Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

9. september 1998

Vækstfremmer-stop om fire år
*Det første dokumenterede danske dødsfald på grund af antibiotikaresistente bakterier - der er en følge af landbrugets brug af antibiotiske vækstfremmere - får nu Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke til at bebude et fuldt stop for vækstfremmere i løbet af to til fire år.
Selv om Gæmelke tager meldingen om dødsfaldet alvorligt, vil han ikke medgive, at der er en dokumenteret sammenhæng mellem medicinforbruget i dansk landbruget og den resistente bakterie, kvinden døde af. Han mener, at Danmark i modsætning til andre lande ikke har alvorlige problemer med resistente bakterier.
Den 1. september i år blev der indført en afgift på antibiotiske vækstfremmere for indirekte at få landbruget til at stoppe brugen.
Leder på bagsiden

Nedbrydning af ozonlaget bremset
*11 års kamp mod ødelæggelsen af ozonlaget begynder at virke. Det konkluderer nogle af verdens førende meterologer og klimaforskere i en ny rapport, som offentliggøres til december, skriver Jyllands-Posten.
De seneste fem år er nedbrydningen af det livsvigtige ozonlag blevet bremset, og i løbet af halvandet til to år vil mængden af de stoffer, der nedbryder ozonen i stratosfæren, begynde at falde, lyder konklusionen.
Rapporten viser også, at nedbrydningen af ozonlaget ikke er blevet så omfattende som frygtet. Nedbrydningen har således 'kun' været to tredjedele af det, forskere forudsagde i 1994.

Fødevarekrise truer Congo
*Congos hovedstad Kinshasa er på kanten af en potentiel eksplosiv fødevarekrise, fordi borgerkrigen blokerer for forsyninger til de mere end fem millioner indbyggere. Det sagde diplomater og nødhjælpsfolk i går til Reuters Bureau.
Situationen er forværret, efter at oprørerne har afbrudt strømforsyningerne, som også byens vandforsyning er afhængig af. Der er kun lagre af mad nok til fire dage, lyder forudsigelserne. Præsident Laurent Kabila har bedt vestlige lande om hjælp til hovedstaden, men der er ikke tegn på, at myndighederne kan garantere sikkerheden for fly og hjælpemandskab.
Artikel side 6

Radikal kritik af S-ministre
*De radikale er stærkt utilfredse med de socialdemokratiske ministres opgivende holdning til CO2-målsætningen på trafikområdet.
Det sagde de radikales gruppeformand, Jørgen Estrup, under Folketingets debat om næste års finanslov.
Jørgen Estrup sagde, at de radikale allerede for et år siden pegede på, at det kunne blive svært at fastholde CO2-målsætningen om en stabilisering på 88-niveau i år 2005.
Estrup kritiserede bl. a. miljøminister Svend Aukens udtalelse om, at "det ikke er regeringen, men befolkningen", der har forladt CO2-målsætningen. Han opfordrede derfor regeringen til at indkalde til en konsensuskonference med eksperter, embedsmænd og politikere for at finde ud af, hvilke muligheder der er på området.
Artikler side 4 og 5

Skolebørn har det stadigt dårligere
*Flere skolebørn end tidligere mistrives. De plages af ondt i maven, mobbes i skolen og savner fortrolighed med deres forældre og kammerater. Hver tredje barn mellem 11 og 15 år har ingen at tale med, når de er kede af det.
Det viser en undersøgelse fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
"De fleste børn i Danmark har det godt. Men der er et stigende mindretal, som ikke trives hverken i skolen eller hjemme. Deres sundhed er dårligere end tidligere, og de fungerer ikke socialt - de er tit kede af det og udsættes for mobning," siger Bjørn Holstein fra Institut for Folkevidenskab.
Undersøgelsen viser også, at hver femte barn har smerter i maven, hovedet eller ryggen dagligt. Hver fjerde udsættes jævnligt for mobning, og næsten halvdelen føler sig tit ensomme. Syv procent er ikke glade for deres liv, og 18 procent bryder sig ikke om at gå i skole.

Kina henretter flest i verden
*Kina henrettede mindst 1.876 personer sidste år, hvilket var flere end resten af verdens lande tilsammen, oplyste Amnesty International i går, da den fremlagde sin årlige rapport.
I 1997 henrettede Kina i gennemsnit 60 mennesker om ugen. Landet med den næststørste brug af dødsstraf, Iran, henrettede til sammenligning 143 i hele 1997.
Antallet af henrettede i Kina er dog faldet betydeligt i forhold til de 4.367, Amnesty International registrerede i 1996. Det høje tal for 1996 skal ifølge Amnesty International tilskrives, at Kinas kampagne mod kriminalitet 'Slå Hårdt'-kampagnen toppede netop dette år. Tallene skal derfor på ikke tages som udtryk for, at Kina har reduceret brugen af dødsstraf.

Nigeria løslader aktivister
*Nigeria har løsladt 20 aktivister fra landets etniske ogoni-mindretal, som har siddet fængslet siden 1994, anklaget for at have myrdet fire regeringsvenlige høvdinge, sagde ogoni-aktivister tirsdag.
De unge ogoni-aktivister stod anklaget for de samme anklager om mord, som forfatteren Ken Saro-Wiwa og otte andre blev henrettet for i 1995.

Mad tilsat D-vitamin til kvinder
*Mejeriprodukter skal måske tilsættes D-vitamin for at stoppe en stigende forekomst af knogleskørhed, som især rammer ældre kvinder, skriver Politiken. Det er et specialistudvalg under Veterinær- og Fødevaredirektoratet, der i øjeblikket overvejer sagen.
Sygdommen koster sundhedsvæsenet cirka to milliarder kr. om året og sender tusinder i kørestol. Op mod en tredjedel af dem, der bliver indlagt med brud som følge af knogleskørhed, har for lave værdier af D-vitamin i blodet.

Rublen falder fortsat
*Ruslands centralbank fastsatte tirsdag den officielle kurs på rublen til 20,825 rubler for en dollar, hvilket var et kursfald på 9,2 pct. i forhold til mandagens kurs, rapporterede Interfax.
Men tempoet i den russiske valutas nedtur syntes at være for aftagende. Rublen har nærmest været i frit fald siden den 17. august, da den russiske centralbank lod valutaen flyde. I de forløbne tre uger er værdien af rublen faldet med næsten 70 pct.
Artikel side 6, leder på forsiden

Danmark er tæt på dåse-retssag i EU
*Danmark er kommet nærmere en retssag ved EF-domstolen i spørgsmålet om forbudet mod dåser til øl og sodavand.
Det vurderer miljøminister Svend Auken efter et samråd i Folketingets miljøudvalg i går.
Men Danmark har ifølge Svend Auken en god sag med gode miljøargumenter. Han mener, at sagen ikke længere handler om bare at indføre dåser på det danske marked, men mere om at skulle gå fra et genbrugsssystem til et brug- og smid væk-system med alle mulige former for engangsemballage.
Ministeren tror ikke på et forlig med EU-Kommissionen om, at Danmark kan nøjes med at lukke op for brugen af aluminiumsdåser. Kommissionen vil have, at danskerne også skal tillade engangsflasker af glas og plastic.
Auken har et komfortabelt flertal bag sin politik i Folketingets Miljøudvalg bestående af S, R, SF, EL. og Krf.

Pendlere får fradrag for brobillet
*Pendlere, som tager bilen til arbejde over Storebæltsbroen, får et skattefradrag for broafgiften på 90 kr. hver vej oven i kilometerfradraget. Samtidig får pendlere, som tager toget, et ekstra fradrag på 15 kr. hver vej.
Det aftalte regeringen tirsdag med forligspartierne bag Storebæltsforbindelsen - Venstre, de konservative, CD og Kristeligt Folkeparti.
Aftalen var en begmand for Det radikale Venstre, der er stærkt imod bropenge-fradraget af miljøpolitiske grunde.
De radikale - som i sin tid stemte imod Storebæltsforbindelsen på grund af bilbroen - var kun indstillet på at give bilisterne et kilometerfradrag. Partiet har dog tiltrådt regeringens aftale med forligspartierne.

Studenterprotest i Indonesien
*To studerende blev dræbt og tre andre sårede under uroligheder i går nat ved parlamentet i den indonesiske hovedstad, Jakarta.
Alligevel fortsætter de studerende ved Jakartas 53 universiteter deres protester, indtil den indonesiske præsident, Yusuf Habibie, træder tilbage, og fødevarepriserne falder igen.
Studenterne beskylder Habibie for at bruge de samme metoder som den tidligere præsident Suharto, der måtte træde tilbage efter store folkelige protester i maj.

Real IRA erklærer total våbenhvile
*Udbrydergruppen Real IRA, der stod bag terrorbomben i Omagh i Nordirland 15. august, erklærede tirsdag, at en "fuldstændig" våbenhvile var trådt i kraft ved midnat.
Real IRA brød ud fra Den Irske Republikanske Hær, IRA, da denne gruppe i juli sidste år tilsluttede sig den nordirske fredsproces.
Men Real IRA er inden for den seneste uge kommet under pres både fra de tidligere kampfæller og fra myndighederne i Irland og Storbritannien, hvis parlamenter i sidste uge skærpede anti-terrorlovgivningen.

Mere forurening af jord accepteres
*Forurenet jord skal kun fjernes, hvis den udgør en trussel for drikkevandet eller for mennesker. Det fremgår af en ny vejledning fra Miljøstyrelsen, skriver Aktuelt.
De nye retningslinjer betyder, at jord, som hidtil har skullet fjernes og renses, i nogle tilfælde kan få lov til at blive liggende.
"Det betyder, at vi vil acceptere mere forurening, hvis forureningen er under kontrol og kortlagt," siger cand. scient. Kim Dahlstrøm fra Miljøstyrelsen.
I Danmark er der udpeget 14.000 giftgrunde. Hvor mange, der som følge af den nye vejledning ikke skal renses, kan der ikke sættes tal på.

Moderate vinder frem i bosnisk valg
*Vælgerne i Bosnien skal udpege nye ledere i weekenden. Nationalisterne, der udløste den blodige krig, taber terræn, for mange vælgere tænker mere på, hvordan de skal få brød på bordet, viser meningsmålinger.
For NATO og de internationale organisationer, der massivt har holdt dampen oppe i Bosnien siden underskrivelsen af Dayton-fredsaftalen i 1995, er der tale om en foreløbig succes. For selv om hundredtusinder af bosniske flygtninge fortsat driver rundt i det tidligere Jugoslavien og Europa, er faren for en ny krig langt væk.
Valget lørdag og søndag vil være det første, som ikke totalt overskygges af nationalisme og etnisk opdeling. I langt højere grad har diskussioner om brød og smør på bordet ligget de 2,5 millioner vælgere på sinde: "Folk er interesserede i deres børns fremtid," siger socialdemokraten Selim Beslagic, der er borgmester i Tuzla - den eneste by i Bosnien, der ikke styres af nationalister.
Beslagic peger på, at meningsmålinger tidligere viste, at 70 pct. anså nationalimse for at være et vigtigt spørgsmål. I dag er det kun 30 pct. (RB)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her