Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

12. september 1998

Nyrup ønsker forlig om færøsag
*Den danske regering er fortsat interesseret i at indgå et forlig med Den Danske Bank om færøbanksagen, selvom Den Danske Bank i Østre Landsret nu voldsomt kritiserer, at regeringen ikke tager noget initiativ til en aftale.
"Jeg mener, at man altid skal gøre en anstrengelse for at få et forlig. Og jeg tror også, Den Danske Bank er interesseret i et forlig," sagde Poul Nyrup Rasmussen på et pressemøde fredag på Færøerne.

Krav om ændring af ny uddannelse
*Allerede få uger efter, at den nye pædagogiske overbygningsuddannelse for kommende gymnasielærere er trådt i kraft, bliver den mødt med krav om ændringer. Det pædagogiske niveau er ikke højt nok. Danske gymnasielæreres uddannelse i pædagogik halter langt efter resten af EU.
Samtidig er der massiv adgangsbegrænsning på uddannelsen, så der er risiko for, at dygtige folk skifter til andre job. Landets universitetsrektorer vil nu tage sagen op med undervisningsminister Margrethe Vestager (R), skriver Politiken.

Østrig vil returnere stjålen Nazi-kunst
*Østrigs regering tilsluttede sig torsdag et lovforslag om at returnere kunst, som nazisterne stjal fra jøder under Anden Verdenskrig. Kunst, der i øvrigt længe efter krigen fortsat blev udstillet på østrigske museer.
Ifølge lovforslaget, der behandles af parlamentet til oktober, vil kunstværkerne blive returneret til deres tidligere ejere eller disses efterkommere.

Israel lukker grænser efter drab
*Den israelske hær oplyste tidligt fredag, at den vil lukke grænseovergangene til Vestbreden og Gaza fra kl. 4 fredag morgen. Det sker af frygt for, hvad hæren betegner som "terror"-angreb, efter at israelske soldater torsdag aften dræbte to ledende medlemmer af den palæstinensiske oprørsmilits, HAMAS.
Ifølge den israelske hær blev de to palæstinensiske brødre Imad og Adel Awadallah dræbt i nærheden af byen Hebron på Vestbredden. De nøjagtige omstændigheder omkring hændelsen var fredag endnu ikke klarlagt.

Ritt retter ny kritik mod øst-lande
*EU's miljøkommissær, Ritt Bjerregaard, retter nu en ny kraftig advarsel til de øst- og centraleuropæiske ansøgerlande om, at de må sætte mere fart på deres miljøindsats, hvis de vil kvalificere sig til EU-medlemskab.
"Det står klart, at kandidatlandene allerede har gjort markante miljømæssige fremskridt i de seneste år. Men det står også klart, at der må gøres meget mere. Erklæringer og gode hensigter er ikke nok," lyder den utvetydige kritik fra Ritt Bjerregaard.

Clinton-skandalen skaber børsfald
*Børsindekset i Tokyo faldt mere end fem procent fredag. Børsfaldet tolkes foreløbigt som en konsekvens af gårsdagens børsfald i New York, hvor aktieværdierne faldt omkring fire procent.
Grunden til faldet på Wall Street-børsen var bekymring over præsident Bill Clintons umiddelbare fremtid. Investorer frygter i øjeblikket, at præsidenten må gå af, hvilket bevirker, at de holder deres investeringer tilbage.
Clinton bad i går om tilgivelse for sit sex-forhold til tidligere Hvide Hus-praktikant Monica Lewinsky og løgnen herom bagefter, da han var i selskab med 125 religiøse ledere til et årligt morgenmadsmøde med tilhørende bøn. Han sagde, at han ville komme med et indædt forsvar mod eventuelle forsøg på at anlægge rigsretssag.

Bin Laden i husarrest
*Den saudiarabiske mangemillionær Osama bin Laden, som er anklaget for verdensterrorisme, er blevet sat i husarrest i Afghanistan af den islamiske Taliban-militis. Det oplyste det arabiske dagblad Al Qod Al Arabi fredag.
Taliban-militisen, som hidtil har været bin Ladens allierede, har forbudt, at han kan udsende meddelelser og komme med udtalelser til medierne, oplyste avisen, som udgives i London, og som står bin Laden nær.

Kvinder topper dødsstatistik
*Antallet af danske kvinder, der dør af lungekræft, er dobbelt så højt som det europæiske gennemsnit. Desuden er der i Danmark ligesom i Sverige og Norge flere kvindelige end mandlige rygere. Det fremgår af verdenssundhedsorganisationen WHO's ny rapport Sundhed i Europa 1997, som bliver offentliggjort på mandag, når WHO's europæiske komité indleder sin 48. session i København.

FDB vil afkræve Chiquita svar
*FDB afkræver nu bananproducenten Chiquita svar på de hårde anklager, som Sammenslutningen af Bananarbejdere i Latinamerika torsdag rettede mod banan-giganten.
"Vi har det bestemt ikke godt med det, og derfor tog vi et møde med bananarbejderne fredag formiddag, hvor vi fik konkretiseret de fremsatte anklager. Det er ikke noget, vi hverken kan eller vil leve med, siger miljøchef i FDB Mogens Werge til Ritzaus Bureau.

Fonde får kompensation
*Regeringspartierne har aftalt, at velgørende fonde og foreninger får fuld økonomisk kompensation fra staten for den avanceskat, som de fra næste år skal til at betale af arv fra privatpersoner som følge af pinsepakken.
Det oplyser det radikale folketingsmedlem Elisabeth Arnold, som afviser et lovkrav fra CD om at få revideret pinsepakke-forliget på det punkt.

Dystre udsigter på sygehuse
*Vestsjællands Amt - og formentligt de fleste andre amter - står foran store personalemæssige problemer på sygehusene. Ifølge en undersøgelse, som Institut for Fremtidsforskning har udarbejdet, vil Vestsjællands Amts sygehuse mangle 300 sygeplejersker i år 2006. Det svarer til hver fjerde sygeplejerskestilling.
Også hver fjerde sygehjælper og hver fjerde social- og sundhedsassistent vil mangle, viser prognosen.

Guldfund i Sydgrønland
*Der er fundet guldprøver af høj lødighed i fjeldet ved Kirkespirdalen nær Nanortalik i Sydgrønland, skriver Berlingske Tidende.
En boring 200 meter oppe i Nanortalik-forekomsten viser en lødighed på over et kilo guld pr. ton malm.
Selv om sommerens boreresultater er spændende, er den kvartsåre, guldet ligger i, af varierende lødighed. Den svinger fra et kilo guld til ingenting.

Kommunister får nøgleposter
*Ruslands Statsduma godkendte fredag Jevgenij Primakov som landets nye ministerpræsident.
Samtidig undertegnede Ruslands præsident, Boris Jeltsin, et dekret, der udnævner kommunisten Jurij Masljukov til posten som viceministerpræsident, oplyste en Kreml-talsmand.
Dekretet genudnævner også forsvarsminister, indenrigsminister og andre ministre.

Zimbabwe fik ingen penge
*Regeringen i Zimbabwe måtte fredag gå næsten tomhændet fra en international konference, hvor man havde håbet at kunne skaffe 1.45 milliard dollars til gennemgribende landreformer.
Vestlige bistandsydere holdt deres punge lukket og måtte meddele præsident Robert Mugabe's regering, at de ikke kunne støtte planen. Kun Kina valgte at yde en beskeden materiel støtte.

Folkevogn laver humanitær fond
*Den tyske bilproducent Volkswagen meddelte fredag, at den opretter en privat humanitær fond på 20 millioner D-mark - op mod 80 mio. kr - for at kompensere slavearbejdere, der arbejdede for bilfarikken under Anden Verdenskrig.
Under det nazistiske diktatur var mellem 15.000 og 20.000 arbejdere - eller to tredjedele af bilfabrikkernes samlede arbejdsstyrke - tvangsarbejdere. Blandt dem var mellem 1.500 og 2.000 jøder - hovedsageligt kvinder - og tusindvis af fanger i koncentrationslejren Auschwitz .
Loge-grundlægger forsøger selvmord
*Grundlæggeren af den italienske loge P2, Licio Gelli, forsøgte at begå selvmord få timer efter, at han blev anholdt i den sydfranske by Nice. Gelli stod i spidsen for den hemmelige organisation P2, der for flere år tilbage blev anklaget for at forberede et statskup i Italien.
Den 79-årige Gelli blev anholdt torsdag. Han forsøgte at tage sit eget liv i løbet af aftenen på det hospital i Nice, hvor han var blevet indlagt med hjertebesvær oven på sin anholdelse, oplyste politiet.
Gelli er ved en italiensk domstol idømt 12 års fængsel.

Ingen kunst denne weekend
*På bagsiden af fredagens udgave af Information annoncerede vi under overskirften "Inderlighedens maleri" for en feature-artikel om Brugges store malermestre.
Af produktionstekniske årsager må artiklen desværre udgå, men den vil blive bragt snarest muligt.
Vi beklager. red.

Fynboer dobbelt så syge af mad
*I forhold til landsgennemsnittet bliver dobbelt så mange fynboer syge af madforgiftning. Inden for det sidste år har 200 fynboer været syge af den mad, de har spist, viser tal fra Statens Seruminstitut.
Blandt de syge er der især mange salmonella-tilfælde, men også caphylobacter og listeria-bakterier giver problemer. Hverken embedslægen, kredslægen eller Seruminstituttet har en forklaring på, hvorfor flere bliver syge af madforgiftninger på Fyn end i resten af landet.

Oversvømmelser griber om sig
*Århundredets værste oversvømmelser i Bangladesh greb fredag yderligere om sig, mens FN advarede om, at op imod 20 millioner mennesker er i fare for at dø af sult og sygdom som følge af oversvømmelserne.
Myndighederne meddelte, at vandstanden i 12 af landets floder nu har overskredet fareniveauet og truer 18 i forvejen oversvømmede distrikter og byer i den centrale del af landet, hvoraf 70 procent allerede står under vand.
Og mens de udenlandske ambassader i landet begyndte at evakuere deres borgere i sikkerhed i udlandet, kunne verdensfødevareprogrammet (WFP) bringe den dystre besked om, at oversvømmelserne har forhindret bønderne i at plante ris - hvorved udsigten til sult også efter oversvømmelserne er taget til i styrke. Vandstanden i Turaq-floden ved hovedstaden Dhaka steg fredag med seks centimeter og truer nu landets internationale lufthavn.

Redigeret af Jesper Jürgensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her