Læsetid: 3 min.

Mørkets riger her og der

1. september 1998

Det handler om fest og glæde i Århus. Men der er også ondskab på spil, på scenen og på gaden

FESTUGE
Den begyndte i onsdags. Ikke festugen, men teatersæsonen. Den lange sommer var omsider forbi. Privatfolk kunne atter mødes og forsamles som publikum.
Der var premierestemning i Det ny Ridehus i Langelandsgade, den gamle kaserne, nu en del af Århus Universitet. Det er Institut for Dramaturgi, der har fået nye lokaler og ny teatersal. Det hele er ombygget, fejet og prydet. Ærgerligt nok. Der kunne ellers godt være kommet noget spændende ud af den bygning, hvis den oprindelige arkitektur var blevet respekteret. Hvis væggene havde fået lov at stå, grove og rå, som i soldaternes tid. Nu har vi i stedet fået nogle kulturlokaler uden sjæl, i 90'ernes glatte stil.

Ondskabens væsen
Heldigvis blev lyset slukket. Nu var det teater, det drejede sig om. Et spil om ondskabens væsen. Det var den fynske teatergruppe Bruthalia, der havde premiere på deres nye forestilling Dværgen, en dramatisering af Pär Lagerkvists roman fra 1944.
Hovedpersonen er en dværg ved et fyrstehof i renæssancen. Han spilles af Lars Ranthe, der både er lille af statur og god til at se ond ud. Det er i det hele taget en forestilling med flotte skuespilpræstationer. Mod det sceniske arrangement kan der heller ikke rettes indvendinger. Alene kostumerne: Et fyrstehus i pjalter, rigmænd i armod. Fyrsten er magtsyg, fyrstinden liderlig. Det ses på tøjet. Falskheden skærer i øjnene, ligesom dværgens lommelygte.
Der er masser af gode påfund i den forestilling. Men som helhed fungerer den ikke. Det er, som om hver enkelt skuespilpræstation står isoleret på scenen. Noget ordentligt samspil kommer aldrig i gang. Dværgen, der i romanen fungerer som fortæller, er blevet et besynderligt vedhæng til handllingen. Han er til stede på scenen det meste af tiden, uden at have noget at være der for, nu historien spilles, ikke fortælles.
Der er noget udvendigt, lidt for støjende ved det hele: De narreklædte skikkelser, der sidder og brøler som aber i begyndelsen. Dværgen, der kravler rundt i gulvhøjde, taler romansprog og smækker med låger og lemme i scenegulvet. Ondskaben har også sine mere afdæmpede sider. Dem hører man ikke meget til i denne forestilling.
Publikum klappede høfligt til sidst. Der var røde roser til skuespillerne. "Det var vel nok flot! Vil du have en lakrids," sagde en tilskuer til en anden, da dette spil om menneskets sorte indre omsider var til ende. Ingen var rystede. Alle var lettede. Anmelderen var tørstig. Ondskabens tid var forbi - for en stund.

Det onde løb ad Viborgvej
Men et par timer senere, på hjørnet af Viborgvej og Ringgaden, løb en lille mand rundt i et fodgængerfelt og brølede: "Jeg slår dig ihjel! Jeg skal fandeme smadre dit rådne fjæs". Jeg ved ikke, hvem det var, han talte til. Det var ikke mig, for jeg stod bomstille og forsøgte at falde i ét med en rosenbusk. Men det lød, som om samtlige porte til mørkets riger stod pivåbne. I virkeligheden!
Det onde forsvandt, støjende, ned ad Viborgvej, ned mod den indre by, som lå og trykkede sig i natten. Mens den ventede på festen, flagene, glæden og godheden.

*Dværgen. Teatergruppen Bruthalia. Manuskript: Kitte Wagner og Jonathan Paul Cook. Instruktion: Jonathan Paul Cook. Spilletid: 2 1/2 time inkl. pause. Det ny Ridehus i Århus til 4. september.
I København spilles forestillingen på Rialto Teatret fra 7. september til 25. september.
I Odense på Sukkerkogeriet, Odense Teater fra 28. september til 3. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her