Læsetid: 6 min.

Norden i Europa

29. september 1998

Festivalen 'Warszawa Efteråret' er en festival for ny musik. Dette år blev nordisk musik og musikere præsenteret i Warszawa

NY MUSIK
"Sehr wichtig", svarer den polske kulturminister Joanna Wnuk-Nazarowa på spørgsmålet om festivalen Warszawa Efterårets betydning. Ministeren, som også er dirigent, sidder lige bag mig ved en orkesterkoncert og diskuterer direktionsproblemer med dirigenten Wojciech Michniewski.
Deres udsendte synker ned i stolen og drømmer om en dansk kulturminister hentet fra selve kunsten. Men sådan spiller klaveret vidst ikke i Danmark. Vi har ikke tradition for at udpege kunstneriske profiler med detailkendskab til kunstmiljøerne. Desværre.
Warszawa Efteråret er en festival, man ikke kommer uden om at nævne, når det gælder festivaler, der har betydet noget for udviklingen af efterkrigstidens kunstmusik. Festivalen var for mange komponister fra Østeuropa den eneste festival med vestlig musik, som var tilladt at gæste. Det var her komponister og udøvere fra Øst mødte Vestens musik. Med andre ord en vigtig mødeplads for kunstnere på begge sider af jerntæppet. Festivalen fungerede både som politisk instrument og som kunstnerisk platform. Ikke mindst det elektroniske studie i Warszawa var på højde med de bedste i verden og kunne tiltrække skabende kunstnere fra nær og fjern.
Sehr wichtig er denne festival, der så dagens lys i 1956. Det ved Joanna Wnuk-Nazarowa, der fra det polske kulturministerium betaler en tredjedel af udgifterne til festlighederne. Midlerne til festivalen kommer i øvrigt fra sponsorer som f.eks. det polske flyselskab LOT, der transporterer de ca. 800 nordiske og polske kunstnere til og fra festivalen. Endvidere midler fra telekommunikationsfirmaet Nokia (hovedsponsor), transmissionshonorar fra den polske radio, samt ikke mindst substantielle midler fra Nordisk ministerråd og andre nordiske organisationer.
Den danske musik er rigt repræsenteret, hvilket dels skyldes de varme relationer der længe har været mellem danske og polske musikfolk, dels at danskere så at sige kommer med ekstra penge hjemmefra. Til sammenligning bliver der ikke spiller nær så meget norsk musik her i Warszawa.

Rigtige rammer
Det er fremgået, at temaet ved årets Warszawa Efterår er ny nordisk musik, spillet af nordiske og polske ensembler. Planlagt gennem flere år af festivalens kunstneriske leder Krzysztof Knittel. Festivalen er en del af Pólnoc 98, som er en storstilet præsentation af nordisk kultur i byerne Warszawa, Krakow, Gdansk og Poznan fra maj til slutningen af oktober.
For de nordiske musikliv er arrangementet en god ting. Midlerne er formodentlig givet godt ud, først og fremmest fordi denne festival er forankret i det polske kulturliv og nærmest livsnerve for ikke blot polske musikfolk, også for mange andre landes skabere og udøvere er den sehr wichtig. Der bliver spillet, diskuteret, sendt radio og tv, skrevet i aviser og fagblade. Norden er på plakaten her i Warszawa med musik, film, litteratur og arkitektur.
Takket være de tætte kontakter til fagmiljøerne vil de musikalske begivenheder ikke opleves som blot og bar festfyrværkeri, som set, oplevet og glemt før. Nej festivalen vil skabe nye indsigter for de involverede og tilrejsende publikummer. Man bliver en lille smule nordist af at høre polske konservatoriestuderende gå på gaden efter en koncert og synge svenskeren Karin Rehnquists skrigende, vibratoløse toner, som man også kan høre hos kvinder, der er lige ved at føde.
Festivalens potentiale som formidler er betydelig og oplevelserne former et kontrapunkt til den forrige skandinaviske musikfestival i Berlin i 1995, som var en flop-festival, nicht sehr wichtig, et evenement, som bør have givet arrangørene røde ører og en lektie i hvordan kulturfremstød i udlandet ikke skal foregå.

Nu rykker vi
Overordnet set har de nordiske musikinstitutioner været klædt på til at gå sammen om en opgave som fremstødet i Warszawa - et vidnesbyrd om, at det nordiske system på dette plan fungerer. Dog kunne man i højere grad ønske sig en koordinerende nordist, en mellemhandler af typen Nu-skal-der-ske-noget-Jens-Rossel fra dansk musikinformationscentral, der helhjertet og professionelt kan spinde de nordiske tråde. Der er for meget ikke-planlægning, for lidt overblik. Det er eksempelvis dybt godnat at lægge de Nordiske Musikdage præcis samtidig med festivalen i Warszawa.
Det må være muligt at rette op på dette. Ikke mindst set i lyset af, at der er midler til at sende kunsten ud. De nordiske kulturkontorer må udnytte, at festivalarrangører må være kreative med økonomiske løsninger, hvorfor de med kyshånd vil tage imod den nordiske kunst. I den nuværende historiske situation er man naiv, hvis man tror, at en arrangør laver et tema med albansk og rumænsk musik. Eksempelvis. Hvor hulen skulle man få pengene fra til at gøre det?
Ud fra den synsvinkel kan de nordiske fremstød virke som ren og skær kulturimperialisme. Skribentens mening om den sag er: Det er helt i orden med velanbragte nordiske kampagner i Europa. Efter århundredes dominans fra de centraleuropæiske lande kunne det være pragtfuldt om den historiske situation byder tyskere og franskmænd at lægge mærke til de norrøne klange.
Rent faktisk har Warszawa Efteråret længe været interesseret i dansk musik. Eksempelvis gæstede Radiosymfoniorkestret festivalen i 1989, hvor man spillede musik af Nielsen, Ruders, Lorentzen og Nørgård. I år var Radiosymfoniorkestret her igen med ny dansk musik. Denne gang med den fremragende danske dirigent Thomas Dausgaard.

Bare nitten år
Ved at høre den nye nordiske musik ved mange koncerter i et koncentreret tidsrum, får man en god fornemmelse af, hvad der rører sig blandt komponisterne. Det første, man tænker på, er forskelligheden i de musikalske udtryk. Det næste, man glæder sig over, er det tekniske niveau, man oplever hos både yngre komponister og musikere.
Tænk Dem: Bare 19 år er den finske dirigent Mikko Franck, der dirigerede Avanti! Ensemblet, med værker af Koskinen, Tiensuu, Saariaho og Lindberg. Med sine cirka 160 cm i højden og lidt for store sko ligner Franck en ganske almindelig gymnasiedreng. Hvilket han også kunne have været, hvis ikke det lige var fordi, han er travlt optaget med at dirigere de store orkestre i Europa. Det er rent ud sagt utroligt at opleve en sådan autoritet og kunstnerisk format hos en dirigerende knægt. Hold øje med denne Franck.
Opfindsomheden hos den finske komponist Jukka Tiensuu er slående. Hans musik bliver spillet ved flere koncerter. Den er noget af det mest uforudsigelige, jeg har mødt, pluralismen er herskende, men uden at det opleves som et katalog af virkemidler, som skal afprøves. Det gælder værker som Alma III for orkester og sampler og Nemo for orkester og elektronisk grej.
Tiensuus musik er eksperimenterende men også sanseligt medrivende. Det kan man også sige om svenskeren Anders Hillborgs musik, men her er lyden mere forkromet, lækker og billedskabende i kraft af ublu genbrug og glæde ved gentagelsen som virkemiddel. Hans Meltdown Variations for orkester er et eksempel på dette.
Den polske violinist Krzysztof Bakowski er et fænomen. Vi oplevede ham allerede i 1990 ved Lerchenborg Musikdage, hvor han brillerede med sit spil. Ved den aktuelle festival spillede han solostemmen i Tadeusz Wieleckis hundesvære Concerto à rebours. Og han spillede med sin overlegne teknik Lasse Thoresens solostykke Yr.

Et højdepunkt
I den givne kontekst kan det virke national-chauvinistisk at fremhæve musik fra Danmark. Men jeg vil ikke skjule, at jeg har det rigtig godt med Pelle Gudmudsen-Holmgreens Symfoni-Antifoni, som blev spillet af Radiosymfoniorkestret i fredags. Det er et værk, som bliver bedre og bedre for hver gang, man hører det. Man lytter ind i musikkens mange lag og hører nye historier. Værket er et af de mest centrale i dansk orkestermusik fra 70'erne - komponisten modtog i øvrigt Nordisk Råds musikpris for dette værk i 1980.
Bent Sørensens klaverkoncert La notte blev også spillet. Værket er snarere et orkesterstykke med obligat klaver end en koncert i traditionel forstand. Sørensen arbejder her videre med skæv tonalitet, toklange, faldende linier og staccerende/tremolerende forløb. Bent Sørensen er en sand mester i at variere før hørte virkemidler. La notte er et stykke instrumentationskunst af ypperste kvalitet - formidlet overbevisende af dirigenten Dausgaard, der kunne dæmpe orkester og derigennem få de fine nuancer frem. Pianisten Rolf Hind kan der ikke siges for meget godt om, han er fremragende god - her ikke som klaverbokser men udtryksformidler af klaverklang, der mest af alt i det høje register skal lyde som var det klokker.

*Festivalen Warszawa Efteråret fra 18.-26. september - del af Pólnoc 98, som præsenterer nordisk kultur i Polen frem til slutningen af oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu