Læsetid: 13 min.

manden fra folkedybet

26. september 1998

Den socialdemokratiske kanslerkandidat, Gerhard Schröder, kommer fra små kår og har iscenesat sig selv som fremtidens mand. Han ironiserer over den gamle Kohl, der snart skal på pension, men Kohl giver igen og kalder Schröder for en opportunist, der altid holder på den forkerte hest

Kort efter at Gerhard Schröder i marts var blevet udpeget som Socialdemokratiets kanslerkandidat, angreb forbundskansler Helmut Kohl hans politiske dømmekraft i en ikke særlig kendt tale.
Schröder var, sagde Kohl, frem for alt en mand, der havde gjort en bemærkelsesværdig karriere ved konsekvent at stå på den forkerte side i tysk historie. Schröders instinkt for at score hurtige politiske point havde bragt ham vidt, hævdede Kohl, men når det gjaldt de sidste 25 års store beslutninger, havde han hver gang indtaget et forkert standpunkt.
Schröder havde energisk bekæmpet opstillingen af amerikanske atommissiler i Vesteuropa som modvægt mod Sovjetunionens sidste store forsøg på at splitte den atlantiske alliance. Han stemte imod den traktat, der gjorde den tyske genforening mulig. Og inden EU's Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og den fælles mønt, euroen, blev officielt vedtaget i maj sidste år, foreslog han at udsætte projektet på ubestemt tid.
Referater af Kohls tale indeholdt ikke noget om Golf-krigen, men kansleren kunne også have nævnt, at Schröder som ministerpræsident i Niedersachsen havde forsøgt at samle støtte til en kampagne imod den.
Efter dette angreb blev Schröders ringe historiske dømmekraft nedtonet som et tema i Kohls valgkamp.
Når forsøget på at sætte modstanderens politiske kampagne ind i en historisk sammenhæng blev opgivet, er det udtryk for den ulyksalige situation, de kristelige demokrater i CDU står i op til søndagens valg.
Kohls argumenter var stort set i overensstemmelse med kendsgerningerne, men det så ikke ud til, at mange i Tyskland kerede sig om dem. Den manglende interesse afspejlede stemningen i et land, som er parat til at takke Kohl for 16 års velovervejet og korrekt politik i afgørende spørgsmål - og så ellers se at komme videre.
Da en besøgende på Schröders kontor i Hannover bad ham om en reaktion på påstanden om hans manglende evne til at befinde sig på den rigtige side, virkede han irriteret og sagde, at Kohl kunne gøre spørgsmålet om karakter til et tema i valgkampen, men det ville han ikke selv gøre. Da gæsten svarede, at det mere var et spørgsmål om politisk orienteringsevne end om karakter, slog han om og begyndte forfra med det generte smil - på én gang selvudslettende og medvidende - der gør hans tv-optræden så effektiv:
"Jeg tror, den tid er forbi i Europa, hvor det hovedsageligt drejer sig om at besætte strategiske højdedrag. (...) De strategiske højdedrag er besat. Jeg tager mig af det lavereliggende terræn, hvor der er et arbejde, der skal gøres."

Den nye midte
Hvis Kohl taber valget, vil det ikke kun skyldes arbejdsløsheden på 10,5 procent, som han lovede at halvere, eller hans løfte om at forvandle Østtyskland til "blomstrende landskaber". Han vil tabe, fordi vælgerne fornemmer, at han ikke har nogen sammenhængende plan for håndteringen af det voldsomme behov for forandring, som hverken højre eller venstre i det politiske establishment havde forudset og slet ikke kan kontrollere.
Det er det behov, Schröder med sin veludviklede politiske fornemmelse har opfanget. Han har lovet at genoprette håbet til Tysklands fremtid med et program, der topper i præcision med udtryk som "Vi bygger på de aktive i samfundet".
Internationale spørgsmål er af mindre betydning end i nogen tidligere tysk valgkamp efter Anden Verdenskrig; arbejdsløsheden er langt det største problem for de tyske vælgere. Schröder, der for tyve år siden kaldte sig marxist, taler om at være en del af et "Nyt Midten" - et imaginært område, som i Europa bedst beherskes af den britiske premierminister Tony Blair.
Dette Nye Midten er et sted, hvor ord som "risiko", "iværksætterånd" og "fleksible arbejdsmarkeder" lever side om side med bekendelser til social retfærdighed og en fair indkomstfordeling.
I Storbritannien kom Blair til magten ved at tilegne sig Margaret Thatchers vældige sociale revolution. Han arvede en stort set forvandlet økonomi og en ny forretningsmentalitet. Derimod går Schröder - trods alle ligheder i sprogbrugen - efter magten i et land, der forsøger at klare sig igennem den smertefulde forringelse af forhold, som man tidligere anså for uantastelige.
Den kontrollerede, regeltyngede konsensus-kapitalisme, som tyskerne kalder social markedsøkonomi, er stadig rig, men den frembringer ikke længere beskæftigelse og tryghed - med andre ord den indiskutable følelse af at være en del af et retfærdigt samfund, som var hjertet i den tyske efterkrigsidentitet. Selv om Berlin-muren er faldet, er Tyskland ikke blevet Europas leder.

Styrke og svaghed
Det samfund, som Schröder vil modernisere, lever med modstridende signaler om styrke og svaghed.
Daimler-Benz overtog Chrysler samme måned, som Bundesbank overlod sin de facto kontrol med europæisk pengepolitik til Den Europæiske Centralbank. Volkswagen har opslugt Rolls Royce, men Tyskland ligger nu som nr. 24 på Det Verdensøkonomiske Forums liste over konkurrencedygtighed, milevidt bag lande som USA (nr. tre) og den geografiske nabo Holland (nr. syv).
Bertelsman har købt Random House, men det gav ikke anledning til sejrsstemning i Tyskland. Tværtimod indså offentligheden, at handelen var resultatet af et hjemligt investeringsklima, hvor den gennemsnitlige fortjeneste på aktier er 12 procent mod 20 procent i USA.
Det er ikke kun tyske firmaers investeringer, der er på vej ud af landet; det er - ifølge juni-rapporten fra Det Amerikanske Handelskammer i Tyskland - også flere og flere udenlandske firmaers hovedkvarterer. De pågældende amerikanske, japanske og sydkoreanske firmaer har fundet for lidt skattefleksibilitet og for få livsstilsfordele mellem Main og Oder.
Tyskland registrerede en kraftig økonomisk vækst på 3,8 procent i første kvartal af 1988, men som meningsmålingsinstituttet Allensbach har vist, oplevede tyskerne det ikke som en forbedring. Instituttet sammenlignede situationen med USA i 1992, da præsident Bush kunne fortælle vælgerne, at udviklingen var vendt, men alligevel ikke vandt deres stemmer tilbage.
Siden 1994 er tilliden til markedsøkonomien faldet støt blandt både øst- og vesttyskere. Den skeptiske holdning er så udbredt i Østtyskland, at halvdelen af de adspurgte i maj var usikre på, om socialisme eller markedsøkonomi er det bedste for folket.
Arbejdsløsheden i Øst er ca. dobbelt så høj som det tocifrede tal i Vest; Harvard-økonomen Robert Barro siger, at produktiviteten i Østtyskland, som modarbejdes af regeringens indgreb i løndannelsen, formentlig kun vil nå op på 68-70 procent af Vesttysklands i 2030. Hans budskab syntes at være, at den østlige del af landet vil være en klods om benet på økonomien i det næste halve århundrede.
Uanset om Kohl eller Schröder finder frem til en politik, der kan skabe arbejdsplaser og øge produktiviteten, forudser OECD, at arbejdsløsheden vil falde en smule - til 9,7 procent - i 2003. Den vil stadig stort set være dobbelt så høj som i USA, og væksten vil falde til et niveau under det, der er resultatet af den nuværende kraftanstrengelse.
I 2030 vil der være næsten lige så mange mennesker over 64 år som mellem 15 og 64 år - en større andel end i noget andet industriland bortset fra Japan.
Måske vil aktiviteten på aktiemarkedet øges, måske vil tyske firmaer få en mere central rolle i den globale økonomi, og måske vil regeringens flytning fra Bonn til Berlin i 1999 få positive virkninger. Alligevel vil det være praktisk taget umuligt at genoplive det beskyttede velfærdssamfund, der opfattes både som en naturgiven ret og som tyskernes særlige nationale præstation i efterkrigstiden.

Voksende uligheder
Tyskland, som engang var et lysende eksempel på en retfærdig indkomstfordeling, bevægede sig i 1990'erne hen imod en polarisering mellem rige og fattige - uden de initiativer, de incitamenter til jobskabelse eller den faldende arbejdsløshed, der kendetegnede arven efter Reagan og Thatcher. Derfor blev staten overbebyrdet.
I det sidste årti er arbejdspladser og konkurrencedygtighed smuldret væk, og landet har måttet betale genforeningens omkostninger. Samtidig har globaliseringen ændret tyskernes holdning til opsparing og vænnet de tidligere så konservative individuelle investorer til nye måder at skabe kapital på.
De begrænsede tyske forestillinger om personlig opsparing - f.eks. i form af bankkonti på opsigelse - ændrede sig radikalt. Men arbejdsmarkedet blev ikke mere fleksibelt, og Rhin-kapitalismens doktriner blev stadig efterlevet.
Der begyndte at udvikle sig et samfund af besiddende og besiddelsesløse. I 1993 var antallet af fattige husstande i Tyskland ifølge EU's statistiske kontor steget til 13 procent af befolkningen mod 13,7 procent i USA. I 1994 tjente tyske erhvervsfolk tre gange så meget som lønmodtagere mod dobbelt så meget i 1980.
Fra 1991 steg lønningerne kun en tiendedel, mens indtægterne af kapital steg med to femtedele. Salget af Mercedes og Jaguar blev fordoblet, mens arbejdspladser forsvandt, og på fire år steg antallet af D-mark-millionærer med 24 procent.
I indeværende år er skatterne på arbejdsfri indtægter, især personlige investeringer, direkte faldet - som et bevis på sandheden i vitsen om, at skatterådgivere har erstattet politikere, dommere og fagforbund som landets magthavere.
Opmuntring til omstrukturering, nedsættelse af erhvervslivets stærkt belastende sociale omkostninger, lempelse af de restriktive ansættelsesregler og incitamenter til nye kapitalinvesteringer - altsammen ting, som både Schröder og Kohl siger er nødvendige - betyder på kort sigt en styrkelse af den tendens til at dele befolkningen op i rige og fattige, som strider mod 50 års konsensus.
Uligheden vil øges, indtil den tyske samfundsmodel udvikler sig væk fra de gamle normer for indkomstfordeling og de traditionelle forestillinger om social tryghed.
Hvordan vil Tyskland, som engang troede, at det kunne købe sig ud af alle sociale problemer, klare det?
Dette spørgsmål synes at bekymre tyskerne langt mere end den nye ekstremistiske højrefløj, som i foråret kom ind i delstatsparlamentet i Sachsen-Anhalt, eller det stigende antal unge mennesker, der ikke ser nogen grund til at holde der radikale partier ude af politik.

Arbejderklassedreng
Gerhard Schröder er 54 år og tilhører den generation, som er bekymret over denne udvikling. På mange måder har han en følelsesmæssig og politisk baggrund, der giver genklang i landet. Han voksede op under fattige forhold: Hans far, som han aldrig har kendt, faldt i Anden Verdenskrig; moderen forsørgede Schröder og hans fire søstre ved at gøre rent på britiske kaserner i Niedersachsen.
Bela Anda og Rolf Kleine, som har skrevet hans biografi, fortæller, at han hakkede roer for at skaffe sig lommepenge og talte fogeden fra at gennemsøge familiens hus ved at sige, at der ikke var noget af værdi i det. Som 13-årig dumpede han til en ansættelsesprøve ved jernbanen, og et år senere gik han ud af skolen og begyndte at sælge porcelæn fra en markedsbod.
Politikken kom ind i hans liv med aftenskolekurser og en eksamen i jura. Schröder har altid haft næse for mulighederne, og hans barske opvækst gav ham en naturlig legitimitet over for arbejderklassen.
Han blev formand for Socialdemokratiets ungdomsorganisation sidst i 1970'erne - på et tidspunkt, hvor de anti-amerikanske stemninger og protesten mod raketopstillingen i Tyskland havde nået et højdepunkt. Senere besøgte han Fidel Castro og Erich Honecker under sit første fejlslagne forsøg på at skaffe Socialdemokratiet en valgsejr i Niedersachsen i 1987. Da han var blevet ministerpræsident i 1991, stemte han imod den lov, der skulle muliggøre tysk genforening. Begrundelsen var, at omkostningerne var for store.
Anda og Kleine siger, at folk i hans eget valgdistrikt fandt ham så forandret, så indspist med det store erhvervsliv og så åbenlyst opportunistisk, at de nægtede at sætte valgplakater op for ham, da han stillede op til genvalg.
Schröder, der er skilt tre gange, er nu gift igen, efter at han 1996 forlod sin kone gennem 16 år. Hans popularitet faldt til det halve, men steg igen efter fire uger. Han virkede så charmerende, så symbolsk for sin tid, at tyskerne ikke kunne være vrede på ham ret længe.

Til beroligelse
Schröder siger sjældent, at de forandringer, han hævder landet har brug for, vil komme til at gøre ondt. Vælgere, der er vokset op i en verden med ret til alle mulige ydelser og garantier, får beroligende hentydninger til hans mors pension - det verbale 'I kender mig'-skulderklap fra en socialdemokratisk kandidat, der holder fast ved social retfærdighed.
Det nærmeste, han er kommet til at påpege omfanget af de nødvendige forandringer, var, da han sagde, at om 15 år vil "kun halvdelen af de ansatte i den tyske økonomi nyde godt af et trygt fuldtidsjob".
Det er naturligvis ikke noget, han bruger som et slogan i valgkampen. Her taler han mest om ny teknologi (Tyskland er nr. fire af G-8 landene med hensyn til forskningsudgifter), mindre bureaukrati, og en ny erhvervskultur, der ikke er bange for risici.
"SPD har," siger han, "udsendt en rapport, der bryder med den meget statiske socialdemokratiske holdning og opfordrer til initiativ og selvstændighed. Den offentlige opinion må efterhånden acceptere denne forandring, som viser vor forståelse for, at den almægtige og interventionistiske stat ikke har nogen plads under de nuværende omstændigheder."
Men hvilken politik vil han så føre i stedet for? SPD har sagt, at det ikke vil sænke selskabsskatten. Partiet vil sætte familieydelserne op, genindføre formueskat, ophæve nedskæringerne i sygedagpengene og indskrænke mellemstore arbejdsgiveres incitamenter til at skære ned på arbejdstyrken.
Schröder er dog ikke fremmed over for statsinterventionisme.
Sidste år fik han delstaten Niedersachsen til at købe stålkoncernen Preussag, som han sagde ellers ville komme under østrigsk kontrol. Hans delstats gæld pr. indbygger har været den højeste i landet, siden han kom til magten. Det er mere Clement Atlee end Tony Blair.
Udadtil behandler Schröder Kohl med påtaget respekt og nævner hans internationale succeser, som om de fandt sted for tusind år siden - samtidig med at han stiller dem i skyggen af de nuværende arbejdsløshedstal og slører sine angreb med en ironisk tone, der skal bortvejre ethvert ubehag ved at sende den gamle kansler på pension.
Schröder føler sig så tæt på magten, at han skyer selv de vageste politiske initiativer som gamle kærester eller skøre onkler. Naturligvis er han bekymret over højreorienteret ekstremisme blandt unge, men det skal ikke overdramatiseres; ja, han giver sin fulde støtte til euroen, som han engang tvivlede på, men den må ikke kunne bruges af et land, der forsøger at udkonkurrere et andet med skattefordele eller lavere sociale omkostninger. Det kunne Kohl også have sagt.
Det tyske parti- og valgsystem betyder, at Schröder sikkert er nødt til at danne en koalitionsregering, hvis han vinder. De oplagte muligheder er et samarbejde med De Grønne, som Schröder i otte år regerede sammen med i Niedersachsen, eller en stor koalition med CDU.
Fremtrædende medlemmer af De Grønne og CDU siger, at Schröder formentlig ville foretrække den store koalition. Det vil gøre ham mindre afhængig af Oscar Lafontaine - SPD's formand, som tilhører den gamle venstrefløj - og give ham konservativ rygdækning, hvis han vælger at slagte nogle af den tyske models hellige køer.

Et vendepunkt
Valget er et vendepunkt i tysk politik. De tider er forbi, da ethvert tegn på tysk ustabilitet vakte bange anelser om potentielle katastrofer - en drejning i retning af den sovjetiske indflydelsessfære, et udbrud af nationalisme - med konsekvenser for Den Kolde Krig. Kohls sandsynlige efterfølger vil være den første tyske kansler uden direkte erfaring fra Anden Verdenskrig og den første efterkrigstid.
Schröder har gjort det klart, at de tyske vælgere og Tyskland efter hans mening har forladt tinderne og bevæget sig ned på sletterne. Måske har han de bedste forudsætninger for jobbet. Han har opgivet ideologier og droppet venner; han har tilbragt sit politiske liv med at opbygge sig selv, skjule sine meninger, bejle til medierne og i det hele taget skabe sig et image, der passer til stemningen i befolkningen.
Den mand, der engang sagde, at Leonid Bresjnevs Sovjetunion virkede mere opsat på fred end USA, påstår også, at tv-seriefiguren Perry Mason inspirerede ham i valget af karriere. For en ny generation af tyskere, der stort set betragter de udenrigspolitiske problemer i Kohls tid som noget, der hører fortiden til, synes det at hænge godt sammen.
Uanset hvad Schröder står for, mener næsten halvdelen af vælgerne i 1998, at de kristelige demokrater og socialdemokraterne stort set kommer ud på ét. Intet tyder på, at 20 års selvmodsigende meldinger har skadet Schröders popularitet.
Faktisk får modsigelsernes omfang og hans forbløffende livsbane det til at se ud, som om han nærmest vil trives godt med at påtage sig den enorme opgave, det er at forandre landets økonomi og justere dets sociale system.
Hvad skal den tyske model forandres til? Schröder bliver måske valgt uden at have gjort det klart. Det er et udtryk for Tysklands landvindinger efter Anden Verdenskrig, at sandsynligheden for det ikke hidtil er blevet opfattet som et stormvarsel - det er bare politik.

© Foreign Affairs og New York Times Syndicate

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu