George Clooney charmerer som bankrøver i Elmore Leonard-filmen'Out of Sight', der
er kvikkere filmgenbrug end den flot opsatte 'The Avengers'
Nye film
Da George Clooneys charmedreng af en bankrøver allerede et par minutter inde i filmen begynder at småflirte med en bankassistent, mens han udfører kuppet, læner man sig beroliget tilbage i sædet: Her er vi i et særligt univers, hvor folk opfører sig, som man absolut kun gør det på film.
Out of Sight er en kriminalfilm, der er blevet meget positivt kritikermodtaget. Den har tidsånden med sig. Den bygger på en roman af den fashionable Elmore Leonard, som Quentin Tarantino netop har filmatiseret (Jackie Brown); den er en genrefilm, der med nogen sophistication spiller på krimi-ritualerne for bedre at kunne overskride dem; og den holder sig forbløffende fri af meningsløs vold - et nyt adelsmærke.
Og så tillægges dens personer en afvæbnende form for jævn, elskelig hverdagsmenneskelighed, der står i kontrast til deres barske håndtering på begge sider af loven.
Out of Sight er så nem at kunne lide som en logrende hundehvalp, fri for kanter eller udfordringer af nogen art. Den handler ikke et sekund om virkelighed, men om film, andre film. Som den broderer videre på med kompetence og genreindsigt.
Fræk bankrøver
George Clooney har meget passende i spandevis af filmhelte-udstråling som Jack, der har begået et par hundrede bankrøverier uden brug af pistol, udelukkende ved hjælp af snilde, snarrådighed og fantasi.
Ikke at det altid går godt - meget af tiden tilbringer han i fængsel, han er en taber, der dog aldrig taber den små-psykopatiske gnist, som han demonstrerer ved i tide og utide at tænde og slukke en lighter.
Clooney spiller i vidt omfang den frække, forsorne good-ol'-boy, som Burt Reynolds engang gjorde til sin specialitet. Men han er umiddelbart mere sympatisk end Reynolds og bedre til at spille forelsket: Ikke så underligt, for Jennifer Lopez er en spektakulær dejlighed som politikvinden Karen, som han betages af og kurtiserer, mens de begge - i en rigtig film-scene - ligger indespærrede i et bagagerum og snakker gamle filmoplevelser.
Elskelige forbrydere
Lopez' kalenderpigeskønhed er lige ved at være et handicap for en karakterudvikling, der dog gennemføres sikkert: Den målbevidste dame tøs op og forelsker sig, men ikke mere end at hun respekterer politijobbets grænser.
I Steven Soderberghs instruktion bliver den romantiske affære på tværs af loven mere sød end sensuel, men til slut får både Jack og Karen på finurlig vis chancen for at vise, hvor alvorligt de mener det.
Elmore Leonards forbrydere og politifolk foregives at være svage mennesker som du og jeg, samtidig med at de er rodet ind i ting, der kun sker på film. I dialogen afsløres excentriske vaner og tilbøjeligheder, mens de livlige actionscener kører løs - et pudsigt, men også mekanisk kontrapunkt.
Steven Soderbergh lavede tidligere film, der foregav at handle om noget virkeligt og påtrængende og i mine øjne også gjorde det: Sex, løgn og video og King of the Hill. Nu udråbes Out of Sight af det indflydelsesrige amerikanske fagblad Variety til "hans til dato mest ambitiøse og helstøbte værk". Tidstypisk: Først når man konsekvent underlægger sig film-uvirkeligheden, opnår man for alvor kors og bånd og stjerner.
Britisk agent-par
Helt ude i det filmiske genbrugslands yderkvarter finder man The Avengers, der mere kuriøst end fængende kalkerer en populær engelsk tv-serie fra 1960'erne.
Det var tiåret, hvor karikerede spion- og agentfortællinger var højeste, men hurtigt udpinte underholdningsmode. Og i The Avengers ser man et komisk stiliseret, ultra-britisk agentpar i aktion mod en ravende sindssyg aristokratskurk, der vil ødelægge det engelske vejr (er der så meget at ødelægge?). Han spilles af Sean Connery, der burde kunne finde bedre roller.
Ralph Fiennes fører sig stendødt frem i ulasteligt jakkesæt, bowler og med en paraply som sit mest effektive våben. Mens makkeren Uma Thurman går ind for tætsiddende læder. Deres replikker er slebent litterære meddelelser uberørt af menneskefølelser, og det erotiske spil mellem parret fryser tilsvarende til. Det skal vist være parodi, men ender som stivnet, trættende manér.
Filmens attraktion er dens blanding af et stiliseret 1960'er-London med nyere spøjse science fiction-tricks. Men i dekorationernes mennesketomme elegance runger den grundliggende idéforladthed ekstra højt.
70 millioner dollars står filmen Warner Brothers i, og så turde man ikke engang vise den for de amerikanske og engelske kritikere!
Værre: Publikum svigter. Fortjent, for filmen er bare, hvad Erik Balling kalder en idé til en idé. The Avengers, ja - og hva' så? Ikke spor andet.
*Out of Sight. Instruktion: Steven Soderbergh. Manuskript: Scott Frank efter roman af Elmore Leonard. Amerikansk (Palads, Scala, Bio City, Bio Lyngby, Drive-In.)
*The Avengers . Instruktion: Jeremiah Chechik. Manuskript: Don MacPherson. Amerikansk. (Palads, Scala, Biocity.)