Analyse
Læsetid: 5 min.

Meroptag uden opbakning

1. september 1998

Margrethe Vestager vil have flere og flere ind på universiterne - uagtet at der klages over dalende kvalitet på studierne

(2. SEKTION - STUDIESTART)
45.069 store, tykke konvolutter dumpede den 28. juli ind af dørsprækken hos et tilsvarende antal danske studenter med besked om, at de nu kunne kalde sig studerende: de var blevet optaget på en videregående uddannelse.
Tallet er rekordstort. Alene i forhold til sidste år er der optaget 2.353 flere studerende.
Det fik medierne og regeringen til at juble. Udover det rekordhøje optagelsestal var antallet af afviste 'sølle' 14.088, som er det laveste i nyere tid. Den glædelige udvikling blev først og fremmest forklaret med, at ansøgerne er blevet mere villige til at flytte sig geografisk.
Den øgede mobilitet blev selvfølgelig bifaldet af undervisningsministeren. Margrethe Vestager (R) ønsker stadig flere igennem en videregående uddannelse, og en mere 'fornuftig' søgeadfærd hos de potentielle studerende er et skridt på vejen mod regeringens mål om, at halvdelen af befolkningen skal tage en videregående uddannelse.
I øjeblikket får kun omkring 40 procent af de unge en videregående uddannelse, så selv med de seneste års rekordhøje optag skal der ske drastiske tiltag for at nå op på en "50 pct.-kapacitet", som målsætningen så poetisk kaldes. Ikke mindst fordi ungdomsårgangene i starten af det næste årtusinde vil være langt større, end de er nu. Efter at have passeret et lavpunkt i 1999 med ca. 54.000 16-årige, vil årgangene hastigt vokse, og nå op over 74.000 i 2010.
Simple kalkuler viser, at øget geografisk mobilitet blandt ansøgerne ikke er nok. Der skal flere pladser til.
Det mener regeringspartierne støttet af venstrefløjen i hvert tilfælde. Men fra den anden side af Folketingssalen lyder der advarende røster:

De konservatives uddannelsespolitiske ordfører, Brian Mikkelsen frygter, at kvaliteten på uddannelserne bliver ofret for kvantiteten, og mener ligefrem, at man bør se på om der i virkeligehden optages for mange på uddannelserne.
Anders Mølgaard fra Venstre deler hans bekymring:
"Vi får flere og flere advarsler fra institutionerne om lokaleproblemer og faldende faglig kvalitet. Derfor synes jeg, vi skulle bruge ressourcerne på at forbedre kvaliteten af de eksisterende studiepladser fremfor at skabe nye," sagde han i sidste uge til Jyllands-Posten, da det seks år gamle Ole Vig Jensen-udspil igen blev sat til debat.
Reaktionen fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF) var ligeledes forbeholden. Mads Engholm, uddannelsespolitisk sekretær i DSF støtter tanken om mere eller mindre fri adgang til de videregående uddannelser, men indskærper, at det ikke må ske på bekostning af den nuværende kvalitet.

Spørgsmålet er så om kvaliteten ikke allerede har lidt et knæk? Siden masseuniversitetet i starten af halvfjerdserne blev en realitet, har de videregående uddannelser gennemgået en rivende udvikling. Mange kritiske røster har det sidste kvarte århundrede peget på faren for at få et uddannelsessystem, som ikke længere primært var til for at uddanne forskere, men blev brugt til at forfølge mere eller mindre udtalte politiske mål.
Som Øjvind Larsen, filosof, sociolog og lektor på Handelshøjskolen i København skrev i Information i vinter:
"I masseuniversitetet blev den målorienterede handlen dominerende. Universitetet skulle ikke længere bekymre sig om sandhed, samtale eller demokrati. Det væsentlige blev nu at producere kandidater... Det moderne universitet er blevet en fabrik."

Billedet af universiteterne som en fabrik er ikke nyt. Ofte kaldes de for pølsefabrikker: Et sted, hvor man producerer en billig metervare, kandidaterne i en jævn strøm, og hvor det blot er et spørgsmål om at få så mange igennem systemet så hurtigt som muligt.
Med indførelsen af det såkaldte taxametersystem i 1994, hvor uddannelsesinstitutionerne får tildelt penge alt efter hvor mange studerende, de sender gennem systemet, tog kritikken til. Frygten for at man på de enkelte uddannelser skulle svække på kravene til de studerende for på den måde at sikre sig flere midler, var stor, og det var ikke kun de traditionelle 'kvalitets-vogtere' - de studerende og venstrefløjen - der bekymrede sig:
OECD tog i en rapport fra 1994 skarpt afstand fra det danske taxametersystem, og Dansk Industri (DI) har kritiseret systemet for dets ringe grad af fleksibilitet:
Når de studerende svigter et fagområde, som man i de seneste år har set det med de matematiske og fysiske fag, så mister institutionen store dele af sine bevillinger.
Det har på de naturvidenskabelige fakulteter i København og Århus medført afskedigelser og dermed gjort langsigtet planlægning umulig. DI frygter, at det i sidste ende kommer til at gå ud over kvaliteten af fremtidens forskere.

Tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) svarede på OECD's kritik, at han var opmærksom på problemstillingen:
"Skulle der vise sig tendenser til, at kvaliteten sænkes på de videregående uddannelser, så er jeg klar til at skride ind," sagde han til Politiken.
Om Margrethe Vestager på samme måde som sin forgænger sidder klar til at sikre kvaliteten på uddannelserne, og hvad hun i givet fald skulle sidde klar med, vides ikke, men der hersker ingen tvivl om at nutidens universitetsuddannelse er en ganske anden - og dårligere, ville nogen sige - end den man så for blot 15-20 år siden.
"Et uddannelsesystem, der blev udsultet som det danske i firserne, kan ikke klare, at man lukker næsten hele generationer af unge ind på kandidatuddannelser. Ikke hvis det samtidig forventes, at lærerstaben skal have muligheder for at give kvalificeret forskeruddannelse," har rektor for Forskerakademiet, Ole Fejerskov tidligere udtalt til Information.
Samtidig med at erhvervslivet frygter, at forskeruddannelsen devalueres, lyder der også flere og flere beretninger om, hvordan de studerende har ændret adfærd.
På side tre i denne avis fortæller psykolog Mette Bauer hvordan hun på Studenterrådgivningen møder flere og flere studerende, der opfatter universitetet som en forlængelse af gymnasiet. De snakker om at gå i skole og lave lektier, og stiller krav om at få pensum gennemtygget og serveret i en letfordøjelig form af underviserne. Mette Bauer oplever, at der er kommet en forbrugerkultur på universitetet: De studerende føler, at universitetets fornemmeste opgave er at gelejde dem nemmest muligt ud til de gode jobs efter studielivet.

Selvom devalueringen af uddannelserne efterhånden er temmelig konkret - om ikke andet så i erhvervslivets øjne - så takker læreanstalterne alligevel ikke nej til ekstra studiepladser.
På de enkelte studier klager man godt nok over, at ressourcerne ikke i tilstrækkelig grad følger med det øgede optag. Men den øverste ledelse har ofte brug for de ekstra bevillinger og opretter flere studiepladser - uagtet at checken til studienævnet ikke er så stor, som den måske burde være.
Alt i alt hersker der ingen tvivl om, at dagens universiteter er mere pressede end nogensinde før. Med indførelsen af masseuniversitetet blev det at læse videre et privilegium for de mange. Det er ikke længere elitens universitet. Denne demokratiske udvikling var bydende nødvendig for udviklingen af velfærdssamfundet, og det er næsten umuligt at begræde tabet af det gamle eliteuniversitet.
Alligevel må man se i øjnene, at omlægningen af de videregående uddannelser har medført, at universiteterne efterhånden sidder med så mange store problemer, at simple løfter om flere penge sammen med meroptag af studerende hverken kan berolige ansatte eller studerende.
Der synes at være brug for en mere radikal tilgang til problemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her