Læsetid: 6 min.

Mellem fiktion og fundamentalisme

11. september 1998

Muslimske fundamentalister tvang den nu 32-årige skribent Tabish Khair på flugt fra sin hjemby - Det satte skub i en udvikling, der i dag gør ham til en af Indiens lovende unge forfattere

Interview
Sagen om Salman Rushdie har fortsat effekt mange år efter, at bandbullen blev udsendt. Journalisten og forfatteren Tabish Khair blev et af de mere anonyme ofre i kølvandet på Ayatollah Khomeinis dødsdom over Salman Rushdie.
Tabish Khair blev udsat for telefoniske mordtrusler og demonstrationer fra islamiske fundamentalisters side, fordi han i Indiens største dagblad, Times of India, kritiserede den indisk-islamiske modvilje mod at fortolke Koranen og bringe den mere i tråd med den moderne udvikling, og fordi han i en anden artikel forsvarede Rushdies ret til frit at ytre sig. Det endte med, at han måtte forlade sin hjemby, Gaya, og flytte til Delhi.
"Der kom en flok mennesker til min fars lægeklinik, som ligger midt i et muslimsk kvarter," fortæller Tabish Khair.
"De forlangte, at min far skulle udlevere mig, fordi de ikke vidste, hvor jeg befandt mig. Vi boede uden for byen, midt mellem et militærområde og en politistation, så der var ingen af dem, som turde komme hjem til vores hus. Derfor kom de til min fars klinik. Han ringede til min mor og sagde, at hun skulle sikre sig, at jeg ikke forlod huset, som ligger tre kilometer fra klinikken. Min mor bad min far om at ringe til politiet.

Et truende opgør
Det ville Tabish Khairs far ikke, for mange af politifolkene var hinduer og demonstranterne var muslimer.
"På det tidspunkt var konflikten jo kun mellem min familie og flokken uden for, men hvis politiet fik bank af flokken, eller politiet kom og bankede flokken, ville det måske udvikle sig til et opgør mellem hinduer og muslimer."
"Min far gik udenfor og sagde: 'Hør, jeg kan ikke diskutere med jer allesammen. I er for mange, og I råber i munden på hinanden. I kan vælge fem eller seks personer, som kan komme med ind på mit kontor og diskutere med mig. Hvis I kan overbevise mig om, at Tabish har gjort noget forkert, vil jeg udlevere ham til jer.'"
"Min far sagde: 'Min søn kan ikke undskylde for noget, han ikke har gjort, men han kan undskylde, at han har såret jeres følelser.'"
Det lykkedes faderen at tale dem til ro. Men det stod klart, at Gaya var blevet et utrygt opholdssted for Tabish Khair, efter at han havde skrevet et par artikler til avisen Times of India, hvor han forsvarede Salman Rushdies ret til frit at ytre sig og samtidig søgte at forstå muslimernes sårede følelser.
Et par dage senere skrev Tabish Khair et brev til demonstranterne, hvor han slog fast, at det ikke havde været hans hensigt at provokere byens muslimer.

Rushdies menneskeret
Brevet var et forsøg på at dæmpe nogle af de mere fornuftige, men det lykkedes ikke. Den største del af flokken var vrede over artiklen og ikke over, at Tabish Khair havde såret deres følelser. Så for dem havde undskyldningen ingen værdi, så længe artiklen ikke var trukket tilbage. Og på grund af mordtruslerne foreslog faderen til sidst, at Tabish Khair skulle forlade byen et stykke tid.
I den ophidsede debat om Rushdies bog De sataniske vers, var Tabish Khair så at sige havnet med et ben i hver lejr. Khair forsvarede Rushdies ytringsfrihed og kaldte dødsdommen tåbelig, selvom han i virkeligheden ikke var særlig begejstret for den berømte forfatters fremgangsmåde.
Ifølge Tabish Khair bærer vestlige regeringer og medier en stor del af ansvaret for den rolle, som fundamentalister er kommet til at spille politisk og kulturelt i de senere år.

Mediernes ansvar
Medierne har efter hans mening i alt for høj grad fokuseret på de fundamentalistiske grupper, og det har betydet, at de mange moderate muslimer er blevet overset i mediebilledet, og deres synspunkter er ikke blevet hørt.
Tabish Khair har et nært kendskab til de religiøse samfund i Indiens småbyer, hvorfra fundamentalismen er hverdag. Han stammer selv fra Gaya, en mindre by i den nordlige delstat Bihar.
"Jeg har et meget tæt forhold til min hjemby. Der er mange ting, jeg ikke kan acceptere ved den, men der også mange ting, som er så meget en del af mig. Jeg føler, jeg kommer fra et sted og en baggrund, som ikke er blevet dækket i litteraturen, i det mindste ikke i den litteratur, som er blevet beskrevet som indisk litteratur."
"Den slags by jeg voksede op i, og den slags by jeg så omkring mig, mangler i litteraturen. Meget tit, når disse byer er blevet skildret, er det sket ovenfra. Der er en sensibilitet i disse byer, som ikke bliver set fra oven.

Kolonitidstanker
"Det skyldes efter min mening, at de indisk-engelske forfattere er præget af et kolonialistisk tankesæt. Meget ofte er menneskeligheden og den oplevede erfaring af, hvad der sker i små byer, uklar. Tingene bliver enten fremstillet som evige, pæne og acceptable eller skildret halvt europæiserede, meget satirisk og mere i retning af karikaturer."
"På mig virker det ikke som en oplevet erfaring. Det er kompleksiteten i de små byer, som mangler i de indisk-engelske romaner. Jeg finder små byer meget komplekse. På nogle områder ekstremt traditionelle og på andre ekstremt kaotiske."
"De mennesker, som bor i de små byer, lever ikke bare et kedeligt liv, de lever ikke bare et simpelt liv, et lykkeligt liv eller et trist liv. De lever et meget komplekst liv ligesom alle os andre."

Delhi og Danmark
Kontroversen med fundamentalisterne fik Tabish Khair til at rykke teltpælene op og flytte fra den lille by Gaya til storbyen New Delhi, hvor han fik job som journalist på Times of India.
Efter et ophold på den internationale højskole i Danmark flyttede Tabish Khair i 1993 til Danmark for at påbegynde sin ph.d.-afhandling om moderne indisk litteratur.
I Danmark har han færdiggjort sin anmelderroste debutroman, An Angel in Pyjamas, som handler om mødet mellem det gamle og det nye Indien, mellem det traditionelle og det moderne. Erfaringer han gjorde sig, da han nogle år forinden rejste fra en ældgammel provinsby til en hektisk storby.
"Romanen har et utal af niveauer. Faktisk har den vekslende afsnit mellem en lille by kaldet Phansa, som er baseret på min egen by, og Delhi. Den traditionelle, ironiske og på en måde mere objektive stil passer bedre på beskrivelsen af en lille by, og den mere forvirrede og magisk-realistiske stil passer meget bedre til en storby. Der er mere frustreret bevidsthed i denne del, og stilen er tættere på noget, som Rushdie ville anvende."
"Jo ældre jeg bliver, des større bliver behovet for at komme tilbage til et indisk fokus, til mit eget fokus. Det er ikke fordi, der er noget galt i at optage et europæisk, amerikansk eller afrikansk fokus. Alle kan selvfølgelig gøre, som de har lyst til, men på den anden side er ens kilder engang imellem tættere på, end man tror."

Talerkenvasker
Flytningen fra Indien betød en omstilling fra et job som velrenommeret journalist på Times of India til tallerkenvasker i København. Det var et stort spring og i høj grad en ulogisk udvikling for en veluddannet person, som flyttede fra et fattigt Indien til et rigt land som Danmark.
"Min roman skrev jeg som en form for terapi, fordi jeg i Danmark var temmelig afskåret fra den kultur, jeg havde kendt. Og da jeg samtidig var bange for at holde op med at skrive, genoptog jeg arbejdet med den roman, som jeg havde påbegyndt to år tidligere i Indien."
Det er skæbnens ironi, at det er de muslimske fundamentalister, der leverer meget af det stof, som ligger til grund for Tabish Khairs forfatterskab. De ville straffe ham for at skrive. Og de drev ham ud af hans hjemby. Og dermed ud i den udvikling, der har gjort ham til en af Indiens lovende unge forfattere.
"Når min far møder personer fra min hjemby, som er meget islamiske, siger han: 'Jeg ved ikke, om I var involveret i konflikten med min søn, men jeg føler trang til at takke jer, fordi min søn er kommet væk fra denne lille by og har skabt sig en karriere.'"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her