Bl.a. Carsten Dahl, Ellis Marsalis og Brad Mehldau - plus tre danske saxofonister
JAZZRUNDEN
Ed Thigpen har i det sidste kvarte århundrede boet i Danmark, men er vel stadig mest kendt for sine år som trommeslager i Oscar Petersons trio (1959-65) og i Ella Fitzgeralds akkompagnementsgruppe (mellem 1966 og 72). I begge job krævedes en høj grad af disciplin, som Thigpen til fulde kunne stille op til.
Den disciplin er han stadig i besiddelse af, men mere forbløffende er det egentlig at han i dag, som 67-årig, nærmest er mere livfuld end dengang. Det demonstrerer han med selvfølgelighed på sin ny plade, hvis titel, it's entertainment (Stunt STUCD19186), ikke bør få nogen til at undervurdere dens musik.
Thigpen har her allieret sig med to af de mest begavede unge danske musikere, pianisten Carsten Dahl og bassisten Jesper Bodilsen, som sjældent er hørt mere til deres fordel end i disse live-optagelser fra Copenhagen JazzHouse i maj. To temaer af Dahl, fire af Thigpen og standardtemaer som "Lady Bird", "Softly As In a Morning Sunrise" og (en kun alt for kort) Body and Soul giver afsæt til en både fint varieret og veloplagt musiceren.
Marsalis senior
En både fysisk og kreativt velbeholden musiker er også den 63-årige pianist Ellis Marsalis, en hovedskikkelse i den ny New Orleans musik, både som udøver, som pædagog og som ophav til fire begavede yngre musikere, saxofonisten Branford, trompetisten Wynton, basunisten Delfeayo og trommeslageren Jason.
Sidstnævnte er sammen med to vekslende bassister med i faderens twelve's it (Columbia CK 69123), som han desuden har produceret. Tre standards og ni originaltemaer byder på fuldt nutidig klavermusik i traditionen fra især Herbie Hancock.
Noget gammelmodigt er der heller ikke ved den jævnaldrende Shirley Horn, hvis I Remember Miles (Verve 557.199-2) fortsætter den tyst understatede klaver- og sangstil fra hendes tidligere plader i et repertoire lånt fra Miles Davis og under medvirken af bl.a. Toots Thielemans og Davis-musikerne Ron Carter og Al Foster.
Mens vores gamle kending, Tete Montoliu - der også hørte til denne generation, men døde for godt et år siden, 64 år gammel - udfolder sin gamle brillans i en række standards og jazzklassikere på Catalonian Nights vol. 3 (SteepleChase SCCD 31433), live-optagelser fra hans fødeby, Barcelona, i1980 med fint akkompagnement af John Heard (bas) og Al Heath (trommer).
Nævner en passant at Jan Kaspersen spiller soloklaver på Den Blå Munk (Music Mecca CD 2072-2), lydsporsoptagelser fra Christian Braad Thomsens film af samme navn: foruden Blue Monk egne kompositioner i Thelonious Monks ånd, men kun godt en halv times musik, så lidt at det bør noteres.
Mehldau og saxofonister
Ikke nødvendigvis bedst blandt alle disse pianister, men særligt spændende p.g.a. sin personlige videreføring af træk fra Bill Evans og Keith Jarrett, er den unge Brad Mehldau, som med Songs: The Art of the Trio, Vol. 3 (Warner Bros. 47051-2) fortsætter udgivelserne i samarbejde med Larry Grenadier (bas) og Jorge Rossy (trommer). Fem egne kompositioner og fem standards - hvoriblandt For All We Know som Billie Holiday gjorde udødelig - viser Mehldaus svært indkredselige, ligesom køligt romantiske udtryk.
Mehldaus trio (dog med Brian Blade i stedet for Rossy - en gevinst) har også indspillet med den unge saxofonist Joshua Redman og gør det igen på Redmans nyeste studieplade, timeless tales (for changing times) (Warner Bros. 47052-2). Ideen er her at blande trediver-standards (Gershwin, Kern, Rodgers, Berlin, Porter) med nyere standard-materiale (Stevie Wonder, Dylan, Joni Mitchell, Beatles, Prince), og jeg synes nok der er mest afsæt i de ældre ting, ligesom Mehldau overskygger den talentfulde, men endnu noget ufærdige Redman.
Saxofon og klaver - mest i duo, men med momentvis tredjemand på guitar, el-bas, synthesizer - er modellen for Den danske Salmeduo, dvs. århusianerne Christian
Vuust (tenor, sopran, klarinet) og Hans Esbjerg (klaver). Der er påfaldende ligheder med Hans Ulriks og Thomas Clausens (verdslige) Danske Sange, men jeg hører en større inderlighed i århusianernes fremførelse af salmer og åndelige sange, og i deres brug af John Coltranes og Pharoah Sanders' spirituelle tonefald som musikalsk springbræt (Music Mecca CD 2068-2).
Flere danskere
Til gengæld er Hans Ulrik en bærende kraft på trommeslageren Anders Mogensens tredie plade, taking off again (Storyville STCD 4227), og gør den ærligt talt mere hørværdig end forgængerne med deres amerikanske tenor-
saxofonister. Også Niclas Knudsen pynter, mere med akustisk guitar end med elektrisk, som trækker unødigt i retning af John Scofield.
Og så har to danske altsaxofonister udsendt meget forskellige plader. Traditionel modernisme med rødder hos Charlie Parker og David Sanborn præger Benjamin Koppel, hvis anden plade, armadillo race (Stunt STUCD 19814), viser ham på vej mod større modenhed med egen kvartet: Steen Rasmussen (klaver), Jonas Westergaard (bas) og Jacob Andersen (slagtøj).
Søren Siegumfeldt Eriksen indfrier større ambitioner med sin selvironisk betitlede Greatest Hits (A Love Supreme CD 2001, tlf.: 31593017), især i tre septet-stykker med bl.a. Fredrik Lundin, i noget mindre grad med fire String Swing-numre med bl.a. Jacob Fischer og desværre kun sang af Josephine Cronholm i det ene. Tre andre besætninger høres mere forbigående, bl.a. i film- og teatermusik af Eriksen, men spreder yderligere indtrykket af en ellers spændende udgivelse.
