Læsetid: 4 min.

Når København skifter ham

12. september 1998

To fremragende udstillinger viser Københavns forvandlinger efter ildebrande og et af verdens første terrorbombardementer på civile

ARKITEKTUR
Det er de mest utrolige ting, aviserne forsøger at dramatisere, når de vil piske en stemning op! Som nu i 1788, da den nyklassicistiske arkitektur var ved for alvor at komme på mode i København, og borgernes hede ønsker var at bo i hvide huse. 'Kalkemoden' angribes af Morgenposten, der mener, at København er forflyttet til Møns klint. Og avisen med det besværlige navn Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn trumfer med at bekymre sig om befolkningens sundhed: "Denne malning på huse, der beskinnes af solen, er en alt for betydelig og vigtig årsag til øjensvaghed, til at den uden indskrænkning burde tåles."
Det er Svend Cedergreen Beck, der har trukket eksemplerne frem i sin Københavns historie, og de er aktuelle i forbindelse med to udstillinger om nyklassicismen og den pompejanske stil. Først blev byen så hvid som kridt, og så blev den så kulørt som selve antikken!
Udstillingerne kommer næsten som et svar på Informations efterlysning af kvalificeret og engageret formidling af den danske arkitektur, og enhver, der får lokket et eksemplar af den opvoksende ungdom op på Rundetårn eller ned i Thorvaldsens Museums kælder har gjort en vigtig samfundstjeneste. Aldrig har Københavns arkitektur mellem 1770 og 1850 været præsenteret så kompetent og alligevel let tilgængeligt for ikke-fagfolk, så det er en lyst at lade sig belære af Klassicisme. Arkitekturen i København på C.F. Hansens tid på Rundetårn og Bindesbølls Museum på Thorvaldsens Museum.

Brande og bomber
Det var tre ulykkelige begivenheder, der forandrede Københavns ansigt i tiden omkring år 1800: Det barokke Christiansborg Slots brand, hvor vældige kunstsamlinger af dansk og udenlandsk kunst gik tabt, og rokokoen og Louis XVI-stilen blev reduceret til fodnoter i vort lands kunsthistorie; Københavns brand året efter og endelig det lumpne terrorangreb fra englændernes side i 1807, der stred mod ethvert anstændigt menneskes ide om, hvordan man fører krig.
For arkitekterne var det en sjælden mulighed for at sætte tidens præg på landets hovedstad - og resultatet har vist sig både brugbart og langtidsholdbart. Det nyklassicistiske København er, bag graffiti, franske pissoirer og plakatsøjler, misforstået lastbiltrafik igennem den historiske bymidte og al mulig anden nutidig dårligdom en kulturby.
For øjeblikket bygges der igen beboelsesejendomme mange steder i kernen af København: Men hvor er det allermeste kunstnerisk tarveligt, sammenlignet med den gedigne klassicisme. Beskæmmende er det at komme til byen fra vandet og se dyrt discount-byggeri ved Langelinje og tæt op til Christianskirken på Christianshavn. Ingen kat ville gø, hvis ny arkitektur i byen betød åndsværker som Sydney-operaen - men hvornår blev der sidst bygget et hus i Københavns hjerte, der kan betragtes som et kunstværk?
Da København skiftede ham efter år 1800, havde man en stor og despotisk arkitekt til at sørge for, at hans egen stil kom til at dominere byen, C.F. Hansen. Udstillingen på Rundetårn uddyber billedet af hans indsats med sidelys på hans forfinede forgænger C.F. Harsdorff og et lille nik til den egenrådige og fantasifulde Nicolai Abildgaard, der ønskede at genopbygge Christiansborg slot men fandt sin overmand i magtmennesket C.F. Hansen.
På Thorvaldsens Museum præsenteres et geni af en anden åndsstøbning, den legende, musikalske og fantasirige Gottlieb Bindesbøll, der ikke var bange for at alliere sig med samtidens billedkunstnere. Hans museum satte igen farve på København og med Sonnes frise udenpå og Christen Købke og en håndfuld dygtige dekorationsmalere indvendigt kom bygningen til at smile som en blomst, som Thorvaldsen selv udtrykte det.

Kvalitet
Begge udstillinger er æstetisk i særklasse, med arkitekten Søren Sass som domptør for Bindesbølls sprælskhed og de pompejanske farveorgier og med Poul Ingemann som inspirerende iscenesætter af kapitæler, medaljeopgaver fra akademiet, Abildgaards stole og Frederik VI's seng på Rundetårn.
En særlig morskab bereder Thorvaldsens Museum de besøgende, der i spejle kan studere loftsmalerierne umiddelbart ved siden af de forbilleder fra Neros Gyldne Hus i Rom eller fra Pompeji, der blev imiteret af Bindesbølls malere. Skiltningen er heller ikke uden bid: "Thorvaldsen sagde selv om sit fremtidige museum: 'Et lokale med fire mure og et godt lys, det er alt, hvad der behøves.' Minimumskrav, kan man sige, men af en nøgternhed, som meget moderne museumsbyggeri kunne lære af."
Det er to udstillinger, der skal ses - og ses igen. Til Rundetårns Klassicisme, der slutter sig til den nyligt af Allan de Waal anmeldte bog fra Gyldendal, har den kyndige arrangør, kunsthistorikeren Hanne Raabyemagle skrevet et instruktivt katalog. Til Bindesbølls Museum slutter der sig også en yderst kompetent udgivelse, Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1998, et monument over Gottlieb Bindesbøll med fængslende bidrag af arkitekter, kunsthistorikere og arkæologer.
Omtale af dem alle ville kræve en særskilt anmeldelse, men det må med vemod nævnes, at museets alt for tidligt afdøde inspektør Eva Henschen er repræsenteret blandt skribenterne med et åndfuldt essay om "Lyset i Thorvaldsens Museum". Hun var en pioner inden for den vanskelige kunst at formidle museerne til børn og voksne og efterlader et stort savn i den kunsthistoriske verden.

*Bindesbølls Museum vises på Thorvaldsens Museum til den 30. dec. Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1998. Redaktion Torben Melander og Astrid-Louise Walther. 224 sider, illustreret.

*Klassicisme. Arkitekturen i København på C.F. Hansens tid vises i Rundetårn til 1. november. Åbningstider oplyses tlf. 33 73 03 73. Katalog, 44 s.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her