Læsetid: 3 min.

Mikrofilm

25. september 1998

Vil videokunsten kunne overleve som selvstændig kategori?

VIDEO
AMSTERDAM - Den hollandske World Wide Video Festival, der er en af videokunstens mest veletablerede manifestationer, udsprang i 80'erne af et græsrodsmiljø omkring den uafhængige kulturinstitution Kijkhuis i Den Haag. Og gennem 16 år har det været én person, Tom van Vliet, der har stået for den overordnede profil og udvalget af videoer. I 1993 rykkede den ind i et splinternyt kulturcenter - videokunsten havde fået de hollandske myndigheders blå stempel. Men efter kort tid fik byrådet kolde fødder. Der skulle spares, og selv om det nye tiltag havde det internationale videomiljøs bevågenhed, var der ingen stemmer i det. Festivalen flyttede til Amsterdam og forskød samtidig vægten fra videokunst til en bredere mediekunst.
Omdrejningspunktet er det traditionsrige aktivitetscenter, Melkweg. Her er visninger, performances og seminarer, medieinstallationer og et tv-studio, hvorfra der dagen igennem transmitteres nyt fra festivalen ud på den lokale Kunstkanaal.
Budgettet synes ikke at fejle noget. Til gengæld er opstået en ny type problem, som kan blive truende for arrangementets fremtid. Den videoproduktion, der i 80'erne blev omtalt som videokunst, synes i 90'erne at eksistere i et ingenmandsland mellem billedkunsten, filmen, fjernsynet og den teknologiske udvikling. I dag er det tydeligt, at den manglende forbindelse mellem den oprindelige videokunstscene og samtidskunsten betyder, at videokunsten snart vil udtørre som selvstændig kategori.
Problemet slog tydeligt igennem i dette års videoprogram, der ikke var i stand til at fange publikums interesse, og som strittede i så mange retninger, at det også for de professionelle var vanskeligt at finde noget at samles om.
Mens videofestivalernes publikum i 80'erne fulgte en række kunstnere, der år efter år vendte tilbage med nye værker, tegner billedet i 90'erne sig som en global scene af uafhængige videomagere. Festivalens program rummede i år således produktioner fra Kina, Indien, Tyrkiet, USA, Frankrig, Danmark og mange andre steder, men der blev ikke gjort noget forsøg på at igangsætte en dialog mellem de fremmødte instruktører. Og produktionernes stærkt svingende kunstneriske og tekniske niveau forstærkede blot fornemmelsen af fraværet af en fælles grund.

Paik på banen
Ser vi på selve udvalget, bød det kun på få repræsentanter for den oprindelige videokunst-generation. Ganske vist var der nye produktioner af islandske Steina Vasulka, amerikanske Chip Lord, canadiske Istvan Kantor og ungarske Gusztáv Hámos, men ingen af disse pegede i nye retninger.
Det gælder også Shigeko Kubotas 'videopostkort', Sexual Healing, men her var i det mindste tale om en humoristisk og opløftende tone. Kubota lever sammen med den koreansk-fødte videopioner Nam June Paik, som for to år siden blev delvist lammet af et slagtilfælde. Den 66-årige Paik er nu under genoptræning, og til tonerne af Marvin Gaye følger en stakåndet og fragmenteret montage af Kubotas private optagelser et menneskes viljestærke forsøg på at genforene krop og ånd.
Paik lagde grunden til videokunsten i starten af 60'erne, han skrev essays om Internettets muligheder længe før, World Wide Web blev en realitet, og der er således noget rørende ved at se et menneske, som allerede i 84 gik i front med et verdensomspændende projekt for satellit-tv, være ved at flække af grin, mens han forsøger at genvinde kontrollen over sin krop.
Det private skær er i øvrigt kendetegnende for en stor del af 90'ernes videokunst. Skal man endelig pege på en tendens, kunne det være, at videokunsten i dag baserer sig på, at det transportable videoudstyr nu er nærværende i alle områder af tilværelsen.

*World Wide Video Festival. Amsterdam, 17.-21. sept. Udstillingsdelen åben til 11. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her