Læsetid: 5 min.

Mens vandene stiger

11. september 1998

Ny dansk roman rejser spørgsmålet om hvorvidt justitsminister Frank Jensen virkelig er justitsminister Frank Jensen hver gang han er i fjernsynet

Roman
Hvis en moderne, ung kvinde gerne vil vide, hvad hendes kæreste indeholder, hvad gør hun så? Sender hun ham til psykiater for at få en uvildig rapport? Eller vælger hun en mere gammeldags, men til gengæld også romantisk fremgangsmåde, og fører lange, postcoitale samtaler med ham?
Ingen af delene. Ikke hvis man skal tro de i regelen på enhver måde tynde, såkaldt eksperimenterende romaner der var så karakteristiske for 80'erne og de første par år af indeværende årti. Ifølge dem går den unge kvinde langt mere bogstaveligt til værks: hun anskaffer sig en skalpel og sprætter kort og godt kæresten op.

Meget sjovt
Væk med lunger, hjerte, lever, nyrer og hvad fyren ellers måtte rumme af indhold. Ind til benet, ind til den rene form. Visse litteraturkritikere klappede begejstret i deres små hænder.
Men andre kritikere - af den lidt mere rustikke slags maske - undrede sig såre. Hvad har det med vores virkelighed at gøre? spurgte de troskyldigt. 30-årige danske forfattere, formentlig med en pæn og almindelig middelklassebaggrund, hvor får de dog det stof fra? Næe, må vi be om Pontoppidan, om samtidslitteratur.
Den Store Danske Samtidsroman har ladet vente på sig, men nu er chancen der. En mand, der kalder sig Johs. Nielsen, har udgivet en bog, der simpelthen hedder Den Store Danske Samtidsroman - med undertitlen: i 14, små nemme kapitler, så selv de mest gumpetunge af anmelderne kan være med. Kan man forlange mere?
Som så meget andet godt her i verden, er bogen ikke kommet helt af sig selv. Den er resultatet af en konkurrence, netop om at skrive Den Store Osv., som forlaget Klim har udskrevet. Det er meget sjovt.
I dommerkomiteen har kapaciteter som Jens-Martin Stjernholm, dr. phil og det hele, og lyrikeren Jonas Frank Jensen (ham med Den glade stavsvinger) haft sæde. Det er også meget sjovt. Hvem forfatteren, Johs. Nielsen, virkelig er, vil muligvis blive afsløret på efterårets bogmesse. Det glæder vi os til, men hvad med selve romanen?

Statsunderstøttet plat
Ideen er bestemt også meget sjov. En vis Mustafa, der ikke hedder Mustafa, men kaldes sådan fordi ingen kan udtale hans rigtige navn, og en vis Einstein, der hedder Herluf, men kaldes Einstein fordi hans ene nosse blev for stor til bukserne, har fået iværksætterydelse.
De driver et firma der har til formål, engang med tiden, at fremstille et sammenklappeligt luftskib. Det er selvfølgelig ren plat, men statsunderstøttet plat, og det ligner godt nok samtiden en hel del. Tænk på hvordan vores regering på det nærmeste fiktionerer arbejdslivet ved "aktivering" til job, der er pop, pap, fup og fiduser og helt uden realitet, men bare skal holde folk beskæftiget med et eller andet.
Men vi skal videre. Vi skal lidt rundt om cafemiljøet i København, vi skal have lidt digtersnak, en lille smule litteratursnak, men det bliver nu aldrig rigtig til noget. Hvis læseren tror det er litterær satire, det her, så må han tro om igen.
Forfatteren har egentlig ikke andet end et par almindeligheder at sige om den samtidsromandebat som titlen knytter an til. At al litteratur jo udkommer i en samtid og derfor er samtidslitteratur. Den slags. Og det kunne man jo have sagt sig selv - hvis man ikke allerede har gjort det, altså.

Regering eller mafia?
Nej, vi skal ud i samfundet. Den store danske samtidsroman er nemlig en undergangsroman, en syndflods-. Vandene stiger, Amager står snart helt under vand og måske er det kun begyndelsen.
Hvad skal regeringen gøre i sådan en situation? Skal den blive på sin post, eller skal den - og samfundets øvrige spidser - redde sit eget skind og sørge for at komme af vejen? Så de dumme dänen - fjogede invalidepensionister og hvad de ellers er - for en gangs skyld bliver nødt til selv at tage initiativet. Hvis de da vil overleve.
Både og, viser det sig. Regeringen, med justitsminister Frank Jensen i en mærkværdigt fremtrædende rolle, er i stand til både at blive og at stikke af.
Hvordan skal sandelig ikke røbes her, men læserne kunne jo tage og tænke lidt over, om den regering vi har, nu også er en regering - eller om den i virkeligheden er en gren af den internationale mafia?
Og lige en ting til: når Frank Jensen, altså justitsministeren, er i fjernsynet, kan man så være sikker på at han er den samme hver gang? Han ser jo ret gennemsnitlig ud, så hvorfor skulle han ikke kunne erstattes af en anden dengse - bare en gang imellem?
Jo, vandene stiger. Og man kan heller ikke stole på folk mere. Der er ikke meget, vi kan gøre ved det: sådan er samtiden nu engang.

Løst funderet
Romanen har sine steder et ganske godt greb om tidens sproglige klicheer. Socialvolapyk og behandlerlingo. Men som roman er den desværre for løst funderet til rigtig at gøre ondt.
Personerne er blottet for liv, de er rene "modeller" og bliver på intet tidspunkt vedkommende. Hvad handlingen angår, er den, trods et mylder af pudsige indfald, så konstrueret, at man skulle tro, Dansklærerforeningen har haft en finger med i spillet.
Jeg har i alt fald svært ved ikke at forestille mig en fnisende gymnasielærer siddende for enden af computerens tastatur, i stille og ensom begejstring over, hvor samfundsrelevant hans pensumhærgede hoved dog kan digte.
Genren er ikke uden forbilleder. Man kan tænke på Ole Henrik Kock, som i slutningen af 60'erne udgav en række rablende gale romaner, hvor den genkendelige virkelighed pludselig skrider og forvandler sig til en slags tegneserieboble, hvor alt både kan og rent faktisk også sker.
Det samme kan man finde hos Klaus Rifbjerg, f.eks. i Kiks fra 1973 eller i den endnu ældre Lonni og Karl.
Men 'Johs. Nielsen' har hverken Kocks lutrende voldsomhed eller Rifbjergs mærkeligt flabede stringens. Han har egentlig ikke andet at byde på end epigonens forsigtige håb om, at når andre kan, så kan jeg vel også.
Som satire har Den Store Danske Samtidsroman et endog meget stort problem: den er ikke alvorlig nok til at være rigtig morsom. Så desværre, kritikerne må til det igen: hvor bliver den store danske Samtidsroman af? Vandene stiger jo stadig, må vi tro.
En dag er det hele maske for sent?

*Johs. Nielsen: Den Store Danske Samtidsroman. Roman. 172 s., 225 kr. Klim. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu