangen) i Det hellige blods kapel i Brugge. Han malede ti forskellige versioner af den brave Lucretia. Lucretia tog sit liv efter at være blevet voldtaget af kong Tarquinius' søn, Sextus Targuinius. Ligesom i italienske malerier af den hellige Teresa, er der en klar, erotisk understrøm i dette billede, der fanger Lucretia, sekundet efter at hun har ladet sværdet gennembore sit bryst.
Med åben mund udånder hun, som var der tale om en ganske anden, mere jordisk og hurtig ventilation...
I Pieter Pourbus' malerier, der udgør udstillingens kronologiske slutpunkt, ser man, hvorledes dynamik, menneskeskildringer, draperinger, farvebrug m.v. nu er i tråd med det italienske, manieristiske maleri, og udstillingen bliver dermed - udover en øjets lystvandring og det bevægende møde med de store begreber i livet - en vandring i billedkunstens udvikling fra middelalderen og et stykke frem.

*Fra Memling til Pourbus. Sint Janshospitaal i Brugge, Belgien. Åben dagl. 10-21. Til 6. dec. Ud over de mange malerier kan man også se manuskripter, tryk, gobeliner, møbler og skulpturer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu