Læsetid: 2 min.

Nej tak til kød- fusion

5. september 1998

De mindre slagterier siger nej tak til at deltage i nyt gigantselskab

Ledelserne i både Steff-Houlberg og Tican siger nej tak til at blive en del af det nye holdingselskab, som vil blive en realitet ved sammenlægningen af Danish Crown og Vestjyske Slagterier. Invitationen til de to mindre slagterier kom ellers i går ved præsentationen af fusionsplanerne.
Fusionen skal ifølge de to slagterier styrke den kortsigtede konkurencedygtighed i lyset af det sidste halve år, hvor udbudet af svinekød har overgået efterspørgslen. På længere sigt er ideen at styrke dansk svineproduktions position på verdensmarkedet.

Stort er godt
Men netop tesen om, at jo større man er, des stærkere står man også i den internationale konkurrence, er et af de argumenter, som Steff-Houlberg ikke køber.
"Vores erfaring siger os, at des færre leverandører, udenlandet har at vælge mellem, des mindre dansk vælger de. Så på det punkt er vi grundlæggende uenige med Danish Crown og Vestjyske Slagterier," siger administrerende direktør Gert Kjeldsen til Information.
Gårsdagens invitation om at blive en del af det kommende holdningselskab får derfor ikke Steff-Houlberg til at ændre strategi: "Vi vil gerne fortsætte det samarbejde, vi har med de to virksomheder, men vi fortsætter som en selvstændig virksomhed," siger han.

Tican forberedte
Også Tican foretrækker at fortsætte for sig selv.
"Vi vil altid overveje en venlig indbydelse, men fra ledelsens side foretrækker vi, at forsætte som selvstændig virksomhed," siger administrerende direktør Ove Thejls, der ikke er overrasket over, at fusionen kommer nu.
"Det har længe ligget i kortene, så det kommer ikke bag på os. Vi har gennem de sidste tre år omstruktureret afsætningen, så den er blevet spredt mere, samtidig med at vi har frigjordt os mere og mere fra for eksempel vores engagement i EES-FOOD, som vi er medejere af," siger han. EES-FOOD ejes af forskellige slagterier, men Danish Crown er største medejer af selskabet.
"Vi står i en styrket position, så vi er ikke bange for at blive kvalt, selv om vi står udenfor," siger Ove Thejls.

Blandt verdens største
Det nye selskab, der har arbejdstitlen DC-VJS Holding AmbA, bliver et af verdens største inden for slagtning og kødforædling og vil omfatte mellem 70 og 80 procent af den danske slagteribranche.
På kort sigt vil det ikke betyde noget for de to mindre selskaber, at de holder sig ude af samarbejdet, mener formanden for De Danske Svineproducenter, Kent Skaaning.
"Men det her vil flytte så meget, at det er umuligt at sige, hvad der vil ske i fremtiden. For en måned siden sagde Vestjyske Slagterier også nej til fusion," siger han, der kalder nyheden om fusionen for 'meget modig'. Han håber på, at det kan være med til at ændre kursen, så dansk svineproduktion igen kan gøre sig gældende internationalt.
"Gennem de sidste år har dansk svineproduktion tabt terræn internationalt, og samtidig er prisen på svinekød faldet. Det er de to hovedopgaver, som det nye selskab skal prøve at gøre noget ved. Jeg er ikke sikker på, at fusionen er den rigtige løsning, men jeg synes det er modigt. Og vi skal til at skifte kurs. Vi har haft fire selskaber, der har vogtet over hinanden herhjemme, og det har dræbt initiativer. Forhåbentlig kan dette være med til at skabe en bevægelse i den rigtige retning".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu