Læsetid: 2 min.

Medicinske Århus-historier

22. september 1998

Uakademiske erindringer fra Palle Juul-Jensen

Ny bog
Efter et møde i Sundhedsstyrelsen i 1977 om hospitalsvæsenets udbygning spiste Palle Juul-Jensen - frygtet dekan for Det lægevidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet - frokost med hospitalsdirektør Vinther Møller. Under frokosten sagde Vinther Møller pludselig: "Jeg har overvejet at gøre dig til lægelig direktør for Århus Amt." Juul-Jensen syntes om overvejelsen og ventede i seks måneder på en opfølgning. Men handling fulgte ikke ord.
Så opsøgte han hospitalsdirektøren og spurgte til hans videre overvejelser. "Har jeg virkelig sagt det? Det har jeg fortrudt, for så bliver min magt reduceret," sagde Vinther Møller. Hvortil Juul-Jensen svarede, at uden beføjelser havde stillingen ikke hans interesse. Derefter foreslog han, at de drak en øl sammen og glemte ideen.
Historien fortælles af Palle Juul-Jensen selv i hans spredte erindringer om 17 år som kontroversiel dekan 1971-88, selv om han kun var overlæge og klinisk lektor - ikke professor. Og den giver et billede af manden, der af samme grund ikke blev rektor for Århus Universitet. En handlekraftig og magtglad herre. Energisk-kampglad og selvbevidst-konfronterende uden større tolerance for anderledes tænkende - medmindre de havde et personligt format, som han kunne respektere.

Råt for usødet
Vinther Møller stillede utvivlsomt den rigtige diagnose i 1977, hvis han ville beholde sin magt. Det bekræftes yderligere af de 18 små kapitler, der på fragmentarisk vis - sagsorienteret - beretter om Juul-Jensens bedrifter og lidelser som dekan i årene efter studenteroprøret, der i 1970'erne var særlig livligt på Århus Universitet med Studenterfronten som den meget aktive part, der i tidens stil ofte gik over stregen i konfliktsituationer støttet af 'slappe' lærere.
Juul Jensen giver i sin bog råt for usødet - som da han i sin ungdom spillede håndbold på eliteplan i Danmarksturneringens 1. division. Her er grove tacklinger af modstandere, åbenlys udhængning af mennesker, han ikke bryder sig om, lejlighedsvis sammen med fair
anerkendelse af folk han ikke var enig med, men som han trods alt respekterede. Dog, de var ikke mange, hvis man skal tro bogen.
Diskretion er ikke en livsbetingelse for Juul-Jensen. Han er god til at uddele karakterer til med- og især modspillere - med navns nævnelse og begrundende tillægsord. Egne fejl har han tilsyneladende ikke mange af, selv om han indrømmer et par fejltagelser. Han fremstår som kompromisløs vogter af saglighed, faglighed og sit fakultets interesser. Det er næppe helt forkert, men næppe heller hele sandheden.

For meget Juul-Jensen
Bogens styrke er dens klare udmeldinger og indiskretioner. Et række Århus-rektorer og dekaner og enkelte studenteraktivister - nu fine folk med karriere - får et par på hatten: Idioter, opportunister og useriøse intrigemagere, forstår man. Hans egne rævestreger må man gætte sig til. Men læseren ved heldigvis, hvor han/hun har Venstre-manden Juul-Jensen.
Denne uakademiske bogs problem er, at den trods sin åbenmundethed næppe har den store interesse uden for det akademiske Århus-miljø, selv om den lejlighedsvis berører mere principielle universitetspolitiske problemer.
Der er for mange lokale, medicinske Århus-historier og lidt for meget Juul-Jensen.

*Palle Juul-Jensen. I fakultetets tjeneste. Hovedland. 168 s., 188 kr. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her