Læsetid: 3 min.

Marokkos kirkegård

5. september 1998

I otte år har 'Ahrags' brændt deres fortid for illegalt at sætte over Gibraltar-strædet. De er villige til at risikere livet for at forlade Marokko

RABAT - Først steg vandet kun langsomt, men så gik det hurtigere og hurtigere. Pludselig gik det til midt på maven. Den mindste bevægelse fik den overfyldte båd til at tippe. Vi stod bomstille og bad til Gud. Fra oven på den 50 hestekræfter stærke skude, hørtes bådførerens stemme midt i skrig og motorlarm:
"Hold kæft dernede, tolderne hører jer bare. Alt er OK."
Det var midt i en måneløs nat i Gibraltarstrædet. 19 passagerer krøb sammen i bunden af lasten. De havde hver betalt ca. 10.000 dirrham, hvilket dækker transport, pas og bagage for denne illegale rejse mod Europa.
Pludselig hørtes et stort plask som fra en krop, der rammer vandet. I lastrummet forstod alle, at skibsføreren havde kastet sig i havet.
Panikken var øjeblikkelig og nådesløs. Alle trængte sig frem mod den smalle udgang.
"Det syntes at vare en evighed. De to piger, som også var med os, druknede med det samme. Og da vi så kom ud, var der næsten ingen, som kunne svømme. Der var jo stort set ingen af os, der nogensinde havde set havet før."

Den overlevende
Ibrahim Batine på nitten år er den eneste, som er vendt tilbage til Brick i Khourigba, 130 km fra Casablanca, ind mod fastlandet. Han har 17 søskende, et job som mekaniker til 800 Dirhams om måneden (mindstelønnen er 1.500), mens han venter på, at faderen går på pension.
Det er, hvad man her kalder, en hæderlig stilling. De sørgende naboer kalder Ibrahim "den overlevende", og når han farer forbi på sin cykel med værktøjet på nakken, så springer dette øgenavn fra den ene til den anden som et bifald. Der er trængsel for at klappe ham på ryggen: Man må røre ved hans hænder. Med en beundrende og rystet stemme hvisker en knægt: "Han har gjort det".
Og han har i øvrigt tænkt sig at gøre det igen. At komme over på den anden side, at komme i land i Europa ligemeget hvor, men skabe sig et liv hvor som helst ellers end her i Marokko. Han vil forsøge igen og igen:
"Indtil jeg dør, eller det lykkes," som Ibrahim siger det. Han lyser op. "Vil I høre historien om forliset igen?" spørger han.
Gibraltars kirkegård. Nordafrika, Europa, og den store rejse. Det lyder alt sammen som en historie, der er ligeså gammel som bølgerne. Men alligevel er alt forandret: omgivelserne, personagerne og lyset.
"Gibraltar er blevet Marokkos største kirkegård," siger sømændene.
Hvis man ikke tæller de forsvundne med, alle disse kroppe som ikke driver i land, så har spanske organisationer optalt 3.000 strandede lig, siden Schengen-aftalerne gjorde det obligatorisk med et visum for at komme ind i ti europæiske lande.

Veluddannede
"Vi har ikke mere at gøre med bønder, der bliver revet op med rode, som i 70'erne, men med veluddannede byboere, som er villige til at tage en enorm risiko," forklarer Mohamed Bouzia, ansvarlig for emigrationerne i CDT (Den demokratiske arbejdskonfederation).
De er ikke virkelig fattige, snarere forarmede. Familien har investeret alt i deres studier. Pludselig finder de sig selv i færd med at sælge mynte eller at halse efter det daglige brød. Landet har 30 procent arbejdsløse, og befolkningseksplosionen er ude af kontrol.
"Hvorfor skal man studere? At gå på universitetet, er ligesom at stemple i en fabrik, som forlængst er gået fallit," siger en veluddannet historiker. "Vi har bare ikke tiltro til dette land mere. Drømmene dør en sen død."

Oversat af Tine Byrckel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her