Læsetid: 7 min.

Musik uden for tiden

30. september 1998

Den italienske forfatter Paolo Maurensigs nye roman på dansk handler om musik. Men musikken er et påskud til at tale om andre ting, siger han. Det gør han i dette interview om udødelighed, dæmoni, blod, lidenskab og metafysik

Interview
Spejlvendt kanon hedder en netop udkommet roman af den italienske forfatter Paolo Maurensig. Titlen er hentet fra musikken, der da også spiller en hovedrolle i romanen. En kanon er en kontrapunktisk komposition, som vi alle kender fra Mester Jakob, men i en spejlvendt kanon er intervallerne - terts, kvart, kvint osv. - i 'svaret' på melodien vendt om.
Paolo Maurensig har altid næret en brændende kærlighed til musikken. Men fortrinsvis som tilhører, understreger han. Som den eneste i en familie af spillende amatører kastede han sig over litteraturen. Faderen lærte at spille balalajka, da han kæmpede i Første Verdenskrig, og da han vendte hjem til sin by, Gorizia i Norditalien, kastede han sig over det, der lignede mest, mandolinen. Moderen var professionel operasangerinde, men opgav sin karriere, da hun kort efter Første Verdenskrig blev enke. Lidenskaben gik imidlertid i arv, Paolo Maurensigs søstre spiller henholdsvis klaver og violin. Selv har han dog også lært lidt på violin. Senere i samtalen kommer det frem, at han også spiller blokfløjte. Og bratsch. Og har arbejdet hos en instrumentbygger. Men Maurensig fastholder, at hans forhold til musikken - omend lidenskabeligt - først og fremmest er tilhørerens.

Samme lidenskab
Det samme gælder for fortælleren i hans bog, og faderen til den ene af hans violinspillende hovedpersoner, ungareren Jenö, der fra barnsben lever og ånder for musikken, forsvinder i Første Verdenskrig. Moderen forærer ham faderens violin, da hun bliver enke. Så uden at forfalde til biografisme bemærker man visse lighedspunkter mellem Paolo Maurensigs personlige historie og romanen - en slags afsætpunkter?
"Det er rigtigt, at jeg i al beskedenhed kan sætte mig ind i, hvad en stor violinist føler," svarer Maurensig. "Det er faktisk let, fordi arbejdet med at blive bedre er ens for os alle."
- Men måske ikke lidenskaben?
"Jo, især! Selvom man ikke er nogen stor violinist, er netop lidenskaben den samme. Ligesom i skak!"
Spejlvendt kanon, der foregår i Wien, handler om to musikere, der som unge på konservatoriet bliver venner og hvis skæbne siden flettes sammen på djævelsk vis. For begge med tragisk - og grotesk - udgang. Men hvor den faderløse Jenö er en sand og gudbenådet musiker, dér er (østrigeren) Kuno hovmodig, drevet af ambition - og desuden adelsmand af blodet, efterkommer af en ældgammel slægt. De to udgør en enhed, et dobbeltgængermotiv, hvor Kuno på den ene side bliver Jenös død men på den anden selv kommer til at inkarnere ham som musiker. Hvordan skal ikke røbes, men såvel Jenö som Kuno opnår faktisk i kraft af musikken en form for udødelighed. I travesteret, grotesk form. Omkring denne historie er indlagt både et par yderligere spændingsskabende handlinger og en filosofisk tematik, hvor spørgsmål om udødelighed, om arv og geni, dunkel besættelse og lysende lidenskab melder sig på baggrund af en diskret antydet, fremmarcherende nazisme.

Udødeligheden
- I Deres roman slår lidenskaben om i destruktion?
"Det er rigtigt, at lidenskaben kan ændre sig til besættelse, og at det er det, der sker for Kuno, min ene hovedperson."
- Besættelsen af musikken hænger snævert sammen med et andet tema i bogen, spørgsmålet om udødelighed?
"Romanen er jo en metafor for livet, musikken er et påskud for at tale om andre ting."
"I denne forbindelse kan man sammenligne udødelighed med opnåelse af perfektion. Et sted i romanen er der en lille dreng, der køber en marmorkugle for fem cent. Bagefter opdager han, at han andre steder kan erhverve den samme kugle for fire. Og nu forsøger han at minimere sit tab ved at købe flere kugler: køber han én for fire, har han kun tabt en halvcent pr. kugle, køber han én til, beløber tabet sig til en tredjedel cent osv., men han kan aldrig nå helt at opveje tabet. Hans stræben derimod, er en stræben efter perfektionen."
"Udødeligheden kan imidlertid også være et spørgsmål om tidens tilstand. Når en sjæl i musikken oplever et øjeblik af evighed, træder den ud af tiden."
"Der er tale om flere forskellige former for udødelighed i bogen, men den sidstnævnte, hvor udødeligheden findes i en bevidsthedstilstand, er den, jeg selv finder vigtig. Det er en tilstand, der fører til tidens ophør. Når man er i tiden, kan man ikke forestille sig udødeligheden."
- Romanen foregår omkring tidspunktet for Østrigs Anschluß til Hitlertyskland. Den adelige Kuno taler om udødeligheden i blodet, og har forestillinger, der bringer nazismen i erindring?
"Det er et spørgsmål om, hvad vi arver - og hvad vi er. Hvis vi kun er kød og blod, så har vi arvet alt, hvad vi kan. Men så bliver der også mindre og mindre af alt, mindre og mindre perfektion. Der vil ske en 'involution'. Selv mener jeg, der sker en evolution, således at vore talenter også omfatter udefra kommende nådegaver, ligesom man opbygger en erfaring. Alt er i en vis forstand en fædrene arv, men det er en arv, som vi skal hæve renterne af, ikke opbruge."
"Men hvis vi udnytter den arv godt, som vi har fået fra vore forfædre, så kommer vi også i forbindelse med noget højere, så modtager vi gaver."

Afskyr religion
- Der går flere tråde gennem romanen, som forbinder musikken med dunkle kræfter, og det antydes - diskret - at der er sammenhæng med nazismen. Det siges, at musikere er af Kains slægt, der er spørgsmålet om blodet og om besættelse eller dæmoni?
"Nazismen er en generel situation, man kan ikke sige, at det er noget, vi er kommet over. Nazismen er der stadig, den repræsenterer en trussel, som vi ikke har givet navn."
"Det er rigtigt, at dette hænger sammen med forestillingen om, at alt skulle være nedarvet. En situation, hvor Jenö ville stå tomhændet tilbage som søn af en fattig enke og uden at have kendt sin far."
"Her kan man også tænke på bogens religiøse tema. Religionen er interesseret i at man ikke ændrer sig, at folk ikke udvikler sig. Den religion, jeg afskyr, går ud på, at intet udvikler sig, den holder fast ved ritualer og ved de samme tanker, den ønsker ikke udvikling, fordi den ønsker at være lov. En sådan religion fører til 'involution', stilstand."
"Religion retter sig altid mod fortiden, der findes ingen fremtidsreligion."
- Når jeg spørger til den antydede forbindelse til nazismen, er det også fordi, det er et kendt tema, at musik er farlig, at den har en dunkel, dionysisk side. Eksempelvis i Wagners operaer, Thomas Manns Dr. Faustus?
"Thomas Mann er en stor mester, jeg er blot en lille skribent, der prøver noget i den samme stil."
- Men på den anden side lever det døde i Deres roman også videre i kraft af musikken og opnår en form for udødelighed - tragikomisk men ikke dæmonisk?
"Ja, den slette af de to brødre, Kuno, fortryder, så de to reelt smelter sammen til én."

Parvatis gave
Allerforrest i romanen finder man en lille myte. Den hinduistiske gud Shivas hustru, Parvati, vil skænke menneskene et strygeinstrument som værn mod dæmoner, og så de kan finde guderne på Jorden. Men den jaloux Shiva knuser hendes gave, og stumperne bliver til konkylier og skildpadder. Uskadt er kun buen. Den bruger menneskene til våben. Så finder de ud af at lave et skildpaddeskjold om til et instrument, de kan klimpre på, men "først hen mod den sidste og forfærdeligste tid" finder de ud af, at buen kan få strengene til at vibrere, og på den måde imitere den evige lyd, der har skabt verden: AUM-lyden, suset fra Shivas dans.
- De sagde, at De afskyede religion, men først i romanen har De en lille historie, der spænder et stort metafysisk rum ud over alt, hvad der sker?
"Det er kun den religion, der ikke udvikler sig, jeg afskyr. I virkeligheden er jeg meget religiøs. Jeg tror på ting, som folk, der er meget mere religiøse end mig ikke tror på! Jeg ikke bare tror, jeg føler og konstaterer, at mennesket er frit til at vælge den religion, det ønsker. I Kabbalaens Livets Træ læres det, at der er 22 stier til Det Absolutte. Undertiden må man skifte sti, fordi det man søger befinder sig på en anden sti. Men den vise giver plads for, at man kan vælge sin egen sti til Det Absolutte."
- En formulering som Det Absolutte lyder i mine øren mere af østlig filosofi end af kristendom?
"Jeg foretrækker ganske rigtigt buddhismen for kristendommen. Ikke sådan, at jeg ikke tror på Jesus, men der er udkæmpet for mange krige i hans navn. Buddhister går ikke i krig - måske fordi de ikke har en Gud, der vil gøre alle folkeslag til sine disciple."
- Historien med Parvati antyder måske, at vejen tilbage til Det Absolutte går via musikken?
"Den gave, Parvati giver menneskene, er skabningens vedvarende lyd, universets lyd."
- Der, hvor man træder ud af tiden?
"Ja, der hvor man træder ud af tiden."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her