Læsetid: 6 min.

Moderniteten er blevet en selvfølge

4. september 1998

De unge præsenteres for et enormt felt af muligheder, men næsten intet lader sig realisere. Alt er oplyst og gennempædagogiseret. Derfor er det lærerens opgave at opløse det allerede kendte, at underminere eller ryste det

Interview
Thomas Ziehe har gennem mere end 20 år været en af de væsentligste intellektuelle sparringspartnere og inspirationskilder for den danske diskussion i spændingsfeltet mellem pædagogik, socialpsykologi og kulturteori. Fra diskussionen omkring lilleskoler og alternativ pædagogik i slutningen af 70'erne til narcissisme-diskussionen og den nye socialkarakter op gennem 80'erne til diskussionen om kulturel modernisering og kulturel frisættelse i 90'erne.
For Ziehe er et af de væsentligste temaer lige nu, at omverdensforståelser, der er blevet indøvet gennem generationer, er i opløsning. Det enkelte individ er overladt til selv at etablere identitet og kulturelle forståelser forfra.
Specielt de unge er derfor fanget i et belastende identitetsarbejde og må konstant reflektere over et enormt felt af muligheder, som kultur og medier lægger åbent for dem, og dog må de leve med den deprime erkendelse, at næsten intet lader sig realisere.
Samtalen med Ziehe tog udgangspunkt i denne diskussion.
- Du foretrækker begrebet moderniseringens anden fase frem for det måske mere gængse begreb postmodernisme. Hvorfor?
"Det er mindre dramatisk og mindre patetisk. Postmodernisme implicerer ofte, at moderniteten er et afsluttet kapitel, og at en ny periode står for døren. Den anden fase af moderniseringen implicerer, at der inden for moderniteten finder bestemte accentforskydninger sted. Der er her mere tale om forandringer i vores tilgang til og forståelse af moderniteten. Det centrale er, at folk i dag er blevet så vant til, er så integreret i moderniseringsprocesserne, at de ikke længere forbavses over dem. Moderniteten er blevet selvindlysende."
"Tænk blot på vores enorme benovelse, da vi sendte et bemandet rumskib til månen... hvis vi om fem år sender et rumskib til Mars, vil ingen sikkert forbavses. Den anden modernisering betyder også, at vi i stigende grad er blevet bevidste om moderniseringens omkostninger, vi er ikke længere naivt begejstrede. For det meste går vi ind for moderniseringen, men samtidig er det en modernitet, der har mistet sin karakter af at være selvindlysende."

Euforien
"Så vi må fastholde en ambivalens, hvor vi på den ene side omgås moderniteten og på den anden side tilegner os en skeptisk holdning. Denne grundholdning rammer især de unge. De vokser op i en kultur, hvor ethvert samfundsmæssigt fænomen på en gang skal tilegnes, og samtidig skal man forholde sig skeptisk til det. Det er derfor vanskeligt at opretholde lidenskabelige eller entusiastiske relationer til verden, den ikke-ambivalente holdning er ikke længere mulig, sådan som moderniteten ser ud i dag."
- Er den umiddelbare, euforiske oplevelse ikke længere en mulighed i f. eks. pædagogisk sammenhæng?
"Jo i den pædagogiske praksis kan man ikke undvære den euforiske oplevelse. Men den har en anden karakter i dag. Man må så at sige konstruere den. Det er ikke en normal følelse, som det var under modernitetens første fase, hvor den f.eks. hyppigst opstod som en følelse af befrielse, som en følelse af i glimt at være sluppet fri af traditionen, befriet for undertrykkelsen, eller bundet sammen med den pludselige erkendelse af tingenes sammenhæng."
"Euforien er selvfølgelig ikke forsvundet, men vi har ikke længere den samme bastante modsætning mellem det hårde hverdagsliv og så pludselige situationer med befrielsen fra det. Derfor har euforien i dag en anden karakter, og dukker op i helt andre situationer."
- Men vi kan vel stadig have oplevelser og erkendelser, der med ét ændrer vores opfattelse og selvforståelse?
"De er blevet sjældnere. I skolen kan vi have situationer, som ved første øjekast er fremmede og usædvanlige for eleverne, men så er det min tese, at det er nødvendigt med en vis grad af fremmedhed i den pædagogiske praksis i dag."
"I 70'ernes reformpædagogik gik bevægelsen jo den modsatte vej. Dengang forestillede man sig, at man som pædagog skulle nærme sig elevernes kulturelle identitet, men vi var ikke i stand til det. Vi var så at sige ikke ikke tæt nok på de unge, kulturelt, socialt eller psykologisk".
"Foretager man den samme bevægelse i dag, fremkalder det enten kedsomhed eller en slags kulturelt ubehag. I dag ligger mulighederne snarere i det fremmede, det ukendte. Stoffet skal ikke være tæt forbundet med elevernes kultur, vi er ikke en stor familie alle sammen."
"Det store problem er jo, at eleverne tilsyneladende er bekendt med alt. Alt er oplyst og gennempædagogiseret. Derfor er det lærerens opgave at opløse det allerede kendte, at underminere eller ryste det, der træder frem som det allerede kendte. Man må som lærer og pædagog bestræbe sig på at søge det fremmede i betydningen den anderledes og ukendte tilgang til stoffet, ellers mødes man med den kendte reaktion 'Det kender vi godt'".
"Denne holdning er ikke identisk med de konservative krav om en kanon, altså faste regler for undervisningen, og er også noget anden end den progressive pædagogik fra 70'erne. Det væsentligste projekt må derfor være at holde fast i, at skolen i ordets bedste betydning er noget "kunstigt" og ikke en slags fordobling af hverdagslivet og hverdagslivets erfaringer. Jeg tror ikke længere på ideen om, at skolen skal åbne sig mod hverdagslivet, at det i sig selv skulle være særligt motiverende."
"Det eneste, man får ud af det, er, at man lukker den samme form for kulturelle kedsomhed ind, som findes alle andre steder. Den går ikke i dag, hvor eleverne typisk set ved lidt om alt. Kun den konsekvent anderledes tilgang til stoffet kan skabe motivation og eventuelt endog øjeblikke af eufori."
- Hvordan er den situation, du beskriver, opstået?
"Problemet har sin rod i modernitetens principielle ambivalens. Når denne subjektive grundopfattelse (verden vurderes ud fra mine følelser, ud fra min oplevelse af følelsesmæssige tilfredshed) mødes med en pædagogik, der altid vil tage udgangspunkt i elevernes egen horisont, bliver resultatet let noget ubehageligt."

Beatgenerationen
"Det er derfor lærerens arbejde i dag er blevet langt mere belastende, end det var tidligere. Stoffet og faglig viden er ikke længere tilstrækkeligt. Der må arbejdes på et bredt kulturelt og mentalt felt for overhovedet at finde ud af, hvordan læreprocesser skal gribes an. Man må først etablere gunstige lærestituationer, før der overhovedet kan finde læreprocesser sted."
- Euforien er blevet vanskeligere at indfange. Kan du konkretisere det?
"Lad mig bruge et eksempel. Man oplever i disse år f.eks. en voldsom interesse for the beat generation. Ikke så meget for den litteratur, de romaner og digte den skrev, de omtales paradoksalt nok relativt sjældent. Men for personerne, der dyrkes med næsten kultagtig fascination. Tilsyneladende er det dens 50'er-biografier, man i dag finder så interessante."
"Det, der fascinerer er livsintensiteten og euforien ved at bryde med traditionerne. Men holdningen er ren historisk nostalgi. Unge i dag har langt færre muligheder for at profilere sig. Opposition er jo blevet det gængse, det normale, ingen tager sig noget særligt af en lille demonstration eller provokation mere."
"Subkulturerne har jo også mistet deres traditionelle betydning, spiller ikke længere rollen som utopier, indeholder ikke drømmen om, at hele samfundet skal se sådan ud. De har jo helt mistet deres karakter af at være drømmen om, i hvilken retning verden skal bevæge sig. De har selvfølgelig betydning for deres tilhængere, men træder ikke længere frem som en model for andre. De bibringer deres tilhængere nøgler til forståelse af verden, men bibringer ingen egentlig identitet."
"Derfor kan man også forlade dem uden overhovedet at miste sin identitet. Man kan bevæge sig fra en økologisk kultur til en technokultur uden at opleve det som et livshistorisk dramatisk brud. De producerer ikke længere identitet på samme måde som tidligere, men udgør et udmærket og meget vigtigt felt for prøvehandlinger."
"Men vi møder i disse år nostalgien på mange forskellige niveauer. Højrefløjen synes ofte at længes tilbage til 50'erne ud fra en forestilling om, at der dengang eksisterede fælles kanoniske værdier. Venstrefløjen synes ofte at nære en lignende interesse for 70'erne ud fra en foretilling om, at dengang var der en sammenhængende identitet."
"Bevægelserne bæres sjældent af en egentlig historisk interesse, men snarere af et kulturelt ubehag ved moderniteten. Udfordringen i dag ligger derfor primært i at kunne træde et skridt tilbage og forlade sin identitet - at lade sig udfordre og bevæge af det, der er anderledes."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu